Det indre København anno 1902 var præget af fattigdom, arbejderfamilier med mange børn, stor børnedødelighed, meget tæt og usund bebyggelse og ingen samlet offentlig forsorg. Ud over aldersrente kun fattighjælp, hvis konsekvens var tab af stemmeret, krav om tilbageflytning til hjemkommune, risiko for anbringelse på fattiggårde og ingen ret til at gifte sig. Der var et mylder af private velgørende organisationer, også lokale menighedsplejer. Men der var ingen samlet organisation af hjælpen. Den kom først med Samvirkende Menighedsplejer, som blev stiftet den 29. maj 1902.
Cand.theol. Liselotte Malmgart har skrevet Samvirkende Menighedsplejers historie op til 100-års jubilæet. »Ingen skal gå sulten i seng« er ikke kun en organisationshistorie, men også beretningen om især Københavns og resten af landets vej til det velfærdssamfund, vi kender i dag.
Den første generalsekretær, Alfred Th. Jørgensens teori var, at den enkelte private organisation havde svært ved at overskue konsekvenserne af hjælpen til de fattige. En samlet organisation betød en samlet indsats og muligheden for at tænke langsigtet. I 1912 var Samvirkende Menighedsplejer den største filantropiske organisation i København, siger Liselotte Malmgart.
Kirkebyggerier
Kirkefondets kirkebyggerier i København, som også involverede en teologi om etablering af menigheder, der ikke blot var søndags-, men arbejdende menigheder, spillede en stor rolle i etablering af de lokale menighedsplejer. De dannede grundlaget for Samvirkende Menighedsplejer som paraplyorganisation. De aktive menigheder var i øvrigt også en kirkelig »konkurrent« til arbejderbevægelsen, som konsoliderede sig i samme tidsrum. Samvirkende Menighedsplejers rolle var at indsamle penge til arbejdet og fordele dem til menighedsplejerne efter en nøje udtænkt fordelingsnøgle, afhængig af nøden i sognet.
Ligesom i alle andre velgørende organisationer, kirkelige som ikke-kirkelige, blev nøden vurderet ved hjemmebesøg, så giverne kunne sikre sig, at fattigdommen ikke var selvforskyldt. Med nutidige briller en utidig snagen i menneskers andel i egen ulykke, men også, siger Liselotte Malmgart, middelklassens (hovedsageligt hjemmegående kvinders) mulighed for at sætte sig ind i andres nød og i konsekvens heraf en udvikling af et socialt engagement. Vist var der hattedamer, men de har i Liselotte Malmgarts opfattelse dannet den store frivilligt arbejdende rygrad i Samvirkende Menighedsplejers aktiviteter.
Der er ingen tvivl om, at »Alfred« har en stor plads i Liselotte Malmgarts vurdering af Samvirkende Menighedsplejers arbejde og grundlæggende identitet. Alfred Th. Jørgensen er den eneste generalsekretær, hun er på fornavn med. Han sad officielt frem til 1939 og forsatte derefter ulønnet og på samme aktivitetsniveau frem til 1942. Det er over en tredjedel af organisationens hidtidige levetid. Under hans ledelse blev over halvdelen af de aktiviteter, Samvirkende Menighedsplejer har involveret sig i, etableret, og en del af hans initiativer eksisterer stadig. Det gælder for eksempel julehjælpen, forskellige former for ferieophold, skovture og gamlehjem/plejehjem. Selvom Alfred Th. Jørgensen var iderig og arbejdsom, havde organisationen ikke overlevet de første år uden velgørere, som donerede store beløb for at få alle initiativerne til at løbe rundt, til de blev kendte nok til at kunne tiltrække indsamlede midler. Samvirkende Menighedsplejer har aldrig haft en indremissionsk profil, men trak meget på Københavns Indre Mission og de i stigende grad socialt engagerede præster. Som Liselotte Malmgart udtrykker det, »så ville alle de første generalsekretærer, selvom de ikke var indremissionske, uden problemer have fået taleret på Indre Missions årsmøder.«
Indsamlingstalent
Alfred Th. Jørgensen var et formidabelt indsamlingstalent. Han formåede at gøre de indsamlinger, organisationen på det tidspunkt var så afhængig af, vedkommende for den enkelte. I forbindelse med etablering af et sygehjem for kronisk syge i 1920'erne kunne man bidrage med støtte til tallerkner (85 øre), æggebægre (40 øre), senge (90 kroner) og så videre. Det dyreste var en elevator og en vaskemaskine. »Var det ikke naturligt, om en Mand gav til Elevatoren og en Kvinde til Vadskemaskinen?«, skrev Alfred Th. Jørgensen.
En anden stor opgave fra begyndelsen af 1900-tallet var børnehjælpsstationerne. Her kunne mødre få tilset børnene af sygeplejersker (diakonisser) og læge og få udleveret mælk. Med tiden blev det også muligt at låne tøj, barneseng og barnevogn - og dåbskjoler. I begyndelsen af 1930'erne blev børnestationerne besøgt af hver femte mor i København og Frederiksberg. Når Liselotte Malmgart skal pege på Samvirkende Menighedsplejers betydning for socialpolitikken i Danmark, kommer børnehjælpsstationerne ind som nummer et på listen.
Der er ingen tvivl om, at netop dette initiativ hjalp til at nedbringe børnedødeligheden i København, siger hun. I begyndelsen af 1900-tallet var børnedødeligheden i København næsten 16 procent. Efter Første Verdenskrig var den nede på syv, og for de børn, der blev tilset på børnehjælpsstationerne, var den nede på tre procent.
Det blev også indskærpet menighedsplejerne, at uægte børn og ægte børn skulle have samme behandling, ligesom der heller ikke ved uddeling af hjælp skulle skeles til, om ansøgerne var regelmæssige kirkegængere.
Der er menighedsplejer, der har fået irettesættelser på dette område, og der er heller ingen tvivl om, at det var en kamp. Men Samvirkende Menighedsplejer var ikke specielt fremsynede på dette område. Dengang fulgte holdningerne i kirkelige organisationer befolkningens holdninger. Den vej skiltes først efter Anden Verdenskrig.
Kollegahjælpen
Den initiativrige generalsekretær var også internationalt engageret. Han etablerede efter Første Verdenskrig Kollegahjælpen, hvor ideen var, at postbudet i Danmark skulle hjælpe postbudet i det krigsplagede Europa, lægen og dommeren ligeså. I 1922 blev Kollegahjælpen omdannet til Folkekirkens Nødhjælp. Alfred Th. Jørgensen var også medstifter af Kirkernes Verdensråd i 1947. Med Liselotte Malmgarts ord mere kendt i udlandet for sit økumeniske arbejde end anerkendt i sit hjemland for fingeraftrykkene på det kirkelige sociale arbejde. Så lidt faktisk, at han ikke er med i »Dansk Kirkehistorie«.
Han blandede sig også i socialpolitikken. Han var den eneste kirkelige organisationsleder, der aktivt støttede socialreformen af 1933 og dermed - i sin egen beskrivelse - sikrede sig, at der kom en paragraf med i loven om, at private organisationer kunne drive plejehjem med støtte fra det offentlige.
Indblanding i landspolitik har været afhængig af den enkelte generalsekretær. Bistandslovens vedtagelse i 1970'erne blev nærmest forbigået i tavshed i Samvirkende Menighedsplejer. Til det skal siges, at det politiske klima i 1960'erne og helt frem til 1980'erne ikke var med de private kirkelige organisationer. Den mest tydeligt politiske generalsekretær var Jens Chr. Nielsen (1987-1994), men da var de politiske vinde også skiftet, fordi troen på, at det offentlige kunne klare alle problemerne på det sociale område, var blegnet.
Men det var allerede socialreformen fra 1933, der langsomt ændrede Samvirkende Menighedsplejers profil. Det første år derefter faldt andelen af indsamlede midler til organisationen med 30 procent. Tanken om, at nu klarede staten de sociale opgaver, vandt langsomt frem. Anden Verdenskrigs nød var et periodisk opsving for private organisationer, men for de kirkelige begyndte adskillelsen mellem folk og kirke at kunne mærkes. Både i opbakning til de lokale menighedsplejers aktiviteter og på giverviljen.
Samvirkende Menighedsplejer fik fra 1960'erne ry for at være »dem med plejehjemmene«. Og uanset intentionerne blev administrationen af plejehjemmene den opgave, der både udadtil og indadtil tog kræfterne. Hvor tidligere generalsekretærer deltog i skovture og besøgte trætte husmødre på feriekolonier, var det nu forhandlinger med det offentlige, administration af kontrakter og ansættelse af personale, der tog tid, penge og kræfter. Tilknytningen til de lokale menighedsplejer svandt stille ind, det samme gjorde aktiviteterne i de enkelte menighedsplejer.
Eller som Liselotte Malmgart også skriver: »Fra 1950'erne var Samvirkende Menighedsplejer præget af en trofasthed over for de eksisterende opgaver, der skyggede for den nye tids behov.«
Lys forude
Til gengæld ser Liselotte Malmgart lys forude for Samvirkende Menighedsplejer efter nogle hårde 1990'ere med hyppige skift af generalsekretærer og voldsomme nedskæringer på hovedkontoret, som siden 1975 har ligget på Valby Tingsted i København.
- Man er igen begyndt at fokusere på diakonien og arbejde på at genetablere kontakten lokalt til menighedsplejerne, nu udvidet til resten af landet. Man kan ikke helt kalde det »tilbage til rødderne«, jeg vil snarere sige en ny pionertid. I dag er det ikke materiel nød, der er Samvirkende Menighedsplejers hovedopgave. Fokus er den diakonale sjælesørgeriske side. Det vil sige arbejde med besøgs- og aflastningstjeneste. Det svære i dag er, at det ikke længere er folks penge, organisationen i samme grad skal bede om, men deres fritid som frivillige i de forskellige grupper. Her konkurrerer Samvirkende Menighedsplejer og andre kirkelige organisationer med flere og flere frivillige organisationer, siger Liselotte Malmgart.
- Der er nu heller ikke grund til som organisation at ønske sig tilbage til de gode gamle dage. Her var den lokale opbakning også meget forskellig fra sogn til sogn. Men et af de nyere aftryk, Samvirkende Menighedsplejer har sat på den kirkelige Danmarkshistorie, er efter min opfattelse sognemedhjælper-ordningen. Menighedsplejerne var i 1980'erne ikke alene om at køre forsøg med sognemedhjælpere, men organisationen betalte forsøgsordningen i seks sogne i 1980'erne og udgav derefter en bog om forsøget, og har efter min mening på den måde skabt en øget fokusering på den diakonale forpligtelse i folkekirken, som har været fraværende i mange år, siger hun.
Liselotte Malmgart slutter sin historie med en konstatering af, at man både kan se Samvirkende Menighedsplejer som en forfaldshistorie og en udviklingshistorie. Selvom giverviljen, forholdet til de lokale menighedsplejer og forholdet mellem folk og kirke ikke er det samme som ved organisationens begyndelse, mener hun, at forfaldshistorien er for enkel.
Tværtom mener hun, at udviklingen mellem folk og kirke, material nød kontra sjælesorg og den øgede fokus på frivilliges kunnen i forhold til den offentlige sektor har skabt nye udfordringer for kirkelige organisationer. Opgaven og udfordringen for Samvirkende Menighedsplejer bliver en ny relation til de »sovende« lokale menighedsplejer på deres præmisser som i gamle dage og at finde sine arbejdsopgaver i et samfund, der (heldigvis) ser markant anderledes ud end for 100 år siden.
»Ingen skal gå sulten i seng« af Liselotte Malmgart. Forlag: Samvirkende Menighedsplejer. 199 sider. Pris: 200 kroner.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk
Blå Bog
Liselotte Malmgart, 33 år, er cand.theol. fra Aarhus Universitet. Forfatter til »Med glæden som værktøj« fra 2000 om Lukasstiftelsens historie i 100 år. Har i år skrevet bogen »Ingen skal gå sulten i seng« om Samvirkende Menighedsplejers 100 år. De to bøger er skrevet sammen til ph.d.-afhandlingen »Udviklingslinjer i nyere dansk diakoni«. Afhandlingen er endnu ikke bedømt. Liselotte malmgart arbejder nu på en bog om menighedsrådslovene, som fejrer 100 år i 2003. Planlagt udgivelse i maj næste år.