At være Lene

SOMMERTID: I dag med justitsminister Lene Espersen (V)

Hvad skal du lave i din ferie?

- Jeg skal til Italien med min dejlige lille søn, Marcus, og hans far, Danny. Den første uge skal vi til San Remo på hotel, og den anden uge skal vi besøge gode venner på en vingård i Toscana. Vi skal ned og spise pasta og drikke god hvidvin. Det bliver simpelthen bare fantastisk.

Hvorfor har du valgt den form for ferie?

- Vi har valgt Italien, fordi det er det dejligste land i verden. Danmark er også dejlig, men Italien er helt fantastisk. Jeg kan lide befolkningen, klimaet, alle de spændende kulturtilbud. Der er for eksempel et hav af smukke kirker, og så at der er ekstremt afslappet. Vi har også valgt at gøre det på den måde for, at vi kan være sammen med vores venner og gå på opdagelse i området ved deres vingård. Men for at vi ikke skal drøne rundt hele tiden, skal vi også lege turister på hotel, slappe af og gå på stranden.

Hvad forventer du dig af din ferie?

- Total afslapning, masser af livskvalitet, god mad og vin og gode oplevelser sammen med familien. Jeg glæder mig mest til at se Marcus i sandet og i vandet.

Hvor travlt har du i din hverdag?

- Jeg har da nok rimelig travlt og lange arbejdsdage. Men jeg elsker mit arbejde og trives med det. Så det er ikke fordi, jeg har gået i flere måneder og ventet på at få ferie. Men det er også vigtigt, at man kobler af fra sit arbejde, så man kan udvikle sig som menneske. Uanset hvor glad, man er for sit arbejde, må det ikke være det eneste i ens liv.

Er du tit stresset?

- Næ, det er jeg ikke. Nogle dage er der knald på. Men blandt andre Marcus er med til at få mig til at bevare begge ben på jorden og til at tage tingene med et smil. Hvis jeg eksempelvis bliver kritiseret af oppositionen, kigger jeg på ham og siger til mig selv, at det må vi forsøge at klare.

Hvad gør du for at slappe af?

- Udover at være sammen med min søn og mand løber jeg. Jeg elsker at dyrke sport. Og så synes jeg, at jeg er meget, meget god til at være Lene og glemme, at jeg er minister og politiker. Jeg slapper også af ved at se en film, læse bøger og hygge mig med familien. På den måde er vi politikere ikke anderledes end andre mennesker. Man skal lære hele livet, så jeg bruger også tid på at diskutere problemstillinger med mine venner. Og så leger jeg med Marcus. Det er det allermest afslappende.

remar@kristeligt-dagblad.dk

tema

Sommertid

Kristeligt Dagblad indleder i dag en ny serie, hvor vi tager temperaturen på en række kendte danskeres ferievaner.

Serien startede fredag 5. juli.