Det er allerede skæbnebestemt i navnet, at Willie Somerset Chandran, hovedpersonen i Nobelpristageren V.S. Naipauls seneste roman, »Et halvt liv«, skal blive til noget - og helst en professionel iscenesætter, én af dem, som formår at hele liv (som for eksempel at parre to halve med hinanden og tilsætte lidt poetisk svindleri) og holde forviklinger fra porten gennem letsindige omskrivninger.
Sådan er dramaet i »Et halvt liv« altså, og man skal være litterært multihandicappet for ikke at læse en ordentlig portion selvbiografi ind i materialet. Dette er den aldrende forfatters let sippende, godmodigt gurglende og alligevel umiskendeligt ironiserende pip til den »halve« tilværelse, som kan aflæses i store værker som »Ved en krumning på floden« og »Ankomstens gåde«.
Og halvdelen af det hele hviler også i det forhold, at Willies liv fra begyndelsen er splittet mellem forskellige kulturer. Han er opkaldt efter en engelsk forfatter - Somerset Maughan - og derfor et produkt af mødet mellem to vidt forskellige verdener: Faderen er brahman, og moderen kasteløs. Som helt ung i 1950'erne rejser den noget rodløse Willie til England for at læse til lærer og giver sig straks til at konstruere en ny identitet. Over for sine studiekammerater foregiver han at være en indisk kristen, han begynder at lave radio, famler rundt med kvinderne, der indimellem fascineres af den til topmål halverede charme-appeal - og så skal han også lige være forfatter.
Willie finder nemlig ud af, at han frit kan modellere sig selv på ny i skriftens form, og da en af hans kvindelige fans - Ana - tilbyder ham ægteskab, rejser begge til familiens ejendom i en portugisisk koloni i Afrika. Gennem Willies forvandlingsfulde optik iagttager vi nu et afrikansk boheme-samfund, igen: halvt europæisk, halvt et-eller-andet. Passivt registrerer Willie, at alle lande og systemer synes at have deres kaster (ligesom moderen), og moralen hænger lige for snuden af ham: Verden er absurd, dømt til at være scene for halve liv.
Det hjælper ikke stort på den tilsyneladende endeløse - men muntert orkestrerede - deroute, at Willie heller ikke finder lykken og den anden halvdel i Tyskland, hvorefter den parterede poet med en træt armbevægelse kan meddele sin omverden, at han har gemt sig for længe.
De graciøse og fint henkastede tirader til trods, så kan Naipaul også i »Et halvt liv« fortælle mere end blot noter fra alderdommens tilvænnede eksil. Noget er såre naipauliansk, og det er den komplicerede struktur, som forener fascinationen af skrivegerningens fantasi (den ene halvdel) med en aldrig overgået sans for lande, kulturer, stemninger, journalistens minutiøse nomenklatur (og det var så den anden halvdel).
At »Et halvt liv« mere end tydeligt demonstrerer en forfatters vid, dér ved korsvejen, hvor helheden sagtens kunne sælge ud af sine halvdele, gør den indbyggede ironi så meget mere virksom. For ærligheden er en konstruktion. Men én af de rigtig livsbuttede, én af dem med sul og kød og krop, og sæt verden i scene, og nyd det halve, og lær deraf. Sådan er mottoet, og det er en god lille ironi at vederkvæges i. Ikke Naipauls bedste for tyngden og længden, men god og halvstor at gækkes ved i genskæret fra kaminen, cognacen og det verdensomspændende udsyn i stuen.
V.S. Naipaul: Et halvt liv. Roman. Oversat af Jesper Klint Kistorp. 212 sider. 250 kr. Gyldendal.
kulturkristeligt-dagblad.dk