Ude i forstæderne nord for København kan man lørdag formiddag se mændene køre rundt i kæmpemæssige, larmende firehjulstrækkere med navne som »Freelander«, »Pathfinder« »Landcruiser«, »Grand Cheerokee«. Nogle af dem er forsynet med et ekstra kraftigt jerngitter foran for det tilfælde, at føreren skulle blive angrebet af en vred hunelefant eller en flok vildokser. De kostbare køretøjer er vel udtænkt til egne ved Amazonas, i Patagonien, Nordvestaustralien, Vestsudan eller Novosibirsk. Men kan naturligvis også bruges til at hente en pakke gær i Fakta i Vedbæk med. Førerne er som regel alene i bilen. Nogle gange har de læderhat med skygge på. Sådan nogle med stikninger rundt om pulden. Jeg tror, mændene leger.
At de er Indiana Jones, Crocodile Dundee, Marco Polo eller Livingstone. Mænd af den rette støbning, som med dødsforagt og sammenbidte, kridhvide tænder i solbrankede ansigter er på vej til spændende missioner i vilde egne. Om heltene er fra tiden før firehjulstrækkeren, er underordnet. Det er typerne, det gælder.
Man kan vælge at dø af grin på p-pladsen, når føreren af firehjulstrækkeren åbner bagsmækken og afslører tre små kollektionsprøver, der lige så godt kunne have ligget i et almindeligt bagagerum. Der er noget komisk ved en hverdagsmand, der leger verdensmand. Men måske er hans leg tegn på noget sundt. Et afløb for frustrationen over, hvor lidt der er brug for jægerinstinktet i en lidenskabsløs hverdag som importør af hollandske småkager. Alle voksne leger indimellem. Tv-seriens »fru Hyacinth« leger hele tiden, med det resultat, at hun fordrejer sin virkelighed og lever på en livsløgn. Men i mindre doser kan legen vel være gavnlig.
Et af menneskets mest imponerende egenskaber er ukueligheden. Børn, der sidder og leger med terninger midt i krigens gru. Unge i flygtningelejren, som forelsker sig i hinanden. Enkemanden, der troede, han havde begravet livsglæden sammen med den elskede og en morgen lang tid efter griber sig i at glæde sig til foråret. De tusinder, der den 11. september gik i gang med at hjælpe vildt fremmede. De mange, der allerede ved juletid lagde fly- og terrorskrækken bag sig og fik rejsebranchen til at boome. Børsdrengene verden over, der forbløffende hurtigt gav sig til at råbe og gestikulere igen. Alle vi, der får internetfirmaer til at krakke, fordi vi ikke gider sidde og ordne vores tilværelse foran computeren. Foredragene, der blomstrer som aldrig før, selv om det var lettere for os at blive hjemme i den lune stue for at lade os belære og underholde af fjernsynets eksperter. Den trafikskadede, der dag ud og dag træner under store smerter i stedet for at opgive ævred. Jeg vælger at se Indiana Jones-mændene ind i denne sammenhæng. De er måske også i gang med en genopretning. Det kunne se ud, som om mennesket insisterer på at være menneskeligt. Ikke som bevidst handling, men pr. instinkt. Og så er der vel egentlig håb endnu.