Det har været spændende at læse Kaj Mogensens (KM) kronikker og artikler i Kristeligt Dagblad (12. marts, 8. maj og 20. august) og de forskellige reaktioner derpå.
Kære Kaj. Du har ret i, at både det at fremmane en kætterproces (eller en præsteretssag) og at ironisere eller være sarkastisk er urimeligt, ligesom en sammenligning med f.eks. Snedsted-sagen er »helt ude i hampen«. Men den karakteristik rammer dog ikke alt i det, som kritikerne skriver. Jeg kan f.eks. ikke se, at Brian Christensen (12. juni) er usaglig eller særlig ironisk - højest selvironisk. Både han og Jørgen Jørgensen (samme dato) fortjener efter min mening et ordentligt svar.
Men er det mon ikke vigtigt at skelne mellem håbet om alles frelse og en lære om det samme? I kronikken den 20. august spørger K.M., hvordan de utvetydige udsagn i Bibelen om alle tings genoprettelse og forsoningen for alle i Kristus kan forenes med læren om en evig dobbelt udgang.
Svaret er, at det kan de heller ikke for den menneskelige logiske tænkning. K.M.'s redegørelse for læren om alles frelse (apokatastasis) er derimod logisk uangribelig. Men spørgsmålet er, om ikke han »spærrer Gud inde« i de begrænsninger, vores hjerne kan rumme. Gud er usigeligt meget større, end vi er i stand til at fatte. Dybest set er den menneskelige hjerne end ikke gearet til at forestille sig så enkle begreber som »evighed« og »uendelighed«. Om Gud må vi derfor ofte udtale os i modsigelser.
Bibelen er netop også fyldt med paradokser. Og Jesus bruger lignelser og billeder. K.M. spørger, hvilken funktion en forkyndelse af dobbelt udgang overhovedet har i en kristen forkyndelse. Men det spørgsmål må dog rettes til Jesus selv og evangelisterne, sådan som de gengiver hans forkyndelse i f.eks. Matt. 25,46 eller Joh. 5,29 og mange andre steder. Både K.M. og vi andre må forsøge at gøre som Paulus: »ikke at fortie noget« (Ap.G. 20,27).
K.M. anfører den oldkirkelige bekendelse (i Fil. 2,6-11), som udsiger, at hensigten med Kristusbegivenheden er, at »hvert knæ skal bøje sig osv.«; men han udelader Paulus' fortsættelse, som er et godt eksempel på modsigelserne i Det Nye Testamente: »Derfor arbejd med frygt og bæven på jeres frelse. For det er Gud, som virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje«.
Paulus siger altså på én gang, både at vi skal arbejde for frelsen, og at den alene er Guds værk. Vi kan - og skal ikke - sige noget kon-kret om »livet efter døden«. Vi kan ikke udmale en beskrivelse af hverken frelsen eller fortabelsen. Hvad Jesus afslører, er jo netop kun billedtale. Men det kan hverken skjules eller bortforklares, at der i Det nye Testamente. står, både at Gud vil, at alle mennesker skal frelses, og at frelsen, som er Guds gave til alle mennesker, kan vrages, og at den bliver vraget, også uigenkaldeligt.
Men netop fordi vi er afskåret fra at danne os konkrete forestillinger, må jeg afvise at tage stilling til det »konkrete billede«, som K.M. udmaler i slutningen af sin artikel den 8. maj, og som han siger, at den dobbelte udgangs forkyndere må se for sig: »Et sted sidder hovedparten af den skabte og faldne menneskehed, måske mine kære, måske jeg selv. De/vi er i en tidsubegrænset fysisk og psykisk pine. Et andet sted sidder Gud og de frelste og lytter til gråd og smerteskrig i al evighed.« I sandhed et grufuldt billede, som man måske forestillede sig det i middelalderen.
Hvad er da frelse, og hvad er fortabelse? Regin Prenter sagde det engang på denne måde: »Den frelse, som Gud alene kan skænke, er intet andet end samfund med ham, det at være hos ham, antaget af ham, elsket af ham.« Fortabelsen er da i det bibelske vidnesbyrds lys: Savnet af frelsen, savnet af fællesskabet med Gud, savnet af hans kærlighed. At fortabelsen er en mulighed og virkelighed, er en uløselig gåde. Der har altid været mennesker, som hader Jesus og ikke vil vide af ham. Læren om alles frelse forudsætter derimod, at Gud skulle frelse nogen mod deres vilje. Og han tvinger ingen. (»Til Himmerig der ringes, kun til Helvede der tvinges«). Håbet om alles frelse til sidst må forblive et håb. Hvor man bortforklarer den evige fortabelses mulighed, bliver frelsen ikke længere det ubegribelige under, men en selvfølgelighed, som vores forstand ikke har svært ved at bøje sig for.
N.T. kender ingen anden måde at frelses på end ved troen på Jesus Kristus. Hvis vi vil søge frelsen andre steder, finder vi den ikke. Den, der har Sønnen, har livet. Den, der ikke har Sønnen, har ikke livet.
Niels Jørgen Riis,
fhv. slots- og sognepræst,
Skærbakken 7,
Vangså,
Thisted