Hver gang jeg besøger min mor og far, som stadig bor i den by, hvor jeg er vokset op, får jeg flashbacks til min barndom. Tankerne tuner sig altid ind på 1970'erne og 1980'erne, til et lille gult parcelhus på Niels Ebbesensvej. Fra jeg var fem år, til jeg var 12 år, boede mine fire storesøskende, min mor, far og jeg på 120 kvadratmeter. Det var en trang tid - pladsmæssigt - og privat.
Jeg husker det som et tumultuøst forlystelseshus, som en slags Dahlgårds Tivoli, når det er bedst. Der var mennesker alle vegne. Spændende, irriterende, sjove, fulde og kærlige mennesker. Man kunne se dem, og man kunne altid ses. Man kunne høre dem, men ikke altid selv høres. Menuen stod dagligt på diskussioner, slåskampe, latter og tårer.
Tiden på Niels Ebbesensvej føles som en stor tatovering på min krop og sjæl. En ufrivillig tatovering, som jeg ikke kan fortryde, men heller aldrig ville fortryde, hvis jeg havde mulighed for det.
Tiden på Niels Ebbesensvej tog min naivitet. Den ligger sikkert godt begravet under én af ligusterhækkene, måske under den, som grænsede op til Bent og Birgit, vores kære naboer. En helt uskyldig hæk, som gennem tiden måtte lægge blade til mangt og mange nabostridigheder.
»Må vi så få noget madro!« lød det oppe fra spisebordenden, hvor min far, familiens hårdtarbejdende patriark, altid sad plantet. Ordene var aldrig ment som en venlig forespørgsel, det var en ordre. »Madro-ordren« blev typisk fulgt op med: »Øs ikke mere op, end du kan spise«, eller: »Hvis ikke du spiser op, får du ingen dessert.« Mine søskende og jeg var på ingen måder medvirkende i en pædagogisk rigtig familiesoap. Far var træt og skulle have ro i sit hoved. Jeg vidste godt, at spisesituationen kunne afholdes anderledes. Det havde jeg oplevet hos mine legekammerater. Der blev man i ro og fordragelighed spurgt, om man havde haft en god dag, og hvem man havde leget med. Men det var ganske enkelt umuligt hjemme hos os. Var én i det modige hjørne og tog tilløb til en normal samtale, blev vedkommende på en eller anden vis straks afbrudt eller fik af sidemanden en »Olfert« (underbukserne trækkes helt op mellem balderne) og fik maden i den gale hals. Jeg takkede ofte i mit stille sind for kravet om madro, for den var hårdt tiltrængt.
Andre gange brød min far selv madroen. Det var de aftener, hvor han med et pludseligt overskud og med et lunt glimt i øjnene lige skulle høre, om »vi nogensinde havde hørt historien om Sovsenjensen«? Det havde vi, men det var lige meget. Vi lagde gerne øre til for 117. gang, for far var i godt humør, og mor servede forloren hare med sovs og kartofler.
Vi sad bænket op i køkken-alrummet, som også dannede rammen om mit »værelse«. To røde reoler fyldt med legetøj. Resten af mit »værelse« bestod af en underkøje i mors og fars soveværelse. I overkøjen boede min to år ældre bror. Jeg var på det tidspunkt nummer to i køen til eget værelse. Da jeg blev 13, skråede jeg i en lykkerus ind på mit helt eget værelse. Det var en stor dag.
Efter citronfromagen var der opbrud. Alle myldrede ud i rummene. Inde fra stuen lød der råb og skrig: »Fjern dine fødder, din tonker.« Far gik på wc, for han var, som han udtrykte det, »lige ved at lave i sine benklæder«. Mor vaskede op, og jeg listede ind på min ældste brors værelse. Der lugtede af nikotin og sure sokker, men hvad betød det, når jeg frit kunne vælge mellem en vinyl med Donna Summer, C.V. Jørgensen eller Bifrost. Jeg tog høretelefoner på, og mens musikken lindrede mine små, ømme ører, forsvandt jeg ind i min egen lille verden - hvor jeg for en stund var i centrum.
Udenfor var luften tyk af parcelhusstemning og dagplejemødre. Ligusterhækkene tårnede sig op og strakte sig i lange sirlige rækker som beskyttende arme om husene. Inde i husene boede murere, taxachauffører, slagteriarbejdere, skolelærere og Jytte. Jytte havde daglig kontakt med mig. Hun var dagplejemor og vores nabo. Mange dagplejemødre hader katte. Jytte var ingen undtagelse. Hun kunne ikke snuppe min fede hankat Gålle, som hun påstod efterlod sine visitkort i hendes sandkasse og sov i hendes barnevogne. Hun truede mig altid med sin lange, hvide, tynde finger. Der var op til flere katte på vejen, og jeg undrede mig altid over, at hun vidste, det var Gålles efterladenskaber, for det vidste hun med sikkerhed.
Sært nok var jeg ikke det eneste familiemedlem, som var ugleset blandt naboskabet. Faktisk havde hvert enkelt medlem sit at se til med de omkringboende. I det hele taget var vi ikke nogen populær familie, men jeg trøster mig altid med, at vi i en årrække har tilfredsstillet deres værste sult efter noget at sladre om. Vi leverede »underholdning« til naboerne, med et utal af politianmeldelser til følge.
Antallet af anmeldelser taget i betragtning skulle man tro, at vi var en slags rockerborg. Specielt når sommeren gjorde sin længe ventede entre, nåede underholdningen sit klimaks. Så indtog 14 akneplagede drenge (uden rygmærker) med knallerter af mærkerne Yamaha og Kreidler vendepladsen, hvor de kørte rundt og rundt i en evighed. På bagagebærerne lå små kasettebåndoptagere fastbundet, men lyden fra »living next door to Alice« druknede i pjevset motorlarm. Nu skulle min bror og vennerne til Fyn og plukke jordbær, ligge i telt og knibe sommerpigerne i numsen. Hvorfor de lige skulle samle troppen og varme deres knallerter op på vores vendeplads, har jeg aldrig forstået. Det var nemlig ikke kun knallerterne, der blev varme - der blev også varmet godt op under naboerne.
Hvad min mor og far mistede af popularitet udadtil, blev til gengæld vundet indadtil.
Huset på Niels Ebbesensvej var et paradis for mine søskendes venner. Med min mor og fars ubegribelige store tålmodighed og gæstfrihed kunne de her slå sig løs, gå med sko på indenfor og slippe af sted med at lave ølrande på mahognibordet. Min mor og far var af den opfattelse, at huset var til for at blive brugt, og hvor skulle de unge mennesker ellers være? Fredag og lørdag blev der spillet kort til ud på de lyse timer, og næste dag cyklede min mor glad ned og solgte de tomme ølflasker.
Og der blev holdt fester. Jeg gik rundt imellem de unge som deres lille yndling og solede mig i opmærksomheden - indtil politiet kom. De lagde også vejen forbi, når min brors »rockband« øvede sig på hans syv kvadratmeter store værelse. Bent og Birgit skråt overfor var ikke til rock. Politiets besøg fik ikke den ønskede præventive virkning. Min far lyttede høfligt til klagernes ordlyd, men stillede sig samtidig altid uforstående over for dem. Far arbejdede jo hårdt og sov tungt. Sommetider blev naboernes »lave« tolerancetærskel for meget for min far. Så kunne han finde på at sætte sig til trommesættet og give en længere solo. Eller han slog græs med motorplæneklipperen - efter sengetid. Jublen blandt de unge ville ingen ende tage, og han blev hyldet som en anden Cæsar. Jeg var ikke helt sikker på, om jeg kunne lide min fars stil. Jeg var med årene blevet flokkens lille Fornuftighans, der slukkede lys, lukkede døre (der skulle jo ikke fyres for fuglene), fik knuder i maven, når min teenagesøster havde langvarige, men yderst nødvendige samtaler på telefonen. Jeg vidste jo, at penge ikke voksede på træerne!
Jeg har i mit voksne liv tit og ofte tænkt på, hvordan min fars tackling af politiets besøg ville give politidirektør Hanne Bech nervøse trækninger. Der er ingen tvivl om, at han lærte os at være kritiske over for autoriteter. Han opdragede os i den ånd, at ingen er bedre end dig - hvilket godt kunne have anarkistiske undertoner, men ikke var ment sådan. Tror jeg nok É
Også min klasselærer måtte smage min fars egenrådighed over for autoriteter. Når jeg havde meddelelse med hjemmefra, stod der med min fars sirlige skråskrift: »Jeg er bekendt med, at min datter i går var fraværende.« Jeg stod med uskyldige øjne og ventede på, at den blålilla kulør skulle indfinde sig i min lærers kinder. Han mærkede varmen, vendte sig om, og krøllede, så knoerne blev hvide, den knappe besked sammen til en lille hård kugle.
Apropos skolen. Jeg var ret glad for at gå i skole. Hver morgen meddelte jeg mine klassekammerater, om jeg var i godt eller dårligt lune, og forventede, at de indrettede sig herefter. Jeg kastede mig sultent over de skuespil, som skulle opføres på klassen, og sikrede mig altid hovedrollerne. De hovedroller, som jeg sjældent kunne tilkæmpe mig på hjemmefronten.
Behovet for at blive set og hørt har fulgt mig gennem mit voksne liv og forfølger mig stadig. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at jeg »kommer til« at holde alt for lange taler til mine venners bryllupper. Og så taler jeg meget højt. Specielt når jeg sidder over for autoriteter, så når min stemmevolumen smertegrænsen. Jeg har i perioder sloges med stemmeproblemer, og en snedig halslæge med hang til psykoanalyse stillede engang diagnosen: stemmebåndsproblemer som følge af at være den yngste i stor børneflok. En anden læge forklarede min hæshed med, at jeg i virkeligheden ønskede, hvis ikke at være, så i hvert fald at lyde som Marilyn Monroe! Men hvem ville ikke gerne det?
I skrivende stund besøger jeg min familie i min barndomsby. Mange små nye er kommet til. Der er atter tumult i gaden - mon en ny rockerborg er på vej? Jeg tager mig selv i at holde mig for ørerne og råbe højt: Må vi så få noget madro! n
tema
Hanne Korvigs kronik er den tredje af de otte vinderkronikker, vi bringer i årets kronikkonkurrence. De øvrige er blevet bragt den 23. og 26. juli.