DANSKERNE TROR på et liv efter døden. Sociologer-ne bag den store undersøgelse om danskernes værdier har registreret en stigning i antallet af danskere, der tror på et liv efter døden. I 1999 svarede 38 procent af de adspurgte ja til spørgsmålet, mens det tilsvarende tal fra 1981 var 30 procent. En støt stigning, altså. En god del af forklaringen på stigningen skal sikkert søges i de senere års større åbenhed over for religiøse spørgsmål. En generel antagelse af, at der er mere mellem himmel og jord, end vi aner, har øjensynligt afløst en tidligere udbredt skepsis over for åndelige spørgsmål.
Hvad troen på et liv efter døden helt konkret går ud på, står imidlertid ikke ganske klart. Det kan være forestillinger om reinkarnation, og det kan være en mere traditionel kristen forestilling, et håb, om et liv efter den død, som vi har det så svært med. Af en international spørgeundersøgelse fra sidste år fremgik det således, at to ud af tre mennesker svarede ja på spørgsmålet, om de gerne vil leve evigt.
I morgen er det 50 år, siden P.G. Lindhardt holdt sit foredrag på Askov Højskole om det evige liv, et foredrag, som gav startskuddet til en af det sidste århundredes største folkelige teologiske debatter, striden om det evige liv. Teologi-professoren gik over i historien som manden, der afskaffede det evige liv, men hans berettigede ærinde var at sætte fokus på, at mennesker står under Guds dom, og at det evige liv ikke er noget, man bare får og har en umiddelbar ret til, en slags automatisk kompensation for livet i jammerdalen eller en bonus for et ordentligt levet liv. Et 1950´er-teologisk opgør med alt for menneskelige forestillinger om livet efter dette.
Striden om det evige liv har haft sin virkningshistorie. Den moderne teologi fik sine fromme fjender, og Lind-hardts opgør gav teologerne anledning til en besindelse på, hvad man egentlig kan sige om det evige liv, og især, hvad man ikke kan sige. Der blev sat nogle hegnspæle op omkring talen om det evige liv, hegnspæle så effektive, at den teologiske tale om evigheden nærmest forstummede.
Den teologiske tavshed har ikke anfægtet de folkelige forestillinger om et liv efter døden, det viser de nye tal. Når det til gengæld er svært at få hold på, hvad tallene egentlig dækker over, så peger det på den udfordring, der ligger i at genoptage den kristne tale om det evige liv. En kvalificeret tale om det evige livs håb, om evigheden som noget kvalitativt anderledes end en blot og bar udstrækning af den tid, vi kender. Hvis Gud var reduceret til statist i den forestilling om det evige liv, som P.G. Lindhardt opponerede imod, så stiller sagen sig næppe radikalt anderledes i dag. Snarere tværtimod. I forhold til 1950´erne er også forestillingen om skyld og fortjeneste blevet verdsliggjort og individualiseret, vi søger årsager til alt og skubber også forklaringer på for eksempel sygdom tilbage på den enkelte.
Forfatteren Carsten Jensen skrev tidligere på året en klumme i Politiken, hvor han pegede på, at »vi mangler ord konfronteret med det, der engang hed det hinsides. Vi er fanget i det dennesides. Troen har ikke noget moderne sprog«, skrev han og konkluderede, at alle debatter om tro er meningsløse. Det er jo et synspunkt.
Striden om det evige liv i 1950´erne var langtfra meningsløs. Stigningen i antallet af danskere, der nu angiver at tro på et liv efter døden, nødvendiggør en fornyet og kvalificeret tale om det evige liv. Det er udfordringen til teologi og kirke her 50 år efter Lindhardts foredrag.
bl