skriver fra Bruxelles
I kritikeres øjne repræsenterer Bruxelles' Kongelige Museum for Centralafrika alt, der er dårligt ved Belgien. Det er bureaukratisk, 50 år bagud for sin tid og - især - stinker af gammel kolonialisme.
Men alt det ændres nu med en ny direktør, der har fået til opgave at bringe museet ind i det 21. århundrede.
Oprettet i 1897 af kong Leopold II som rammen om en midlertidig verdensudstilling var dets oprindelige formål at fremvise floraen, faunaen og naturrigdommene i kongens private imperium, Congo, og illustrere, hvordan disse gavnede Belgiens økonomi. Et af de store trækplastre var 267 congolesiske mænd, kvinder og børn, som var specielt importeret for at leve, arbejde og danse i de rekonstruerede afrikanske landsbyer. Adskillige døde af lungebetændelse i det uvante belgiske klima.
Ikke alene var det statelige museum bygget for penge fra Congos rige guld- og gummiforekomster, penge, som var uddraget af landet på en ikke særlig pæn måde, museets billede af Afrika har også været uforandret i næsten et århundrede.
- Museet giver i øjeblikket et meget ensidigt billede af Afrika. Det er virkelig et museum for en kolonifortid, ikke et museum om Afrika i dag. Det viser heller ikke, hvad Afrika tænker om Belgien, siger Guido Gryseels, der skal modernisere, hvad der er et af landets sidste rester af dets 30 år lange besættelse af Congo.
Det kommer til at tage godt seks år og små 19 millioner kroner at opdatere udstillingerne og bringe samlingerne på computer - et projekt, der står Gryseel nær.
- Jeg ser en stor udfordring i at digitalisere vores samling, at gøre vore databanker direkte tilgængelige for videnskabsfolk over internettet, siger han.
- Så er det ikke længere af betydning, om samlingen er her eller i Afrika.
Gryseels, som tidligere har arbejdet ved FN's fødevare- og landbrugsorganisation, FAO, siger, at adskillige masker og statuer er blevet returneret til Den Demokratiske Republik Congo og Rwanda.
At vandre gennem det smukke, nyklassicistiske museum er som at gå ind i en tidsmaskine.
En håndfuld besøgende lister ærbødigt rundt om række efter række af velordnede glasskabe, hvor antiloper og gnuer står og samler støv i rolige savannescener. I 40 år har de udstoppede krokodiller og slanger siddet og stirret på hinanden uden at blive flyttet.
Museets rigdomme af afrikanske genstande er brugt alt for lidt, siger Gryseels.
Neden under de store sale er katakomber af kældre, der strækker sig i kilometervis og rummer tusinder af udstillingsgenstande, der endnu ikke har set dagens lys.
Af alle dets skatte - museet kan for eksempel prale af verdens største zoologiske samling, der omfatter 60 millioner insekter, samt en samling på 10.000 musikinstrumenter - er kun omkring fem procent af genstandene udstillet.
Fra Afrikas hjerte
Bortset fra nogle få rustne håndjern og rifler er der ikke meget, der viser, hvordan belgierne erobrede et land i Afrikas hjerte, som var 75 gange så stort som deres eget.
I en af de blodigste perioder i belgisk historie var kong Leopold årsag til, at millioner af congolesere døde i hans jagt på at øge sin private ejendom, han erobrede Afrikas tredjestørste land og plyndrede det for dets generøse forekomster af gummi, elfenben, kobber og guld. Men kongen satte aldrig selv sin fod i Congo.
- Vi tror, det var fordi, han havde en handicappet fod. Hvis afrikanerne havde set den, ville de have ment, han var en svag person, siger Gryseels.
Omformningen af museet kommer samtidig med, at Belgien under den nuværende ministerpræsident Guy Verhofstadt gradvist men vedholdende anstrenger sig for at behandle den mørke side af sin koloniale fortid.
Nogle måneder efter at være blevet udenrigsminister i 1999, nedsatte Louis Michel en parlamentarisk kommission, der skulle undersøge den belgiske regerings rolle i mordet på den congolesiske uafhængighedsbevægelses leder, Patrice Lumumba, for 40 år siden.
Kommissionen konkluderede for nylig, at den belgiske regering havde moralsk ansvar for mordet. Verhofstadt undskyldte selv i Kigali sidste år for, at Belgien, selv om landet havde oplysninger, ikke fik forhindret folkemordet i Rwanda i 1994, hvor mere end 800.000 hutuer og tutsier døde.
På denne politiske baggrund tillægges det betydning, hvad der sker på Afrika-museet.
- Det politiske pres for at ændre det meget radikalt, er meget stort, siger Gryseels.
- Belgien har endnu ikke fået hold på sin koloniale fortid. Det er helt klart ved diskussionerne i øjeblikket i parlamentet om Lumumba, siger han, idet han går forbi en forgyldt statue af Leopold II, som møder de besøgende ved indgangen til museet.
Statuen fremstiller kongen i præsterober, han har et lille afrikansk barn i den ene arm, den anden har han beskyttende omkring en nøgen afrikansk mand.
Nedenunder lyder skiltet: »Belgien bringer civilisationen til Congo.«
Oversat af Lisbeth Storm
© LOS ANGELES
TIMES SYNDICATE
udlandkristeligt-dagblad.dk