På en gråkold bededag var der fyret op i Hjortshøj Kirke - og det på flere måder. Der var lunt i kirken og levende lys overalt; dæmpet kirkemusik fra en ghettoblaster bød tidligt ankomne velkommen til morgensangen. I gamle dage kaldte man dagen for store bededag.
I liturgibogen er det med den »store« fjernet helt, så dagen nu officielt bare hedder bededag. I mange danske kirker eksisterer bededag reelt ikke længere, fordi dagen er blevet til »store konfirmationsdag«. Anderledes i Hjortshøj ved Århus. Her er man gået i modsat retning og har lavet et helt bededags-arrangement under navnet »store kirkedag«.
Store bede- og kirkedag i Hjortshøj begyndte allerede torsdag aften kl. 19.30 med varme hveder - selvfølgelig - men hvad vigtigere er: med oplæg og diskussion om visioner for sognet 2002/2003. Visioner. Et klart signal om, at bøn og aktivitet ikke udelukker hinanden. Og en indbydelse til menigheden om at tage medansvar og ikke overlade al aktivitet til præsten. Udfordringen til menigheden - med ord fra visionsoplægget - lød bl.a.: »At præsten ikke tegner kirken alene, men giver plads til menigheden.« Og: »At præsten giver slip og giver plads også til det, han/hun ikke selv holder af/er god til.«
Fremragende udgangspunkt for fællesskab og aktivitet i en menighed.
Efter debatten fulgte andagt i kirken kl. 22.00 og derefter kl. 22.30 koncert. Og ikke nok med det. Fra midnat vågenat i kirken. »For at bede, tænke, meditere, våge«, som det siges i programmet. Og for sammen at læse hele Johannes-evangeliet. Forud for fredagens gudstjeneste var der så morgensang kl. 9.30 med tenor Peter Block fra Den Jyske Operas Kor og Niels Jørgen Munk Møller på orgel. Efter kort pause fulgte forbønsandagt ved kirkens præst Morten Skovsted kl. 10.15 og gudstjeneste kl. 11 - efterfulgt af kirkefrokost.
Bortset fra egenværdien i en forbønshandling var det velgørende at være med til et bededagsarrangement, hvor man ikke kun taler om bøn, men tør bede. I forbønshandlingen var der ingen intimitetsgrænser, der blev overskredet. Litaniet blev brugt, hvorefter man én for én kunne komme op til alterskranken og få præsten til at bede en personlig bøn for det, man ønskede. To benyttede sig af dette tilbud, og orgelmusikken gjorde sit til, at den personlige bøn var en sag mellem person og præst - og Gud.
Forløbet i den »almindelige« gudstjeneste kl. 11 var pænt sat op på et ark papir - med bibeltekster såvel som salmer, der ikke findes i Den Danske Salmebog, aftrykt. Et af kirkens tre kor medvirkede. Prædikenen blev til et fyldigt referat af et eventyr af den tidligere Fulton-skipper Mogens Frohn-Nielsen. Godt og frit fortalt og måske en meget god måde at klare en prædiken på, når nogle af de 50 tilstedeværende havde været oppe den hele eller den halve nat. Men måske alligevel lidt tyndbenet som prædiken, hvis det er måden at gøre det på hver søndag.
Pointen var der nu ikke noget i vejen med. Bøn er ikke ansvarsforflygtigende. I alt, hvad vi gør, er vi små i forhold til Gud, men store i forhold til hinanden. Bønnen er troens og fællesskabets åndedræt, som skaber vækst i en menighed: kærlighedens gerninger.
Og - kunne man sige - også giver luft til at synge danske sange fra højskolesangbogen i forbindelse med kirkefrokosten efter et langt arrangement med bøn og salmer. Bededag i Hjortshøj blev til mere end snak om bøn. Udefra set var det ikke præstens onemanshow. Rigtig mange fra menigheden var på forskellige måder engageret. I en fælles sag. Et bededagsarrangement kan givetvis gøres anderledes. Det her var - for mig - til fem tårne.
Bededagsgudstjeneste, Hjortshøj Kirke, Århus. Dagens tekst: Matthæusevangeliet 7,7-14.
teol.dr.