Pres på levende organdonorer

Manglen på organer får flere familiemedlemmer til at donere nyrer. Også levere transplanteres fra levende

Lange ventelister på at få et organ fra en hjernedød får flere alvorligt syge mennesker til at bede familiemedlemmer om at give dem et organ.

- For yngre nyrepatienter ligger det lige for at få en nyre fra et familiemedlem. Det bliver hurtigt aktuelt, og næsten før de kommer på venteliste til et organ, er det et spørgsmål, der bliver drøftet i familien, siger Stig Hedegaard Kristensen, formand for Nyreforeningen.

I Danmark begyndte man at transplantere nyrer fra levende donorer for snart 40 år siden, og i dag er omkring hver fjerde nyretransplantation fra en levende donor, der giver sin ene nyre væk, typisk til et barn, en ægtefælle eller en søskende.

Ifølge Stig Hedegaard Kristensen er det relativt uproblematisk at undvære en nyre, og bedre teknik og medicin gør transplantationerne mindre komplicerede. Ingen er døde i Danmark af at donere en nyre, men i to eller tre tilfælde er der opstået skader ved indgrebet.

Også levere er der mangel på, og ved halvdelen af alle levertransplantationer på børn i Danmark kommer leveren fra deres forældre, som godt kan undvære et stykke af det store organ.

I USA, Tyskland, Frankrig og Storbritannien er man også begyndt at transplantere levere mellem voksne, således at en ægtefælle for eksempel får fjernet halvdelen af sin lever, som transplanteres ind i en syg ægtemand eller hustru. Selve operationen er ikke risikofri, og for nylig døde en mand, da han var i færd med at få fjernet noget af sin lever, som skulle redde hans syge bror.

- Det er noget, man efterhånden gør de fleste steder i verden vel vidende, at der er en risiko for, at donoren dør. Men mange leversyge dør, mens de venter på et nyt organ, og hvis man har 10 eller 20 procents risiko for at dø, mens man venter, kan jeg godt forstå den ægtefælle, der vil løbe en halv procents risiko for selv at miste livet ved at give noget af sin lever væk, siger overlæge Allan Rasmussen, der udfører levertransplantationer på Rigshospitalet.

Et spørgsmål om tid

Endnu har man ikke i Danmark transplanteret levere mellem voksne, men Allan Rasmussen mener, det kun er et spørgsmål om tid før, en patient afkræver hospitalet muligheden for at få noget af en lever fra et nært familiemedlem.

- Vi har selvfølgelig vetoret, og ingen skal give en lever under pres. Men alle os, der har børn, kan godt forstå, at forældre vil give noget af deres lever til deres syge barn, og jeg kan også godt forstå den ægtefælle, der gerne vil gøre det for sin mand eller kone, siger Allan Rasmussen.

I Leverforeningen mener formand Evald B. Nielsen, at man skal gå varsomt frem.

- Min etiske grænse går personligt ved levertransplantationer fra forældre til børn. Men jeg kan ikke udelukke, at teknikken med tiden bliver så god, at man kan gå et skridt videre, siger Evald B. Nielsen, der advarer mod »østeuropæiske tilstande«, hvor organer bliver salgsvarer.

- Vi har fået en henvendelse fra en russer, som ville sælge os både sin lever og nyre. Det er forfærdeligt, at man kan komme så langt ud, siger Evald B. Nielsen.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk