Palæstinensisk accept af dansk idé

INTERNATIONALT: Det danske Mellemøsteninitiativ lever videre og får nu den palæstinensiske ledelses officielle velsignelse

Danmarks udenrigsminister, Per Stig Møller (K), tager om den palæstinensiske informationsminister, Yassir Abed Rabbos, arm og siger: - Bare ring til mig.

Et kort pressemøde i Udenrigsministeriet er overstået. Danmark fastholder sin mæglerrolle i Mellemøstkonflikten, og Per Stig Møllers afsluttende bemærkning til Abed Rabbo er temmelig sikkert et udtryk for det ansvar, Danmarks udenrigsminister føler som EU-formand. Men samtidig lader det til gengæld også til at være en oprigtig invitation, da parterne ser ud til at få en hel del at drøfte i nær fremtid. Det danske udspil om at fremme samarbejde mellem parterne i Mellemøsten via »arbejdsgrupper« lever videre til trods for, at de væbnede palæstinensiske bevægelser de seneste dage i bogstavelig forstand har gjort alt for at sprænge ethvert forsøg på samtaler i luften. Nu, efter Rabbos besøg, skal det diplomatiske benarbejde for alvor i gang. Rammerne er skabt. Og stemningen er god, lige så god, som da Israels udenrigsminister, Shimon Peres, var i byen for at møde de danske EU-formænd for en uge siden. Ja, måske er stemningen endda bedre. For det første har Danmark bevist, at samtaler rent faktisk kan overleve terrorangreb, og Yassir Abed Rabbo finder, på den palæstinensiske ledelses vegne, de danske ideer »enkle og praktiske«

Samtidig sender den amerikanske regering nye signaler om, at den ikke længere vil kræve Yassir Arafat afsat, og at USA er villig til at acceptere ham i en mere symbolsk position med begrænsede beføjelser. Et signal, der ifølge den palæstinensiske minister for planlægning, Nabil Sha'ath, har fået Arafat til at acceptere at dele sine opgaver med en regeringschef.

I den såkaldte Mellemøst-kvartet, der består af EU, FN, USA og Rusland, er uenighederne mindsket alvorligt efter USA's knap så hårde tone over for Yassir Arafat. Både EU, Rusland og FN fastholdt i tiden efter George Bushs omdiskuterede mellemøst-tale, hvor han opfordrede til at afsætte Arafat, at der ikke kan blive tale om at afsætte Arafat, som er demokratisk valgt.

Yassir Abed Rabbo er en anelse mere afventende i forhold til de seneste signaler fra den amerikanske administration. Han siger til Kristeligt Dagblad, at handlingerne er langt vigtigere end erklæringer. Han mener, at den palæstinensiske ledelses reformer også afhænger af de fysiske forhold på den israelsk besatte Vestbred.

- Israel skal trække sig tilbage, for at reformerne kan lade sig gøre, siger, Abed Rabbo.

Per Stig Møller, der også deltog i kvartettens møde i New York i tirsdags, ser positivt på Yassir Abed Rabbos fremlægning af mulighederne for at reformere Det Palæstinensiske Selvstyres institutioner.

allan-sorensen@kristeligt-dagblad.dk

Leder på bagsiden