Hvad er fælles for følgende tre episoder?
I sensommeren 1945 gik en af mine venner i biografen en eftermiddag. En time senere var filmen slut, og hans liv var blevet ændret. Han havde set klip fra de tyske kz-lejre.
Under Vietnamkrigen viste tv en dag, hvordan en vietnamesisk officer førte en fange med sig på gaden. Pludselig standsede han op, trak sin pistol og likviderede fangen for åben skærm.
David Lynch viser i begyndelsen af sin film »Vilde hjerter« (»Wild at Heart«) en trappe, hvorad aktørerne vand-rer ned. Før publikum har fået paraderne op, kaster filmens helt sig over en mand og myrder ham brutalt med de bare næver.
Det fælles for de tre scener er, at de viser vold og gør vold på seerne, det ene med det andet, vold som fuldbyrdet visuel voldtægt. Mit spørgsmål er nu, om man kan skelne mellem legitim vold på film og illegitim voldsdyrkelse? Og mit svar falder i tre tempi.
1. Man må gør sig klart, at vold på film vises på en anden måde i dag end førhen.
Før: Vold fandt sted i løbet af en historie, ofte sådan at voldsmanden til sidst måtte bøde med sit eget liv. Retfærdigheden skulle ske fyldest. Man kunne klart skelne ondskab fra godhed, illegitim vold fra legitim vold.
Nu: Ofte viser film vold, uden at den hører hjemme i en historie. Der sker ofte ikke meget andet, end at aktørerne tamper løs på hinanden i én uendelighed. Lidt præcisere sagt fungerer vold gerne som en grundstemning i filmen. Det er det ene. Og ofte leger instruktøren med vold gennem filmcitater, klicheer fra voldsgenren. Det er det andet. Grænsen mellem ondt og godt, vold og ikke-vold er bevidst gjort flydende. Jeg tænker her på mere mondæne, stilbevidste instruktører som Lynch, Tarantino og Stone.
2. Man kan i bibelsk regi mobilisere to regler for brug af vold i en fortælling, hvor volden for det meste har sin faste plads som andet led i fortælleskemaet skabelse - syndefald -forløsning, et skema, som genkendes i mange fortællende film med begyndelse (en vilje til handling), midte (konflikt) og slutning (forandring).
Den første regel er let at formulere: Vold gør blind!
Dette vises i 1. Mosebog, kap. 3 om syndefaldet, som er en syndshistorie. Adam og Evas øjne åbnes, da de overtræder forbudet og spiser af frugten, som er en ren øjenlyst. Efter faldet ser de forskellen mellem godt og ondt. Men tragisk nok behersker de ikke denne forskel, så de onde øjne tager magten fra dem. Straffen herfor er et reduceret blik: mandens arbejde ses som et slid, ikke som en udfordring; kvindens fødsel ses som en smerte, ikke som et under; kvindens begær ses som en vej til underkastelse under manden, ikke som et mysterium. Kort sagt gør syndefaldet, der sker med vold og magt, Adam og Eva mere og mere blinde. Fortsættelse følger i Prædikenernes Bog, hvor alt er tomhed. Her ser det voldelige blik ikke forskel, men lutter forskelsløshed, for alt er tomhed.
At volden slår sig på synet og gør blind er en æstetisk sag. Det græske ord for æstetik, aistesis, betyder egentlig sansning. Det paradoksale er da, at hvis man sanser vold, ender man med at blive sanseløs. Hvis man som kikker - eller voyeur - ser på vold, ender man med intet at se, for vold gør alt til intet, og dermed svækker vold synet. Sådan set lyver vold om virkeligheden ved at lyve sig selv væk. Vold ophæver volden.
Jeg kan således formulere den første regel lidt skarpere end før: Vold gør blind for vold!
Den anden bibelske regel for brug af vold i fortælling lyder: Vold skal ses under protest!
Det vigtige er, at man lægger afstand til volden, samtidig med at man fortæller om den. Afstanden gør, at man kan se, hvad der sker, i stedet for at lyve virkeligheden væk. Volden ses i det rette perspektiv som en parasit, der æder sig ind på livet, for vold lever af ikke-vold. Om vold kan man fortælle legitimt, hvis fortællingen i det mindste rummer håb om voldens fallit.
Det vrimler med eksempler på denne synsregel i bibelske fortællinger. Ingen forherliger vold, men protesterer derimod ofte heftigt som Job på askedyngen og Israel i babylonisk fangenskab eller som de mange ofre for vold i Dommerbogen, der kan læses som en veritabel lærebog i vold. Der lægges afstand til vold. Og højdepunktet af vold, drabet på Jesus, ses alene i visionen af den opstandne eller den tomme grav. Paulus sekunderer med sin sejrshymne: Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? - Vold, hvor er din intethed?
3. Med de to bibelske regler i baghånden kan jeg nu efterprøve, om voldsfilm bruger vold på legitim vis. Fælles for de to kriterier - vold gør blind for vold, og vold skal ses under protest - er som sagt, at de begge kræver, at man skal lægge afstand til den vold, der vises. Hvis man ikke lægger afstand til den fremviste vold, må den karakteriseres som illegitim.
Jeg skal gøre dette lidt tydeligere ved at skelne mellem en æstetisk og en etisk kritik af voldsfilm.
Det uæstetiske ved voldsfilm går på, at de gør én blind, så man ikke mere sanser virkelighedens verden. Filmen bevirker blindhed, hvis seeren ikke gennem formen får en chance for at tage afstand til volden, den illegitime vold, som voldtager. Voldsfilmen reproducerer sin egen vold i publikum, som dermed i praksis bifalder volden.
Det uetiske ved voldsfilm ligger klart i forlængelse af det uæstetiske. Ja, man kan sige, at æstetik og etik er to sider af samme sag. Sagen er jo, at den illegitime vold ikke nøjes med at gøre os blinde, den får os også til at lyve om virkeligheden, når vi ikke mere kan se og stemple vold som vold.
Æstetik har normalt som opgave at sætte én i stand til at se mere, mens etik hjælper én til at tale sandt om virkeligheden. Æstetisk blindhed og etisk løgn er derimod resultatet af voldsfilm, som afstandsløst og uendeligt gentager sine monotone voldsscenarier.
Når David Lynch, Tarantino, Stone og andre filminstruktører fremviser vold (hvilket er legitimt), overskrider de så ikke en æstetisk og etisk grænse ved samtidig at dyrke en afstandsløs vold, der gør vold på publikum (hvilket er illegitimt)? Jeg tror det.
På baggrund af dette korte ræsonnement, som jeg i begyndelsen af november 2002 fremlagde ved en kirkelig konference om film i Oslo, må man tage Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjeragers protest alvorligt, dengang han vendte sig mod brug af voldsfilm i skolens undervisning.
Naturligvis må man kende til voldsfilm, hvis man æstetisk og etisk vil afsløre deres destruktivitet. Det særlige ved de illegitime voldsfilm er imidlertid, at de virker ved at gøre vold på sindet. Førhen overlod filmen det gerne til ens egen fantasi at gøre det beskidte arbejde, nu om dage sker det ved en ulidelig rå udpensling af volden, som i sin monotoni ikke kan andet end gøre seeren fantasiløs. (Har de unges megaforbrug af voldsfilm allerede læderet deres medmenneskelige fantasi?).
Har man fundet den æstetiske og etiske grænse mellem legitim og illegitim vold i film, hvor går så grænsen mellem legitim og illegitim pædagogik i omgangen med voldsfilm? Dette problem står fortsat helt uløst.
Svend Bjerg er dr.theol.