Annette Lindegaard har tidligere skrevet to voksenromaner. Denne gang gang debuterer hun på forlaget Rosinante med et moderne eventyr for børn, »Ild, is og måneskin«. Bogens tema centrerer sig om kærlighed og kulde, skønhed og ondskab. Emner, der sammen og hver for sig er blevet behandlet på mange forskellige måder i børnelitteraturen. Men »Ild, is og måneskin« adskiller sig fra flertallet af børnebøger, idet forfatteren sender bogens hovedperson, den 10-årige Selene og hendes morfar, på en noget usædvanlig rejse gennem børnehelvedet.
Børnehelvedet er i Annette Lindegaards version et sammensat sted med mange forskellige lag. Det første møde med helvedets mange dilemmaer bliver for Selene mødet med et slaraffenland, der er overdådigt fyldt op med lagkage og chokolade. Tanken er at få Selene og derigennem læseren til at tænke over, at livet består af moralske valg og fravalg. Men helvede har andre og mere alvorlige sager at byde på end et land med søde fristelser. Ned gennem lagene tager alvoren til i styrke, og det bliver mindre og mindre rart at færdes der. Både for den unge og den gamle, der dog heldigvis er i stand til, når det bliver for slemt, at tage et smut op til jorden for at trække frisk luft.
Til sidst når Selene og hendes morfar til stedet for den personificerede ondskab. Her er morderne havnet eller de, der »har givet ordrer til mord«. Her er ingen helvedesild. Tværtimod er straffen for de onde, der til trods for deres frygtelige gerninger viser sig ikke at være entydigt onde, at de skal hænge med hovedet nedad. Og der hænger de så, indefrosset i hver sin isblok.
- Jeg tror ikke på skærsilden eller et helvede efter døden, men jeg tror heller ikke, at mennesket er entydigt ondt eller godt, vi er allesammen udstyret med gode, men også dårlige sider, som vi kan dyrke eller prøve på at undertrykke. Når vi gør noget, vi selv ved er forkert, og som vi derfor har det dårligt med, kan vi indimellem opleve det som »en tur i helvede«.
- Jeg tror, det, vi kaldet helvede, er en jordisk tilstand, et samvittighedsrum, som vi allesammen indimellem besøger, men som vi også kan finde ud fra igen, siger Annette Lindegaard, der også peger på, at kun de færreste mennesker kan undgå at komme i kontakt med det onde. På et eller andet plan.
- Heldigvis har vi allesammen mulighed for at fortryde og vende om, hvis vi indser, at vores valg har været forkert. Og det er sådan nogle tanker, jeg har forsøgt at omsætte til et sprog, som børn forstår.
Forfatteren, der er cand.mag. i italiensk og engelsk og underviser på Københavns Universitet, er 44 år og født på Frederiksberg af dansk-canadiske forældre. Hun er mor til Serena på ti og Lukas på fire.
- Jeg har boet i flere år i Italien, derfor er det ikke helt tilfældigt, at min seneste bog har en vis rod i den katolske begrebsverden, siger Annette Lindegaard og peger på, at hendes mor var dybt fascineret af katolicismen, dens farverige ritualer og mystiske univers.
Annette Lindegaard er gennem sine mange ophold i Italien blevet stærkt påvirket af italiensk kultur. Dertil har hun siden gymnasieårene været optaget af Dante, hvis Guddommelige Komedie hun har læst adskillige gange.
- Det er en vidunderlig bog, som har et meget stærkt og evigtgyldigt budskab, der netop handler om kampen mellem det gode og det onde. Dantes Guddommelige Komedie rummer ikke alene en meget levende og fantasifuld beskrivelse af helvede, men er også en lovsang til livet med alle dets valg og fravalg. For det helvede, Dante beskriver, er yderst sammensat og består ikke kun af onde mennesker, men også af gode og sympatiske mennesker.
Annette Lindegaard har læst »Ild, is og måneskin« sammen med sin datter Serena.
- Vi har også talt om bogen undervejs, og hun synes, den er spændende. Serena er som piger i den alder interesseret i mange ting, og også før, jeg skrev bogen, har vi flere gange talt om, hvad helvede er for noget, og det var egentlig hendes spørgsmål, der gav mig ideen til bogen.
Men der også en anden grund til, at Annette Lindegaard fik lyst til at sætte fokus på ondt og godt.
- Jeg synes, der - også i børnelitteraturen - er en tendens til at dyrke det onde som almindelig underholdning. Hvor skræmmende og frastødende de ting, der sker ude i verden, end kan forekomme os, kan de færreste af os sige os fri fra en vis fascination af den ondskab, der rulles op for vores øjne i aviser og tv. Krig og ødelæggelse ude i verden bliver brugt som en form for underholdning. Vi kalder det bare noget andet.
Annette Lindegaard tænker i den forbindelse blandt andet på de sidste ugers frygtelige billeder fra terrorangrebene i New York og Washington.
- Vi åbner for fjernsynet, og mens vi gyser, ser vi på bilederne igen og igen. For mig er det blevet et spørgsmål af moralsk karakter, om man som seer ikke bør slukke i stedet for at blive ved med at se på andres ulykke, samtidig med vi kan glæde os over, at det ikke er en selv, det er gået ud over. Ondskab er på en eller anden måde blevet til underholdning, det er ikke værdigt hverken for ofrene eller os. Det burde vi tænke over, ikke alene vi voksne men også børnene. De ser jo også tv.
Selv om det i dag ikke er god tone at moralisere i børnelitteraturen, mener Annette Lindegaard ikke, det skader at give børn en fornemmelse af moral.
- Ondskab er ikke alene terrorisme, den har mange ansigter. Børn tager ikke skade af at blive stillet over moralske dilemmaer og forstå, at det, der ser uskyldigt ud på overfladen, ikke nødvendigvis behøver være godt, når man kommer ned i lagene. Og omvendt.