Den 23-årige Valentino Achak Deng fortæller sin næsten utrolige livshistorie. Som niårig dreng i det kristne Sydsudan blev han adskilt fra sine forældre, da den sudanske, muslimske hær angreb en række byer i området. Han frygtede for sit liv, og sammen med flere tusinde drenge i samme situation begyndte han på en rejse, der i de vestlige medier har givet ham og de andre tilnavnet »De fortabte drenge fra Sudan«. Han vandrede igennem ørkenen til Etiopien, sad i flygtningelejre dér og gik så ad omveje til det nordlige Kenya, hvor han siden 1992 har boet i Kakuma-lejren. Han har ikke set sine forældre siden dengang, og han kommer formentlig heller ikke til det. USA har netop givet ham og flere tusinde andre unge opholdstilladelse.
Valentino fortæller sin historie i skyggen af et stort træ i det sudanske afsnit af den store flygtningelejr. Lejrledelsen sørgede fra begyndelsen for, at alle forældreløse blev optaget i flygtningefamilier, og en lille hær af børn i alle aldre fra hans nye familie flokkes nu omkring ham.
Mere end 80.000 flygtninge har fundet vej til Kakuma-lejren gennem de ni år, lejren har eksisteret. Den er en af Afrikas største lejre med flygtninge fra ni afrikanske lande, men langt de fleste er flygtet fra krigen i Sydsudan. Krigene på det afrikanske kontinent har produceret en næsten endeløs strøm af mennesker på flugt fra død og sult. Dagligt kommer der nye til, og lejren her vokser konstant og strækker sig nu 12 kilometer lang og et par kilometer bred i det golde, uopdyrkede landskab.
Kakuma-lejren er et symbol på, at Vesten har svigtet, fordi der ikke gives hjælp til nærområder i tilstrækkelig grad, selv om det netop er her, Vesten mener, at flygtninge skal hjælpes. Lejren er også et eksempel på, hvor komplekst og vanskeligt det er at drive nødhjælpsarbejde. Flygtningene skal beskæftiges og uddannes, og samtidig skal de fattige omgivelser uden for lejren hjælpes. Flygtningelejre med mad og skoler virker som en magnet på den fattige befolkning uden for lejrene.
Mindre hjælp til flygtningene
Fra det lille enmotors passagerfly, der flyver de besøgende til lejren, ligner stedet mest en mægtig, afrikansk landsby. Store FN-telte huser de gigantiske madrationer, der løbende køres til på store lastbiler fra havnebyen Mombasa, men ellers er der ikke meget lejrpræg over de lerklinede huse og simple hytter tætnet med strå og plastik.
Det Lutherske Verdensforbund har siden Kakuma-lejrens tilblivelse i 1992 stået for det store arbejde med bistand fra blandt andet Folkekirkens Nødhjælp. Men selv om strømmen af flygtninge fortsætter, bliver det sværere at skaffe penge til lejren. Donorlandene er blevet trætte af at mætte Afrikas mange munde. De internationale bidrag til nød- og flygtningehjælp overalt på kloden falder hastigt. I Kakuma-lejren er underernæring udbredt, og siden april har flygtningene levet af dagsrationer på 1400 kalorier mod den FN-anbefalede ration på 2100.
Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær, Christian Balslev-Olesen, besøgte lejren i tirsdags og beklager, at Vesten lukker grænserne for flygtninge og samtidig skærer i tilskuddene til nødhjælpen.
- Hvis vi ydede samme hjælp som for bare fem år siden, ville vi kunne løse mange af de problemer, vi ser i dag. Det er rigtigt at hjælpe flygtninge i nærområderne, som politikerne siger, at vi bør, men de handler anderledes. Vi er vidner til en voksende selvoptagethed i den rige verden. Det er globaliseringens uhyggelige bagside, siger han.
Nødhjælp er lettest at skaffe ved spektakulære katastrofer, mens donorlandene udviser tydelig træthed over for eksempelvis de 35-40.000 sydsudanere, der har boet her i lejren siden 1992 og venter på, at den 17 år lange borgerkrig i landet slutter.
I lejren tilhører den unge sydsudaner Valentino undtagelserne. Han kan i USA øjne en fremtid som andet end flygtning. Men det kan hans landsmand, den 54-årige Maker Thiong, ikke. Den kristne sudanske lærer med syv børn og to koner - den sudanske kultur tillader også flerkoneri blandt kristne - kom til lejren i 1992 og har ingen udsigt til at vende hjem foreløbig. Derfor har han indrettet sig på at blive og leder i dag lejrens skolevæsen.
Lejrsproget er engelsk, og i 23 barakskoler undervises 28.000 elever af mere end 500 lærere, der også selv er flygtninge. I klasserne klumper op mod 100 børn sig sammen omkring tavlen og de alt for få bøger, men eleverne ved, at deres fremtid afhænger af, at de lærer noget. Det har været svært at få pigerne i skole, fordi det strider mod den mandsdominerede sudanske kultur, men da medarbejderne hos Det Lutherske Verdensforbund fandt ud af, at mange piger skammede sig over deres elendige tøj, blev der indkøbt skoleuniformer.
En energisk kenyansk kvinde, der er medarbejder for Det Lutherske Verdensforbund, siger, at man må se på det positive i flygtningenes situation, som hun kalder en slags velsignelse.
-Alle disse mennesker fra Sudan, som ikke har kunnet få uddannelse, kan vi undervise her. Det er den bedst tænkelige form for udvikling, vi kan skabe, siger hun.
Flygtningepræster laver kirke
Og aktiviteterne er omfattende. Både piger og drenge undervises i familieplanlægning. Deres forældre oplyses om det skadelige ved de kulturelt betingede børneægteskaber. Et særligt program henvender sig til kvinder, et andet til unge. Der arbejdes imod prostitution i lejren, mens voldtægt af kvinder fortsat er et stort problem. Især når kvinderne går uden for lejren for at samle brænde, kan de ikke vide sig sikre, selv om kenyansk politi har sin egen station på stedet. Godt 30 præster fra alle kirkeretninger, der selv er kommet hertil som flygtninge, er gået sammen i det ultimative kirkefællesskab. United Refugee Church, Den Forenede Flygtningekirke, hedder kirken, der ser stort på alle retningsmæssige dogmer.
Muslimske flygtninge har bygget en moske til den daglige bøn.
Tilværelsens absurditet viser sig i den somaliske afdeling af lejren, på Mogadishu Street, hvor en somalisk flygtning har lavet forretning med sin solcelledrevne satellit-telefon. Flygtninge med lidt penge på lommen står i kø for at ringe til slægt og venner i udlandet. Enkelte får også overført penge til dette øde sted via telefonen. En anden somalisk mand har opsat en parabolantenne ved sin hytte og tager 20 kenyanske shilling, 20 øre, i entré for at vise fodboldkampe på TV.
Men for langt størsteparten af de mange flygtninge virker situationen håbløs.
På lejrens gravplads ses mange små stensætninger, hvorunder døde børn hviler. De er de mest sårbare af alle flygtningene, og Det Lutherske Verdensforbund vil nu iværksætte programmer, der i særlig grad tager sig af børn. De lider under flygtningelivets mange begrænsninger, og den psykologiske effekt af ventetilstanden er en stærkt udbredt følelse af manglende selvværd.
Lejrchef Graham Davison fra Irland har ledet flygtningelejre siden folkemordet i Rwanda i 1994 og kender til de store vanskeligheder ved arbejdet. Selv om forholdene i lejren ikke er gode, er de bedre end mange andre steder. Flygtningelejre skaber flygtninge, siger han. Lejren tiltrækker sultne mennesker og mennesker, der ønsker at få undervist deres børn.
Udstyret med identitetskort står flygtningene i kø for at få mel, majs, olie, salt, bønner og sæbe. For at undgå strid om madrationernes størrelse hænger der kontrolvægtkroge i træerne, så flygtninge selv kan måle, om de har fået de normerede kilo mad.
De tørkeramte nomader, der lever i ørkenlandet omkring lejren, er mødt frem og samler tabte majskerner op fra jorden.
- Vi er også begyndt at uddele mad til dem, forklarer Graham Davison ved den store maduddeling, der finder sted hver anden uge.
- Men vi mangler mad og har ikke nok til alle.
Hvad er løsningen på den stille tragedie i Kakuma-lejren?
Kritikere af flygtningearbejdet mener, at der gøres for lidt for at sende flygtninge hjem til de områder, hvorfra de kommer. Selv om en række lande fortsat er krigsramte, bør der arbejdes langt mere med at udvikle incitamenter for flygtningene til at vende hjem, mener de.
Repræsentanten for FNs Flygtningehøjkommisariat i Kakuma-lejren, Kofi Mable, er mindre optimistisk.
- Den eneste løsning er at skabe fred i de lande, flygtningene kommer fra, siger han.
- Er der ikke fred, vil flygtningene ikke rejse hjem. Jeg tror selv på bøn og mirakler. Ellers var jeg ikke her. Vi har ikke andet valg end at blive ved med at appellere til omverdenen om hjælp.
Fakta
Krigen i Sudan
n Borgerkrigen i Sudan har skabt flere flygtninge end nogen anden afrikansk krig. Det skønnes, at fire millioner mennesker er interne flygtninge i landet, mens 400.000 er på flugt uden for Sudans grænser.
n Krigen finder sted mellem det fortrinsvis muslimske nord og det kristne syd. Den siddende muslimske regering vil arabisere landet, hvilket det kristne mindretal modsætter sig. Ikke mindst efter fundet af olie i det sydlige Sudan for to år siden er mange blevet drevet på flugt.
n Borgerkrigen i Sudan har varet uafbrudt i 17 år og er den borgerkrig, der har varet længst.
n Mere end to millioner mennesker er blevet dræbt i krigen. Der dør 300 mennesker om dagen som følge af kampe eller sult og krigens følgesygdomme. Afrikas glemte krig har således siden 1983 kostet flere liv end de samlede tab i Bosnien, Kosovo, Afghanistan, Tjetjenien, Somalia, Sierra Leone og Indonesien.