Det er svært at sige sig fri for at mistænke virkelighedens Woody Allen for at ligne den neurotiske type, han altid spiller på film. Nervøst snakkende om alskens ulykker og beklagelser. Rollen som filminstruktør Val Waxman i premiereaktuelle »Hollywood Ending« passer da også fint ind i striben af ekstreme personligheder, som Woody Allen regner for at være egnet til at grine ad.
Apropos hovedrollen i den nye film må vi lige vide, om Woody Allen er hypokonder i virkeligheden? Undertegnede har ventet mindst 20 år for at høre svaret på netop det spørgsmål fra hestens egen mund.
- Jeg er ikke hypokonder - altså en, der forestiller sig, at han er syg, men jeg har til gengæld tendens til at gå i panik. Jeg vil kalde mig for alarmist. Hvis jeg vågner med en brækket negl eller får en bums et eller andet sted, så tror jeg straks, at det er nødvendigt at få taget røntgenbilleder eller blive scannet. Men det er ikke det samme som at være hypokonder, siger Woody Allen, der dog finder hypokondere meget underholdende.
- Når jeg vælger at lave mange film om hypokondere og andre neurotikere, så er det, fordi de er morsomme. Ekstreme mennesker er sjove - hele tiden. Hvis jeg som filminstruktør i den virkelige verden var som en af mine filmpersoner, ville jeg imidlertid kun holde et år eller to i branchen.
Som et urværk har Woody Allen serveret en ny komedie hvert år gennem godt tre årtier. Som han sidder der i en dyr hotelsuite i Cannes, kunne han da også ligeså godt være urmager eller bogholder. Han tager et glas, der allerede er drukket af, og virker ikke den mindste smule neurotisk eller krukket.
- Succes ændrer ikke folk, men den lader folk vise deres sande jeg. Jeg kommer fra den lavere middelklasse og har ikke følt trang til at være andre end den, jeg altid har været. Altså, hvis du er ubehagelig til at begynde med, så giver berømmelse og magt anledning til at vise det. Jeg er lige så mystificeret af store dele af min succes som alle andre, siger han og fortsætter:
- Hør her, jeg forstår stadig ikke en pind. Her i Cannes bliver jeg sat i sammenhæng med Bergman, Fellini og Kurosawa. Tro mig, jeg betragter ikke mig selv som hørende hjemme i det selskab. Hvorfor mig - jeg ved det ikke. Jeg har haft en heldig karriere og altid fået mere ros end fortjent. Fra min første film fik jeg retten til final cut, og alle de filmselskaber, jeg har arbejdet med, har været flinke imod mig. Ingen har blandet sig i manuskripter eller skuespilvalg eller i, at jeg har indspillet mine film i min hjemby New York og så videre, siger Allen.
Premierefilmen er en kærlig hilsen til 1930'ernes og 1940'ernes screwball-komedier med en filminstruktør i midten af begivenhederne. Allen er en aldrende filminstruktør på retur, som må leve af at instruere reklamer. Da han endelig får en ny spillefilm at sætte tænderne i, bliver han blind på grund af stress og må bluffe sig vej gennem optagelserne.
Woody Allens værste frygt ved selv at blive gammel som filminstruktør er, at han vil instruere dårlige film - og ikke være i stand til at skelne dem fra de gode.
- Det har jeg kunnet indtil videre. Jeg vil helst ikke blive til en af de filminstruktører, der er overbevist om, at alt, hvad de laver er godt - og tro mig, jeg kender nogle af dem. Instruktører, som inviterer dig til at se deres film, og de sidder sammen med dig, og du aner ikke, hvad du skal sige bagefter. Uha.
Læs anmeldelsen her på siden og find ud af, om Allen har undgået sin værste frygt.