Flere og flere unge opsøger i dag parterapeuter for at få hjælp til at redde kærligheden i deres parforhold. Det fortæller fremtidsforskeren Liselotte Lyngsø, der på Instituttet for Fremtidsforskning arbejder med familiers vilkår. Hun ser tendensen som et udtryk for, at de unge i dag er villige til at kæmpe mere for kærligheden end deres forældres generation.
- Når vi laver interviewundersøgelser af de unge mellem 20-30 år, er det tydeligt, at drømmen om den eneste ene er utrolig stor. Der er ingen tvivl om, at ægteskabet som rituel institution står utroligt stærkt som den perfekte ramme om det perfekte liv. I hvert fald i de unges drømme og forestillingsverden. Det er noget, som langt de fleste ønsker. Alle vil gerne forpligtes på et andet menneske og et fællesskab. Der er da også mange ting, der peger på, at det burde gå bedre, og at de yngre generationer gerne vil gøre op med forældregenerationens skilsmissekultur.
Kærligheden har imidlertid trange kår i Danmark.
I hvert fald hvis man skal tro statistikker og undersøgelser, som fortæller om høje skilsmissetal, utroskab og mangel på intimitet i de forhold, folk indgår i, er på vej ud af eller for længst har forladt. Eller børnefamilier, der ligger vandret i luften for at få enderne til at mødes, inden skilsmissen efter nogle år splitter familien.
Men der er også mange, det lykkes for. De er bare knap så synlige i statistikkerne eller i mediebilledet. Det vil den 37-årige dokumentarfilminstruktør Ulla Boye gerne rette lidt op på. I sin nye film »To må man være« har hun interviewet otte par, hvoraf Nicole og Poul Otto Andersen, som er interviewet her på siderne, er det ene. Fælles for de otte par, der med stor åbenhed taler om kærlighed, forelskelse og hverdag i filmen, er, at de alle har levet sammen i mindst 25 år og nogen af dem endda meget længere.
- Jeg vil med filmen gerne vise, at det godt kan lade sig gøre at holde sammen i tykt og tyndt, fordi kærligheden er meget vigtig. Det er en virkelighed, som jeg ikke synes afspejles særlig tit i medierne. Jeg har villet forsøge at lave den lykkelige historie og placere folk i de meget forskellige rammer, de nu lever i, og tale med dem om det, som betyder noget for dem i forhold til kærligheden, fortæller Ulla Boye.
- Personligt har jeg lært meget om mig selv ved at lave denne film, og jeg har lært, at kærlighed godt kan lade sig gøre. Det er jo det, vi alle sammen gerne vil dybest set. Heldigvis ser det ud til, at de unge i dag igen går ind i parforhold med en ambition om, at det er for altid. De vil meget gerne have det til at lykkes. For de fleste er det vel noget af det vigtigste, at man har et andet menneske at følges med, fordi vi kun lever i relation til andre mennesker.
- Samtidig er der også stor fokus på - både i medierne og alle mulige andre steder - hvad det vil sige at leve godt, hvad det er, der gør folk glade. Jeg tror altid på kærligheden, selv når den ikke lykkes. Det er vel meningen, siger Ulla Boye.
Den perfekte ramme
Rigtigt er det, at der i disse år er store bestræbelser for at få kærligheden til at lykkes.
Men samtidig er de yngre generationer, som leder efter en eventuel livspartner, også splittet mellem drømmen om den eneste ene og mødet med den virkelighed, som parforhold og ægteskab har at byde på. Det mener fremtidsforskeren Liselotte Lyngsø, der på Instituttet for Fremtidsforskning i København blandt andet har beskæftiget sig meget med familievilkår.
- I drømmeuniverset, som jo også skabes af blandt andet en interviewfilm som denne (»To må man være«, red.), er der ingen tvivl om, at de unge ser kærlighed og parforhold som den perfekte ramme. Men på den anden side kan vi også se, at hos dem, der lige er lidt ældre, er antallet af skilsmisser på to år steget med 15 procent blandt dem, der har været gift i 5-6 år, siger Liselotte Lyngsø.
- Men oven over det hele ligger drømmen om, at der findes en partner, der er som den perfekte handske. Og den drøm brister jo meget ofte, når den rammer virkeligheden. Så man kan sige, at de unge generationer er splittet mellem på den ene side drømmen om det perfekte liv og på den anden side en virkelighed for børnefamilier, der er utrolig ens fra familie til familie: De mangler tid, de lever på et begrænset budget, går i seng på samme tidspunkt. Mange har problemer med at leve dette standardiserede børnefamilieliv ud, fordi de unge generationer i dag oftest har haft mindst 5-10 år, inden de stifter familie, som de har brugt på at realisere og være fokuseret på sig selv. Så derfor kommer det bag på dem, at de skal til at gå på kompromis med så mange ting, som man skal i en familie.
- Alle ønsker at leve »det gode liv«, men de fleste har ikke tid til det. Alle ønsker at spise sundt og økologisk, men der er aldrig blevet solgt så meget færdigmad som i dag. Alle ønsker mere tid med deres børn, men aldrig har så mange børn været så mange timer i institution.
Følelser til forhandling
Men det er ikke bare tiden og de trivielle realiteter, der spiller mange mennesker et pus, når de stifter familier, mener Liselotte Lyngsø.
- I moderne parforhold og ægteskaber er følelser ikke bare noget, der er. De er til evig forhandling. Før i tiden havde man måske ikke så meget tid til at tænke over kærligheden i parforhold. Det handlede i højere grad om overlevelse og det daglige brød, samtidig med at familien også ofte var et arbejdsfællesskab. Så derfor skulle der nok mere til, inden man gik fra hinanden.
- I dag er det først og fremmest følelserne, der skal holde os sammen, og de skal hele tiden begrundes. Til gengæld står man også meget alene med skyldfølelsen i dag, når det går galt, fordi der ikke er andre steder at rette den hen, fortæller Liselotte Lyngsø.
Problemerne med at få det til at lykkes og få skabt en realistisk afstemning af ens egne forventninger og drømme og den virkelighed, man mødes af, bunder dog ikke udelukkende i det enkelte menneske.
For som de fleste er klar over, er især børnefamilier og dermed mange yngre ægtepar eller parforhold under et stort pres fra især arbejdsmarkedet.
- For så kort tid siden som 1980'erne arbejdede omkring 50 procent af kvinderne på deltid, men i dag arbejder noget nær 98 procent af både mor og far på fuldtid. Familien er den mest udliciterede institution i de sidste hundrede år. Familien og dermed ægteskabet som institution og fællesskab er under hårdt pres. Individualismen i familien ses allerede meget tidligt. Børnene er ikke ret gamle, når de får deres egne værelser med eget tv og computer, så de kan have deres eget sociale liv. Og forældrene er meget koncentrerede omkring begreber som kvalitetstid.
- Hvis det billede skal ændres, tror jeg, at det kræver, at manden går forrest som trendsetter. Det vil være vigtigt, at nogle mænd som en art politisk pression gør op med det standardiserede karriereliv og offentligt går ind og kræver tid. Tid til at prioritere det, som alle også drømmer om. De kunne jo for eksempel være nogle af de mænd, der sidder højt i samfundet og nu er i gang med deres anden familie.
- For familien som institution er ikke i opløsning, som man ellers siger. Kernefamilien består i bedste velgående, men vi går fra parforhold til parforhold og kan dermed nå at indgå i flere kernefamilier i løbet af et liv. Man kan tale om den serielle kernefamilie.
weiskristeligt-dagblad.dk