Abang Anak Raba har ikke læst medicin. Han har ikke engang gået i skole. Men det, han ved om Sarawaks planter, kan være en formue værd for vestlige medicinalvirksomheder.
Abang går i den fugtige, varme skov nær sit hjem i det sydlige Niah. Han standser ofte op for at skære lidt bark af et træ eller plukke et blad, der indgår i oprindelige kure mod forhøjet blodtryk, diarre og sengevæderi.
- Hvis man blev syg i junglen i gamle dage, var der ikke noget hospital, ingen læger, kun de oprindelige metoder, siger den 70-årige far til fire, hvis hjem ligger 440 kilometer nordøst for Kuching, den malaysiske delstat Sarawaks hovedstad på Borneo.
- Dengang kunne jeg faktisk godt lide at følge de gamle. Det er derfor, jeg vidste, hvilken medicin man brugte til de forskellige sygdomme, hvis jeg var syg eller havde ondt et sted, siger han og smiler ved erindringen.
Den omfattende opmærksomhed omkring Sarawaks Bintangortræ - der er i slægt med den art, der er blevet brugt i fremstillingen af en behandling mod hiv/aids, som i øjeblikket afprøves klinisk i USA - har fået private organisationer til at slå alarm.
Mark Bujang fra Borneo Resources Institute mener, at befolkningen i delstaterne i det østlige Malaysia er i fare for at blive plukket for deres oprindelige viden af »bio-pirater«. Det vil sige udenlandske forskere, der på vegne af medicinalfirmaer eller lignende, opsporer og fjerner planter, der har vist sig at have særlige egenskaber.
- Det er ikke let for befolkningen at forstå alt dette. Formålet med bio-pirateri er for uklart for dem, siger han.
- Den lokale befolkning er vant til at dele ressourcerne blandt sig. Hvis man har behov for en medicin, får man den gratis.
Lovgivning
Bujang siger, at hans institut arbejder for at sikre en ligelig fordeling af goderne fra alle behandlinger, der stammer fra generationers viden, blandt Sarawaks mange indfødte.
Eileen Yen Ee Lee, viceadministrerende direktør ved det statslige Sarawak Biodiversity Centre (SBC), forstår Bujangs bekymring, men tilføjer, at den måske er forhastet, når man tager den uensartede lokale viden i betragtning.
Hun fremhæver, at staten, der er så rig på regnskove, i 1998 vedtog en lov, der kræver tilladelse til at samle eller eksportere planter og dyr. Indsamling eller eksport uden tilladelse medfører bøde- eller fængselsstraf.
En af SBC's brochurer nævner Sarawaks mere end 8000 blomsterarter, 2000 hvirveldyr og 10.000 hvirvelløse dyr på et areal på 12,3 millioner hektar.
Ved kysten er mangrovesumpe overfyldt med krebsdyr, planter og insekter.
Inde i landet huser regnskovene orangutanger, gigantiske blomster og den grønne og sorte sommerfugl Rajah Brooke's Birdwing.
Eileen Lee peger på, at det vigtigste lige nu er at få skrevet al denne viden ned, før de, der ved noget, dør. Den traditionelle viden om både dyr og planter, men også deres medicinske brug forsvinder hastigt. Hun fortæller, at når hun besøger stammesamfund i Sarawak, kan de unge kun identificere 10-20 træer, mens deres forældres generation ofte kendte flere hundrede.
- Vi står over for en kæmpe opgave, og vi er først lige begyndt på den, siger hun.
SBC har indledt sit eget pilotprojekt med henblik på at registrere medicinsk viden blandt bidayuh dayakkerne, der ejer området omkring SBC's nye kontorer, 20 kilometer uden for Sarawaks hovedstad, Kuching.
Resultatet vil fremme Malaysias bestræbelser på at implementere den internationale konvention om biodiversitet. Konventionen kræver, at virksomheder, der tjener penge på genetiske ressourcer, der er hentet i andre lande, skal sikre oprindelseslandet en vis del af indtægten.
Lee siger, at lokale befolkninger, der vælger at registrere det, de ved, frit kan vælge at holde oplysningerne for dem selv og dermed forstærke deres mulighed for økonomiske eller andre vederlag i fremtiden.
- De har så at sige en jeton til at forhandle med. Og det er det. Den umiddelbare fordel er, at man har noget at give videre til de næste generationer.
Store forventninger
Robert Stuebing, forsker ved det naturhistoriske museum i Chicago, har gennem lang tid arbejdet med dyrelivet i Borneos regnskove.
Biologen husker sine egne oplevelser med artsbestemmelse i regnskovene og kan berette om den lysegrønne giftige sten eller Rana Hosie-frøen.
- Hvis man samler frøer til en undersøgelse, finder man hurtigt ud af, at hvis man ikke putter dem i hver sin sæk, ender man med at stå med en hel masse døde frøer på nær én. Og man lærer at lade være med at gnide sig i øjnene, fortæller Robert Stuebing.
Han siger, at disse dyrs forskellige angrebs- og forsvarsmekanismer - det være sig slangegift eller en amfibies giftige hud - kan indeholde fingerpeg til fremtidige medicinske produkter.
Men Stuebing tilføjer, at biologer, deriblandt han selv, har ladet sig rive med i deres krav på regnskovenes bioteknologiske høst til en værdi af mange milliarder.
Det har medført overdrevne forventninger om velstand og en trussel mod grundlæggende forskning, da folk holdt oplysninger tilbage, som de troede kunne gøre dem til millionærer.
- Det viste sig at være et falsk spor, ikke nær så stort, som alle havde troet. Vi hører stadig om Bintangortræet, men ikke om kuren. (Reuters)
Oversat af Marielle Nielsen Hansen
udlandkristeligt-dagblad.dk