Et tysk tv-magasin ville for et par år siden have den 33-årige israelske forfatter Etgar Keret til at gå hen ad en skovsti dækket med visne blade iført en tyk sweater. Magasinet skulle bruge billederne til et indslag om hans nye bog, som netop var udkommet på tysk.
Den unge Keret ville hverken filmes i sweater eller på en skovsti. Ikke fordi han er snobbet. Tværtimod. Og heller ikke fordi han synes dårligt om skovstier og striktrøjer. Men det er simpelthen bare ikke hans stil. »Jamen, sådan filmer vi altid forfattere«, sagde de på det tyske magasin. »Ja, lige netop derfor«, svarede Etgar Keret, der finder samfundets tendens til at kategorisere, specielt forfattere, meget belastende.
I Israel bliver han kaldt for noget så forskelligt som en ny vigtig stemme, yuppie, radikal og postmoderne. Og for at fuldende forvirringen modtager han breve fra venstrefløjsaktivister, der kalder ham for fascist, mens højrefløjsaktivister kalder ham for ulækker venstrefløjsaktivist.
Sagen er, at hans værker ikke er politiske. Etgar Keret er observerende med en meget veludviklet fantasi og sans for detaljen i den israelske hverdag.
Han er ikke som de andre og ville sikkert heller ikke være blevet til noget, hvis han var. Etgar Keret skriver korte minimalistiske historier i et dagligdags sprog fuld af humor og slang i stærk modsætning til bedre kendte og mere etablerede israelske forfattere, der forbindes med den zionistiske pionerånd, og som netop gerne tænksomt og alvorligt poserer foran et bål, ved havet eller i en tyk sweater, når fotografen beder om det.
Kristeligt Dagblad har talt med Etgar Keret i hans lysegrønne lejlighed i det centrale Tel Aviv i anledning af den snarlige og første udgivelse af hans historier på dansk. Den 24. september udkommer »Buschaufføren, der ville være Gud og andre udvalgte historier« på forlaget Rosinante. Alle historierne er hentet fra Etgar Kerets tre første bøger.
Du er efterhånden ved at være meget kendt i Israel. Men hvorfor har du valgt at skrive korte, minimalistiske historier, som mange beskylder for at virke overfladiske og storbyagtige?
- Først og fremmest ved jeg, at mine bøger læses af så forskellige kredse som arabere fra Umm al Fahem og jødiske bosættere på Vestbredden, som i hvert fald ikke har noget med storbyer at gøre.
- Hvad angår kritikken af min stil, tror jeg, mange har et problem med, at litteraturen taler til dem i øjenhøjde. Det er meget lettere at forholde sig til en forfatter, man ser op til, og som ikke lader sine hovedpersoner være kejtede, dumme eller frastødende. Men sådan er den virkelighed, jeg beskriver, ikke. En forfatters styrke består ikke nødvendigvis i, at han er klogere end sine læsere, men måske netop i, at han er på talefod med sine læsere.
- Nogle påstår, jeg ikke kan skrive andet end korte, slangprægede historier. Men tænk, hvis jeg havde været skulptør, og folk så havde kritiseret mig for kun at lave små figurer i én slags materiale. Den kritik ville lyde fuldstændig latterlig. Sagen er, at når vi taler om litteratur, er mange mennesker villige til at lytte til latterlige argumenter.
Etgar Keret fortæller om endnu et af sine møder med den stereotype opfattelse af forfattere, der synes at forlange, at forfatterne skal virke kloge og alvorlige. En fotograf fra den israelske avis Maariv skulle tage billeder af Etgar Keret op til udgivelsen af debutbogen »Tzinorot« (rør). Efter opgaven klapper han Etgar på skulderen og siger: held og lykke med cd'en. »Hvilken cd?« spørger Etgar. »Er du ikke sanger?« spørger fotografen. »Nej, jeg er forfatter«, siger Etgar, hvilket straks får fotografen til at udbryde: så må vi tage nogle andre billeder, hvor du sidder med hånden under hagen og ser funderende ud. Sådan skal en forfatter se ud.
Overflødigt at sige, at Keret heller ikke gik med til denne kategorisering.
Dine historier er ofte skrevet i jeg-form. Er det dig, der optræder i historierne?
- Ikke nødvendigvis. Men jeg leder altid efter små detaljer og oplevelser, som jeg selv bliver påvirket af. For eksempel som dengang, jeg gik rundt på Carmel-markedet i Tel Aviv. Her så jeg en dame løbe efter en bus, og chaufføren åbnede først døren for hende, da hun bedende foldede hænderne sammen, som om himlens porte skulle åbne sig. Det blev til historien om chaufføren, der ville være Gud.
- Historien handler egentlig om et møde mellem to personer, hvor det uventede sker. Kvindens foldede hænder bryder chaufførens normale opførsel. Tænk på, hvad vi som mennesker ville opnå, hvis vi selv kunne bryde alle de andre skel, der findes mellem os og dem, arabere og jøder, ortodokse og sekulære.
Det er ikke alle dine historier, der har en pointe. Hvorfor ikke?
- Jeg synes ofte, mange mennesker overdriver i deres måde at fortolke litteratur på. Mange af mine historier beskæftiger sig også med meget hverdagsagtige situationer, som ikke nødvendigvis har en dybere mening.
Du har sagt, at humor er de svages våben. Dine historier er meget præget af humor. Føler du dig svag?
- Mine historier er også meget sørgelige. Men jeg føler, at humor kan være med til at gøre patos-fornemmelsen en smule mere tålelig. Humor er også en slags kritik. Ofte kan vi ikke ændre på virkeligheden, men i det mindste kan vi grine af den. Hvis jeg kunne ændre på det hele, ville jeg slet ikke have brug for at skrive.
Det er også kun Keret, der kan slippe af sted med at beskrive et hårrejsende møde mellem to jøder og en araber i en fantasiverden, alle selvmordere kommer til, når de dør. Her kommer den ene af historiens to jødiske helte til at spørge en arabisk barmand, hvordan han er havnet her i selvmordernes hinsides verden. Hvordan tror du, spørger araberen smilende. Og lige pludselig er de palæstinensiske selvmordsbomber blevet forvandlet til noget, man godt kan grine af. I hvert fald her hos Keret.
Dine bøger er oversat til adskillige fremmede sprog. Er der problemer med at oversætte din israelske hverdagshumor til andre sprog. Er det alt for indforstået?
- Nej det tror jeg ikke. I Korea forstår de min humor. Og jeg ved, at mine bøger er temmelig populære i Tyskland. Måske fordi tyskerne har dårlig samvittighed fra Anden Verdenskrig, siger Etgar Keret spøgende. Begge hans forældre overlevede de tyske kz-lejre under krigen.
Inden længe vil han vide, om danskerne kan lide hans israelske, keret'ske humor og måde at se verden på.
Etgar Kerets »Buschaufføren der ville være Gud« udkommer på forlaget Rosinante den 24. september.