Jesu dåb og Matthæus' forbehold

Måske døbte Jesus selv, men først efter hans død får vi den kristne dåb - som noget helt nyt, siger professor i religionsvidenskab Per Bilde

Det sted hvor Jesus siges at have døbt sig selv.
Det sted hvor Jesus siges at have døbt sig selv. . Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

Beretningen om Jesu dåb, som vi hører om i Matthæusevangeliet, går igen hos Markus og Lukas, men der er noget særligt ved Matthæus' udgave. Som den eneste af de tre evangelister refererer han Johannes Døberen, der i denne version ikke kan tilbageholde sin forbavselse: "Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?"

"Det er, som om Johannes hos Matthæus vil prøve at forhindre Jesus i at blive døbt, og dét motiv er interessant. Det viser nemlig, at Matthæus tænker over tingene og egentlig er lidt ked af historien om Jesu dåb. For hvorfor skal Jesus, som er undfanget af Gud selv, døbes? Johannes-dåben var en ydre renselse, der tjente som symbol på en indre omvendelse og renselse, og det passer ikke rigtigt på Jesus. Han trænger jo ikke til at blive renset for synd!"

Beretningen om dåben

Alligevel kommer dåbsberetningen også med - omend her med forbehold - hos Matthæus, og netop dette understreger for Per Bilde, professor i religionsvidenskab, beretningens historiske autencitet.

"Traditionen er så stærk, at Matthæus ikke rigtig kan komme uden om den, og derfor tror jeg på, at det er en historisk kendsgerning, at Jesus blev døbt af Johannes. Netop fordi det irriterer Matthæus-evangelisten, men at han altså bliver nødt til at fortælle om det alligevel, fordi evangelierne jo er traditionslitteratur. De er ikke bare fri opfindelse af evangelieforfatterne. Evangelisterne er redaktører, som på hver sin måde forsøger at få en helhed ud af det overleverede mundtlige og skriftlige materiale og her selvfølgelig sætter deres præg på det - som i dette tilfælde Matthæus, der altså lige må gøre læseren opmærksom på, at egentlig så behøvede Jesus ikke at blive døbt."

Til gengæld lægges vægten hos Matthæus - som hos Markus og Lukas - på det, der sker umiddelbart efter, hvor himlene åbner sig, Guds ånd daler ned som en due, og de guddommelige ord lyder: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag."

"Der er ingen tvivl om, at dåbshistorien, såvel hos Matthæus som hos Markus og Lukas, er et hovedpunkt i indledningen til beretningen om Jesus. De gør her rede for, at den Jesus, de fortæller om i det følgende, er udrustet med en ganske særlig autoritet, nemlig Guds ånd, og er udvalgt af Gud selv og sendt af ham. Det, der sætter Jesus-historien igang, er denne himmelske anerkendelse, denne himmelske legitimation af Jesus."

"En religion bliver til"

Per Bilde, som i 2001 udgav den første danske samlede fremstilling af kristendommens opståen, "En religion bliver til" - om dens forvandling fra Jesus-bevægelse til verdensreligion, tolker Jesu dåb som et tegn på, at Jesus slutter sig til Johannes og i en kort periode har været discipel af Johannes Døberen, indtil han begynder for sig selv.

"Johannes Døberen har vi bevidnet ikke alene i evangelierne, men også hos den jødiske historiker Josefus. Døberen hører til de såkaldt eskatologiske profeter. Hans budskab er enkelt: Omvend jer, for Himmeriget - Guds rige - er nær, og så døber han folk med dåb til deres synders forladelse."

"Tankegangen er her, at da Guds kongerige er nær - det vil sige den store fornyelse og genoprettelse for det jødiske folk - så kræver det, at folket omvender sig fra sin synd, begynder et nyt, retfærdigt liv og opfylder Moselovens bud. Dåbshandlingen kan så tolkes som et ydre tegn på, at man har skiftet sind. Omvendelse er jo, at man skifter sind og levemåde."

"At Jesus lader sig døbe af Johannes viser, at han accepterer Johannes' forkyndelse, og det karakteristiske er jo, at Jesus sådan set fører den samme forkyndelse frem, som Johannes gør. Det, Matthæus skriver om Johannes Døberen, når han refererer hans forkyndelse, gentager Jesus ord til andet i kapitel 4: "Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!""

Døbte Jesus selv?

Om Jesus døbte selv, er de lærde uenige. Måske. Johannes Døberens bemærkning kunne tyde på det. I Johannesevangeliet fortælles om - som det eneste sted i Ny Testamente - at Jesus døber, og at dette opfattes af Johannes Døberens disciple nærmest som utidig konkurrence.

"Der er i hvert fald tegn på, at Jesus har fortsat Johannes Døberens omvendelsesdåb, men det er ikke en dåb til Jesu navn."

Denne kristne dåb hører vi først om efter Jesu død. Hos Paulus og i Apostlenes Gerninger.

"Som med Johannes Døberens dåb kræver også dén omvendelse, men samtidig får vi her det helt nye element ind, at mennesker døbes til Jesu navn. De døbes til at høre Jesus til, til at tilhøre hans gruppe og menighedsdannelse. Det er en tankegang, som blev, og stadig er, en afgørende del af kristendommen, som når det siges, at i dåben podes det lille barn ind på Jesu legeme, som er kirken eller menigheden."

Dåben til Jesu navn

Selv om de apostolske fædre og kirkefædrene siden udvikler den kristne kirkes dåbsteologi, er hovedelementerne på plads allerede i den allertidligste ur-kristendom, siger Per Bilde.

"Det hænger jo sammen med guddommeliggørelsen af Jesus, som slår igennem i løbet af forbløffende kort tid. Den er en kendsgerning formentlig kun fem-ti år efter hans død, og dåben til Jesu navn er dermed kommet på et eller andet tidspunkt mellem Jesu død og Paulus' omvendelse. Jesus dør i år 30, og Paulus' omvendelse finder sted i 35-40. Der sker frygtelig meget disse første 10 år."

Paulus skriver i 1. Korinterbrev, at han ikke selv har døbt mange, men der er ingen tvivl om, at apostlen forudsætter, at den kreds af Jesus-troende, han henvender sig til, er blevet døbt med den kristne dåb, fastslår Bilde.

"Johannes Døberen døbte med henblik på adgang til det kommende, forestående Guds rige, men med den kristne dåb bliver det nu Jesu navn og person, der i en eller anden forstand kommer til at stå ved siden af Guds rige, fordi det gudsrige, man ser hen til vil bryde frem, lader vente på sig. I stedet bliver dåben til Jesus så et trin på vejen til gudsriget: Vi får den nye menighed, den nye pagts folk, som jo selvfølgelig - i og med, at man er kommet med i Jesus-samfundet og Jesus-grupperingen - også har opfattet dette som en eller anden form for garanti for, at de ville komme med i Guds rige."

Dåbens betydning

Paulus udvikler allerede i Romerbrevet kapitel 6 sin teologi over dåbens betydning - at "den gamle Adam", det syndige menneske, i dåben dør og begraves med Jesus, og at det nye, syndfrie menneske skal opstå med Kristus.

"Sammen med missionsbefalingen i Matthæusevangeliets kapitel 28 udgør Paulus' tekst i Romerbrevet grundlaget for al senere kristen dåbsteologi," understreger Bilde.

I missionsbefalingen lyder ordene: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn."

"Her tydeliggøres det, at Jesus som guddom aldrig står alene, men det understreges også i de tidlige tekster. Der er her altid en relation, enten til Guds rige, til Guds lov eller Guds kommende dom - eller, som her med evangelieteksten om Jesu dåb, hvor vi hører om Guds røst fra himlen, og at der daler en due ned, Guds ånd i synlig skikkelse. Allerede i dåbshistorien har vi Gud Fader, Helligånden og Sønnen. Jesus står aldrig alene. Han er aldrig den eneste guddom, selv om han bliver guddommeliggjort."