Et par ekstra sko er parkeret ved indgangen til ministerkontoret i Udenrigsministeriet, hvor Per Stig Møller tager imod. To dåser tobak og en pibe ligger på skrivebordet. Han befinder sig tilsy- neladende godt med magten over Danmarks ældste ministerium. Her fra sjette sal styrer den konservative Per Stig Møller såvel den generelle udenrigspolitik og u-landsbistanden, en opgave som den tidligere socialdemokratisk ledede regering brugte to ministre til.
- Vi har meget bevidst koblet udenrigspolitik og bistandspolitik sammen i ministeriet efter regeringsdannelsen. For eksempel hørte handelsforhold og WTO (Verdenshandelsorganisationen, red.) ikke under bistandsministeren, men under udenrigsministeren i den tidligere regering. Nu ligger handel og bistand samme sted. Det er fornuftigt, for de to ting hænger jo sammen. Jeg ser to spor i u-landenes udviklingsproces, trade og aid (handel og bistand, red.), og så kan det jo ikke nytte, at handel ligger hos den ene minister og bistand hos den anden, siger Per Stig Møller, som mandag formiddag har presset en halv time ind i programmet mellem krisemøderne om den tilspidsede situationen i Israel for at fortælle Kristeligt Dagblad om sine visioner for den danske u-landsbistand.
Hvad er god dansk bistand for dig ?
- God dansk bistand går direkte ind i fattigdomsproblematikken og afhjælper fattigdommen i samarbejde med den regering, der modtager bistanden. Forudsætningen for, at bistanden har nogen nytteværdi, er, at modtagerlandene selv er interesserede i at løse problemerne og stort set overtager ejerskaberne af projekterne og er indstillede på at videreføre dem, eller er pengene jo spildt, siger Per Stig Møller.
- Jeg mener, at landene skal bevæge sig frem mod god regeringsførelse og demokrati, går det den modsatte vej, så skal hammeren falde. Derfor er Eritrea, Malawi og Zimbabwe røget ud som modtagere af dansk bistand. Der skal være en gulerod for u-landene ved at bevæge sig fremad.
I din tale på FN´s konference i Monterrey i Mexico om finansiering af udvikling sidste måned talte du om vigtigheden af at koordinere bistanden. Er det ikke dårlig koordinering, når Danmark uden forhandlinger med andre donorer eller landene selv beslutter at trække sig ud af Eritrea og Malawi ?
- Bistandspolitik og udenrigspolitik hænger som sagt sammen, og det er et nationalt anliggende. Vi samarbejder, hvor vi kan, det har vi gjort omkring repressalierne over for Zimbabwe, men det er ikke nødvendigvis sådan, at vi altid skal samarbejde, slet ikke inden for bistandspolitikken.
En sammenhængende verden
Hvad er din overordnede vision for u-landsbistanden?
- Det langsigtede perspektiv er at få skabt et ligeværdigt partnerskab mellem u-landene og den øvrige verden. Formålet er at nå frem til en verden, der hænger sammen, hvor der ikke er de store forskelle, og hvor der dermed heller ikke er de store konflikter som følge af disse forskelle. Så vil vi få en verden, hvor samhandel, god regeringsførelse, demokrati, menneskerettigheder og kvinders inddragelse i samfundsprocessen er naturlige ting, og så får vi en verden, hvor vi ikke løber ind i de store nord-syd-konflikter, siger ministeren.
- Alternativet er skræmmescenarioerne, hvor verden ikke hænger sammen, hvor vi har alle fordelene i den rige del af verden, og u-landene har alle ulemperne. Vi vil være et mindretal over for u-landene, hvor 80 procent af verdens befolkning lever, og vi vil få nogle voldsomme konflikter, som den rige verden ikke vil være vinder af ved slutningen af dette århundrede.
U-landsbistanden er altså en investering i egen sikkerhed ?
- Det er klart. Hvis du sørger for, at din nabo ikke lider nød, er der større chance for, at din nabo ikke kommer ind og begynder at tage ting ud af dit hus.
Kritik preller af
Der lød et ramaskrig fra de danske hjælpeorganisationer, da udenrigsministeren og hans regeringsfæller med hjælp fra Dansk Folkeparti skar halvanden milliard kroner af den danske u-landsbistand på årets finanslov. En byge af kritik af besparelserne blev sendt af sted mod ministeren med ord som »useriøst, kynisk og humbug«.
Hjælpeorganisationen Folkekirkens Nødhjælp er blandt de mest indædte kritikere af regeringen og har fået fremstillet tusindvis af postkort til gratis uddeling på cafeer med teksten: »Det kan I ikke være bekendt.« Ordene er den tidligere Sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutus kommentar til regeringens besparelser på bistanden. De private hjælpeorganisationer (ngo´erne) fik skåret cirka 10 procent af deres statslige bidrag.
Hvad siger du til den meget hårde kritik af regeringens nedskæringer og dig som forvalter af den?
- Jeg synes, at Folkekirkens Nødhjælp for det første skal være opmærksomme på, at alle selvfølgelig skal holde for, når vi strammer landets budget op, og at man som ngo jo har mulighed for at hente penge andre steder fra, siger Per Stig Møller og ser på det Desmond Tutu-postkort, som avisens udsendte lægger foran ham.
- Den kampagne har sikkert været dyr, konstaterer ministeren.
Organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke, Ibis og Folkekirkens Nødhjælp får 80 til 95 procent af deres penge i form af statslige bidrag.
- Hvis man som ngo udelukkende lever af regeringskilder, så har man ikke gjort sit ngo-arbejde godt nok, fordi man så ikke er en ngo, men en statslig organisation med en anden maskering, siger udenrigsministeren og beklager, at han ikke får megen anerkendelse for sin bistandsstrategi i u-landsmiljøet.
- Jeg synes, at vi i vores strategi har skærpet fattigdomsorienteringen og gjort den bedre. Samtidig har vi, som jeg heller ikke synes, vi får kredit for, gjort kvinders inddragelse i udviklingsprocessen til et vigtigt element, siger han og nævner en ny pulje på 70 millioner kroner, der er oprettet til især at arbejde med kvinders forhold.
Ser man nærmere på, hvor regeringen har sparet i bistandsbudgettet, finder man dog et næsten tilsvarende beløb hos blandt andre FN-organisationer, der også arbejder med kvinders forhold.
Handel frem for alt
Foruden bistand er handel et vigtigt element i den liberale regerings bistandspolitik.
- Værdien af frihandel vil være to, tre gange højere end den globale u-landsbistand. Vi er nødt til at sørge for, at de fattige samfund kan klare sig i den åbne økonomi. Da jeg for et par år siden læste alle talerne fra FN´s generalforsamling, bemærkede jeg en fælles linje i stort set alle talerne fra u-landscheferne. De var bange for globalisering, for de opfattede den som neokapitalisme. Det er jo ikke meningen med det. Derfor har vi afsat penge til at hjælpe Den tredje Verden til at forhandle i blandt andet WTO, siger Per Stig Møller.
Den globale u-landsbistand fra de vestlige lande og Japan - OECD-landene - er omkring 430 milliarder kroner årligt. Tallet svarer til under en femtedel af, hvad de samme lande giver i statslig støtte til deres egne landbrug. Det gør det svært for u-landene at sælge deres varer til en ordentlig pris.
Det går tilsyneladende trægt med frihandlen. Tør du stille dig op under det kommende danske EU-formandskab og sige til lande som Frankrig, ItaIien og Spanien: Kære venner, den går ikke med den her landbrugsstøtte?
- Det ved alle jo, presset ligger der allerede i forbindelse med EU´s udvidelse, alle ved jo, at EU´s budgetter kan ikke holde til det i længden. Alle er klar over, at EU må ændre landbrugsstøtteordningerne. Jeg vil bare gerne bede mig fritaget for at skulle omlægge dem før december 2002, for så kan det blive vanskeligt at få udvidelsen gennemført, men landbrugsstøtten skal lægges om inden 2006, det er der enighed om.
Danmark skal føre
FN vurderer, at der er brug for dobbelt så meget u-landsbistand som i dag, hvis antallet af mennesker, der har mindre end 16 kroner om dagen at leve for, skal halveres inden 2015, sådan som FN´s medlemslande forestiller sig.
Danmark har mindsket sit bidrag til dette arbejde. Men det er ikke et problem, da Danmark stadig yder mest i verden i procent af bruttonationalindkomsten, BNI, mener Per Stig Møller.
- Hvad selve beløbet angår, så er det vores opfattelse, at vi skal ligge fuldstændig i front og være med til at være den drivende kraft i verden. Men jeg kan ikke stå her og sætte kroner og øre på, det gør vi jo først i budgettet for 2003. Men vi har sagt, og det står vi ved, at vi skal ligge i front, siger han.
Hvad mener du med »at ligge i front«?
- At ligge i front vil sige, at vi ligger klart over FN´s målsætning om at yde 0,7 procent af BNIi u-landsbistand. Men jeg kan ikke sige, om vi kommer til at ligge på 1,01 eller på 0,97 procent. Jeg kan jo ikke sidde og lave finanslovsforhandlinger i Kristeligt Dagblad. Vi giver 14 milliarder kroner nu, og det vil også være i det nabolag, vi giver bistand i fremtiden, siger Per Stig Møller.
- Det er let nok bare at lade opdriften køre, den gamle regering var kommet op på 1,1 procent af BNI, vi har bragt den ned på 1,0 procent.
Fastholdes bistanden på 1,0 procent af BNI, holder Danmark sig på niveau med blandt andet Norge og Sverige, som har øget bistanden. Til gengæld er der lagt op til slagsmål med støttepartiet Dansk Folkeparti, som vil have bistanden ned på 0,7 procent af BNI.
Det lyder paradoksalt, at man har brug for flere penge for at gøre sundhedsvæsenet herhjemme mere effektivt, mens der kræves færre penge for at levere effektiv bistand. Er du enig?
- Det er et demagogisk spørgsmål. Omvendt kan man demagogisk spørge, hvorfor skal de syge på sygehusene betale for de fattige. De penge kan de finde et andet sted.
Er det dit svar?
- Nej, nej. Men når du stiller det så demagogisk op, kan jeg sige det på den måde. Det handler jo om prioriteringer af statens budget, og det skal være muligt at gøre begge dele. Der vil jo næppe være folkelig opbakning til at femdoble bistanden.
Op til sidste måneds topmøde i Monterrey lovede både USA og EU-landene at forøge deres bistand de kommende år. Det næste møde om global udvikling finder sted i Johannesburg i Sydafrika i august og september.
Her håber Per Stig Møller på, at den »Global Deal«, globale aftale, han talte om i Mexico, bliver sat på skinner.
- Der skulle gerne komme det samme ud af mødet, som den danske bistandsstrategi; en »Global Deal«, hvor vi stiller op og åbner vores markeder og giver mere bistand og til gengæld forventer, at den anden side leverer sin del af varen i form af nationale fattigdomsstrategier, lovsamfund og god regeringsførelse, ellers kommer de fattige lande ikke med med i udviklingen, siger han.
Den halve time er gået. Ministeren kigger endnu en gang på Desmond Tutu-postkortet fra Folkekirkens Nødhjælp. - Har de virkelig lavet sådan en kampagne, bemærker han.