I et af de tåbeligste tv-programmer, Danmarks Radio nogensinde har produceret, bærer en af deltagerne en T-shirt med ordene »Gud er kanon«. Ungdomsprogrammet »Torsdag i 2'eren« på DR 2 har som idé blandt andet at gøre grin med »de kristne«. Til vore ældre læsere skal allerede her indføjes en lille oversættelse. »Kanon« er moderne dansk for »sej«, som igen betyder nogenlunde det samme som »fed«, og trænger det begreb også til oversættelse, er det vel bedst gjort med »super« eller noget lignende.
Når jeg falder over ordene på denne T-shirt, er det, fordi trøjen blot er et af mange eksempler på, at man i dag ser det religiøse udfolde sig overalt i det offentlige rum. Tag for eksempel reklamen, hvor religion inden for det seneste årti er kommet til at spille en vigtig rolle. Da reklamebranchen i 1990'erne for alvor begyndte at tage religionens udtryk til sig, skete det med paven, der knælede i Nike-løbesko. Nonner, der blev fristet af en djævlelignende person til at spise Toms chokolade. Munke, der sang gregoriansk og reklamerede for øl. Og optikerkæden Synoptik, der fik en præst til at få et himmelsk syn med netop sine briller. I den kiksede ende slog Glyngøre Sild i 1995 til med en reklame, som virksomheden straks måtte trække tilbage. Danskerne syntes trods alt, at det var for plat, at sild skulle skabe »opstandelse« ved påskens frokostbord.
I dag har de religiøse budskaber i reklamen ændret karakter. Man kan argumentere for, at reklamen er blevet mere sofistikeret, men det er snarere sådan, at den appellerer til en bredere og mere diffus form for tro end før. Det er ikke præster, nonner eller munke, der er blikfang, men religi-øse symboler og det uklart spirituelle.
I den forgangne uge har vi her i avisen beskrevet, hvorledes Bang & Olufsen markedsfører sine dyre musikanlæg med en plakat med en asiatisk mand, der er fotograferet i fordybelse foran et tempel. Stormagasinet Magasin har opbygget en hel reklamekampagne over sloganet »alt det du kan undvære (ifølge zen, buddha og alt det dér)«. Et smykkefirma ved navn Tommy Larsen markedsfører en kristtjørn-juleguirlande i en reklame med en langhåret mand, der hænger på et kors med juleguirlanden som tornekrans. Religionen er så stærk en strømning i moderne reklame, at selv et entreprenørfirma - NCC - bruger en mediterende kvinde som blikfang for firmaets erhvervsbyggeri.
Danske reklamefolk rapporterer, at reklamebranchen også internationalt leger med troen og de religiøse symboler i kampagner for øl, spiritus og biler. Reklamefolk synes nemlig også, at Gud er kanon. Der er penge i at koble sig på tidens religiøse trend.
Og så er der modebranchen. Jomfru Maria er blevet gængs motiv på trøjer, T-shirts, og dameundertøj i serien »Ave Maria« sælges med blandt andet den tornekronede Kristus som motiv på trusser. Og endelig er der de mange kors, som designerfirmaer har gjort til en særlig vare. I tirsdags konstaterede vi her i avisen, at kors er kommet på mode igen, men i en størrelse og et udstyr, der langt overgår det kendte lille Dagmar-kors. Tidens modekors er store og ofte sorte. Supermo-deller, skuespillere og popstjerner bærer dem i en prisklasse, som almindelige mennesker aldrig kommer i nærheden af. Billigere modeller bæres af andre.
Flirten med religion i reklame, mode og mange andre steder i det offentlige rum i disse år er tankevækkende. Når religionen kan bruges med så stor succes, skyldes det først og fremmest, at de religiøse symboler giver mening for mange mennesker. Sex var og er fortsat et væsentligt element i megen reklame og mode. Men det seksuelle er mildt sagt blevet slidt. Religionen har taget seksualitetens plads som blikfang. Men ikke religion i form af kristendom, islam eller jødedom. Ofte peges der på, at det i dag er den selvoplevede og personligt opfundne tro, der opfattes som troværdig. Derfor er mange menneskers tilgang til det religiøse, at det skal være selvoplevet og noget, man selv er kommet frem til. Det giver ikke autoritet eller status at overtage dogmer og traditioner, som det kendes fra de store verdensreligioner, herunder kristendommen. Af samme grund bliver den dominerende tendens i reklamens og modens religiøse sprog et vældigt sammenkog af religiøse udtryk og begreber.
Man kommer ikke langt med at være bonert, og der er ingen grund til at lade sig provokere, hver gang religiøse symboler og skikke bruges uden for deres rette sammenhæng. Men der er grænser for pjat og pjank på det helliges bekostning. Hvis man som samfund ikke nærer ærefrygt for noget som helst og ikke engang det, der er større end os selv, er det dybest set nedbrydende for vores kultur. Meget kan man sige om Gud. Men han er ikke kanon.
bjerager@kristeligt-dagblad.dk
chefredaktør