»TILFÆLDET SVERIGE« kaldte journalisten Mogens Berendt i 1983 sin stærkt kritiske bog om vort store broderland mod øst. Han pegede på totalitære tendenser i det svenske samfund og advarede om, at det i løbet af 1980'erne måtte ende i det rene diktatur. Det var også den bog, der lancerede begrebet Forbuds-Sverige.
»Befolkning, myndigheder, presse og retsvæsen accepterer allerede en række overgreb mod menneskelige rettigheder og friheder, og selv klare brud på Grundloven og på Menneskerettighedskonventionen ryster ikke befolkningens tiltro til Den Gode Stat. Som udlænding kan man godt blive indtaget i svenskernes dybe og ægte ønske om at skabe det mest retfærdige, trygge og ligestillede samfund, som skabes kan. Troen på dette Sociale Evangelium er lige så inderlig, som troen på det Kristne Evangelium engang var i landet«, skrev Berendt blandt andet.
Han mente, at der var en direkte sammenhæng mellem dagens svenske samfund og den bureaukratiske enevælde, kong Gustav Vasa skabte i 1500-tallet. Svenskerne fik dengang banket ind, at kongen og hans embedsmænd var autoriteten, og det har de ikke siden glemt. I dag er »adelen« og autoriteten bare en anden, skrev han. Her knapt 20 år senere tør man vel konkludere, at Mogens Berendt i hvert fald endnu ikke har fået ret. Sverige er ikke blevet et diktatur. Svenskerne kan stadig ytre sig nogenlunde frit, og der holdes stadig valg. Et af dem fandt sted i søndags, hvor Socialdemokratiet igen vandt en knusende sejr og nåede op på 40 procents tilslutning. Det tegner dermed til, at Göran Persson kan fortsætte som statsminister, måske med de to støttepartier, Vänsterpartiet og Miljöpartiet, i en ren flertalsregering.
I højre side led de konservative, Moderaterna, et sviende nederlag. Folkpartiet, der svarer til Venstre herhjemme, fik derimod næsten fordoblet sit stemmetal på et forsigtigt budskab om, at udlændinge i Sverige burde lære at tale og skrive svensk bedre. Ironisk nok var det selvsamme parti, der i maj kritiserede Venstre hårdt på grund af den danske regerings udlændingepolitik.
Alt i alt er valget blevet udlagt som en sejr for midten og et nederlag for yderpartierne. Landets svar på Dansk Folkeparti, Sverigedemokraterna, nåede end ikke i nærheden af den svenske spærregrænse på fire procent. Dog lykkedes det partiet at opnå valg i en del byråd, især i det sydlige Sverige. Man må derfor formode, at de vælgere, der er bekymrede over indvandringen, i høj grad er søgt til Folkpartiet.
Dermed er vi tilbage ved Mogens Berendts bog. Den svenske valgkamp og valgresultatet viser nemlig, at autoritetstroen stadig må have tag i svenskerne. For når regeringen, alle de toneangivende politiske partier og medierne finder det upassende at diskutere for eksempel indvandrerspørgsmål, så bliver det ikke diskuteret. Det mest hårrejsende eksempel på denne magtfordrejning er, at den svenske statsradio, SR, har pålagt sine medarbejdere konsekvent at kalde Sverigedemokraterne for »fremmedfjendske«. Det er ikke et demokrati værdigt, hvor meget man så end må tage afstand fra det pågældende partis synspunkter. Den massive undertrykkelse af bestemte holdninger og partier skader demokratiet. Valgdeltagelsen blev kun på 79 procent, og over en femtedel af de svenske vælgere har altså ikke fundet det umagen værd at stemme. Det burde vække til eftertanke hos sejrherrerne. Risikoen er, at der med tiden skabes en undergrundsbevægelse, som vil bekæmpe samfundet med udenomsparlamentariske midler. Landet har allerede flere nazister end noget andet nordisk land. Det er det svenske »Totaldemokratis« alvorlige problem.hhh