GUIDE TIL GUDSTJENESTEN: Kirken og billedkunsten har det med hinanden som adskillige gamle ægtepar: De kan ikke rigtig holde hinanden ud, men de kan heller ikke undvære hinanden. Skønt ingen europæisk institution har aftaget så store og ofte så fremragende mængder af billedkunst som den kristne kirke, har den hele tiden måttet gennemføre en vanskelig balancegang i forhold til disse mange billeder. På den ene side havde kirkerne stærkt behov for billedkunsten, både som udsmykning og som forkyndelse/belæring, på den anden side løb den til stadighed den risiko, at de tilbedende forvekslede det synlige billede med den usynlige Gud, der egentlig havde krav på tilbedelse.
Kirken har derfor gennem hele sin lange levetid måttet fastholde, at kristne billeder er højst utilstrækkelige, men alligevel uundværlige afbildninger af det, der til syvende og sidst er alt for stort og overmægtigt til overhovedet at kunne afbildes. Dette har medført, at Europas største kunstnere har tilført deres billeder en uovertruffen storhed, der sprænger alle menneskelige mål, som f.eks. Michelangelos udsmykning af Det Sixtinske Kapel i Vatikanet eller Matthias Grünewalds Isenheimeralter. På den anden side er netop denne sublime kunst kendetegnet ved en bevægende ydmyghed over for den overmenneskelige opgave: at afbilde det guddommelige i al dets ophøjethed. Kirken har med rette kunnet fastholde, at dens forkyndelse var større end selv den største kunstneriske præstation, og så længe kirkeinstitutionen var normsættende i Europas historie, var det den, der fastlagde rammerne, og kunstnerne, der udfyldte dem.
Som bekendt er det længe siden, det forholdt sig sådan. Kunsten er forlængst blevet herre i eget hus, og ofte kan man spørge sig, om den ikke også er blevet herre i kirkens hus. Da Carl-Henning Petersen efter en heftig debat udsmykkede alterpartiet i Ribe Domkirke, lod han sig ikke foreskrive noget som helst af de meget svage kirkemyndigheder, ja, disse fandt det i mange tilfælde vigtigere at argumentere til fordel for kunstskabelsens frihed end til fordel for kirkerummets særlige karakter og dets sakrale opgaver. Den årelange debat, som fulgte efter denne (som nærværende skribent synes) udsmykningsskandale, har på mange interessante måder belyst det besværede samliv mellem en meget selvbevidst kunstnerstand og en ganske selvplagerisk kirkelighed. Lisbeth Smedegaard Andersens fremragende bog »Mytens forladte huse, Dansk kirkekunst efter 1945«, dokumenterer klogt og omfattende denne debat, som er god at få forstand af.
Findes der overhovedet noget, som hedder kirkekunst? Eller er kirkekunst bare kunst, der er bragt ind i en kirke? En række debatindlæg fra de senere år argumenterer for, at kunst bliver kirkekunst bare ved at bæres ind i en kirke. Parodisk sagt: Stil dig i kirkedøren med et maleri: Hold det med den ene arm ind i kirken - så er det kirkekunst, ræk det med den anden arm uden for - så er det bare almindelig kunst.
Hvordan undgår man, at kirkerne forvandles til smukke og særprægede museer for enhver slags kunst? Er den lutherske teologi ikke for uudviklet på dette punkt? Er det virkelig tilfredsstillende at påstå, at kirkerummet kun er helligt, mens der holdes gudstjeneste i det? Og selv hvis dét passer, er det så nok at sige, at derfor kan ethvert billede, der forefindes i kirken blive helligt, så længe gudstjenesten varer. F.eks. mener jeg, at end ikke den vidunderligste gudstjeneste kan gøre de to Richard Mortensen-malerier i Holmens Kirke til kirkekunst. De ser skrækkelige ud på det sted året rundt.
Et kirkerum er et funktionsrum, sådan som et køkken, et badeværelse eller et værksted er det. Det er indrettet efter sine sakrale opgaver med alter, prædikestol, døbefont osv. Det er (oftest) vendt imod øst, det afbilder et sted, hvor der er åbent mellem himmel og jord, det forkynder om død og opstandelse, om sønderknusthed og tilgivelse, om synd og kærlighed. Det er indrettet til at samle menneskers ellers adspredte og forstyrrede opmærksomhed i et brændpunkt imod det helligste. Det er skabt (eller burde være det) for at vække anelser om det guddommelige og dets vilje til at deltage i det menneskelige liv. Og så er det indrettet i forhold til den omhyggeligt leddelte liturgi, der udgør en gudstjenestes forløb.
Alle disse egenskaber ved kirkens symbolske værksted burde være normsættende for arbejdet med at udsmykke moderne kirker eller med at placere moderne kunst i ældre kirker. Dermed er ikke sagt, at der findes nogen simpel opskrift endsige forskrift. Det er ikke givet, at et sødladent Jesusbillede i 1800-tals stil er frommere end f.eks. et Robert Jacobsen-krucifiks eller en Peter Brandes-udsmykning. Men det er givet, at der findes billeder, som føjer sig ind i kirkerummet, og andre, der ikke eller kun dårligt gør det. Carl-Henning Petersens gør det f.eks. på en pauver måde, fordi de ikke vil vide af, at en kirke er et særligt rum.
At stille krav til de billeder, der gives adgang til vores kirker, har ikke noget at gøre med pietistisk inkvisition over for kunstnerens tro. Tro er jo ikke bare - som Kierkegaard og tidehvervs dogmatikere mener det - en ganske usynlig og uaflæselig lodret dimension mellem hiin enkelte og Gud. Troen har sine billeder, sine erfaringer, sine ritualer og liturgier. Den lider voldsomt under at blive så forladt af sine billeder, som det er sket i den moderne billedstorm. Denne forkrøbling af kristendommens billeder har dele af den abstrakte kunst såvel som de radikalt afmytologiserende teologer været lige gode om at forvolde.
Det er en påtrængende og slet ikke afsluttet opgave for nutidens kirke og de kunstnere, den giver sine mange opgaver til, at finde de billedudtryk, der - på moderne betingelser - skaber bevægende og præcise udtryk for et nutidigt kristent trosliv. Angsten for det dogmatiske og formynderiske bør ikke resultere i, at man med en altforstående og benovet kunstnertilbedelse giver ethvert kreativt geni adgang til at udsmykke kirken. Kristendommen har som alle andre universelle livsforståelser sin store præcision og sin strenge kærlighed til menneskene.
Billeder bliver stående og hængende i kirkerummet, også når kirkemusikken er klinget væk og salmebøgerne lukket. Derfor er det om muligt endnu vigtigere, at de udsmykninger, der måske skal opholde sig i rummet igennem århundreder, på central og moderne måde rammer den kristne symbolik, der binder jords og himmels hjertebånd.
Tag en dyb indånding - og begynd!
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
Lektor
Tema
Spørg om gudstjenesten
Skulle De have spørgsmål om gudstjenestens form og indhold, er De velkommen til at sende dem til Kristeligt Dagblad, Rosengården 14, 1174 København K, og mærke kuverten »Spørg om gudstjenesten« eller som e-post til livogsjael@kristeligt-dagblad.dk. Redaktionen garanterer ikke, at alle får svar.