Den danske gravstedskultur under forandring

En lyskæde på et gravsted er ikke et problem i København, men sætter sindene i kog i Grenaa

I to år i træk har en elektrisk lyskæde på kirkegården i Grenaa nu fået massiv medieomtale. Mod menighedsrådets ønske har en islandsk mor sat lyskæden på et grankors ved sin trafikdræbte datters grav. Før jul fjernede menighedsrådet lyskæden, da rådet fik medhold fra Århus Stift i, at det var rådets kompetence at afvise den islandske jule-gravstedstradition i Grenaa.

Havde moderen ladet sin datter begrave på en anden kirkegård, var der måske aldrig blevet en sag. Det er nemlig suverænt menighedsrådene, der via kirkegårdsvedtægten afgør, hvad der er acceptabelt på den enkelte kirkegård.

I Grenaa er lyskæden faldet uden for den ramme, mens der i København kun sættes grænser, hvis gravstedsudsmykningen generer andre gravstedsejere. For eksempel stod der en tid lang et toilet på et gravsted på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København.

- Men havde de pårørende ikke selv fjernet det, havde vi nok gjort det. Et toilet hører ikke hjemme på en kirkegård og kan uden tvivl virke stødende på andre. Men en lyskæde ville vi overhovedet ikke have problemer med, siger Tom Olsen, kirkegårdsleder ved Københavns Kirkegårde.

Tom Olsen er ikke overrasket over, at hvad der går i København halter i provinsen.

- Fra vores årlige møder med repræsentanter fra andre kommunale kirkegårde ved jeg, at strømningerne i hovedstaden også når provinsen på et tidspunkt.

Nogle af de få ting, der har overrasket den københavnske kirkegårdsleder, er de muslimske afdelinger. De er meget mere anderledes, end han havde forestillet sig. Det har givet gnidninger, som nu er løst. Gravene hegnes blandt andet ind med mursten, og det var stik mod den forståelse, kirkegårdspersonalet havde fået af muslimernes ønsker.

Altid under forandring

Noget tyder på, at gravstedskulturen er under forandring - eller i virkeligheden altid har været det. I de senere år har sager om legetøj på gravsteder, rockergravsten, højde på gravsten og senest altså en elektrisk lyskæde sat lokale sind i kog.

- Det er en forandring, der foregår i hele den vestlige verden. Det er dels en kulmination på, at vores individualitet også afspejles i gravstedsudsmykning, og dels at forskellige indvandrere - eller danske turister i udlandet - viser deres traditioner fra hjemlandet i gravstedskulturen, siger sociolog Michael Hviid Jacobsen, der sidste år skrev bogen »Dødens Mosaik«.

Michael Hviid Jacobsen understreger, at det i virkeligheden er en tradition, som er kommet igen. Efter mange års »tarvelige begravelser« - billige, med få gæster og begravelse i en ukendt urnegrav - er det nu slut. Det er 1700-tallets individuelle pompøse gravsteder, der udtrykker den begravedes liv, som er på vej frem igen.

Sociologen advarer dog også om, at individualismen kan gå amok - også på kirkegårdene.

- Jeg har set kirkegårde i USA, der mindede mere om en legetøjsbutik, end den terapeutiske, fredelige have, en kirkegård også bør være. Men personligt mener jeg, at menighedsrådene - og det gælder også i Grenaa - er nødt til at følge udviklingen i det øvrige samfund. Ellers bliver de tvunget til det på et tidspunkt.

Egnsforskelle

Provst Leif Arffmann, formand for Foreningen af Kirkegårdskultur, mener, at det både er en styrke og en svaghed, at menighedsrådene er enerådende over sognets kirkegårdskultur. Men styrken er, at kirkegårdene også afspejler egnsforskelle.

- Det er ikke tilfældigt, at en sten med »Hells Angels« i teksten på gravstenen er forbudt i et lille landsogn, men tilladt på en større bykirkegård, siger han.

Til gengæld er han ikke i tvivl om, at man på kirkegårdene fremover vil se flere sager, hvor udenlandske traditioner - som en islandsk julelyskæde - finder vej ind på kirkegårdene.

- Hvad lyskæderne angår, har det kun været et spørgsmål om tid, fordi de bruges i så mange andre sammenhænge, også i danske hjem. Det er en naturlig følge af det almindelige forbrug af lyskæder i andre sammenhænge, siger han.

Leif Arffmann opfordrer menighedsrådene til at tage diskussionen om, hvad der kan tillades. Og derefter til at kommunikere reglerne tydeligt til de mennesker, der køber et gravsted på kirkegården.

- Men menighedsrådene må nok se i øjnene, at kirkegårdene vil komme til at se mere fremmede ud, end vi har været vant til. Det er en naturlig udvikling. Tidligere var det sådan, at alle kendte alle i lokalsamfundet, også dem, der lå på kirkegården. Derfor behøvede man ikke at udtrykke afdødes personlighed i gravstedsudsmykningen. Nu er samfundet præget af mere anonymitet. Derfor behovet for med gravstedet at udtrykke noget om, hvem den afdøde var, siger han.

Respekt for fællesskabet

Biskop Kjeld Holm, Århus Stift, mener også, at gravstedskulturen skal udvikle sig, men med respekt for fællesskabet.

- Jeg skal ikke chokeres over nabograven, når jeg besøger mine forældres gravsted. Men vi er også nødt til at finde en acceptabel grænse mellem de individuelle krav og fællesskabet, der gør, at alle kan være der.

Han fortæller historien om en præst, der hørte stemmer fra kirkegården en sommeraften. Da han så efter, fandt han en gruppe unge mennesker bænket om en grav med rødvin og ost. De fejrede den afdøde mormors fødselsdag.

- Det var en tradition, de unge havde set i Mexico. Og når det i øvrigt foregår i respekt for det sted, de opholder sig, ser jeg ikke noget galt i det.

Kjeld Holm vil ikke udtale sig i lyskædesagen, fordi stiftet har afgjort, at menighedsrådet har ret til at fastsætte reglerne.

Fakta

Et menighedsråd skal fastsætte regler for kirkegården - en såkaldt kirkegårdsvedtægt. Vedtægten skal godkendes af provstiudvalget. Udover enkelte krav til fredningstid, gravsteders størrelse og vedligeholdelse, kan menighedsrådet i princippet opsætte en lang række regler for, hvordan gravstederne skal se ud. De fleste menighedsråd nøjes dog med en generel bestemmelse om, at gravstederne skal indordnes under lokal tradition og ikke virke skæmmende for kirke og kirkegård. Det er efter de sidstnævnte bestemmelser de fleste stridigheder opstår mellem menighedsråd og gravstedsejere.

Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmers standardvedtægter for gravsteder er under revision. Men der forventes ikke ændringer i menighedsrådenes lokale selvstemmelsesret.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk