ALBANIEN HAR en mere åben offentlig forvaltning end Danmark. I hvert fald på papiret. For i grundloven i balkanlandet står det indskrevet, at befolkningen har ret til indsigt, og det er mere, end man kan sige om tilstandene her i kongeriget, anfører professor i statskundskab Tim Knudsen, som om et par dage udgiver bogen »Offentlighed i det offentlige«.
Bogen, der er en del af forskningsprojektet »Magtudredningen«, som skal analysere det danske folkestyres situation ved overgangen til det 21. århundrede, rummer et opgør med den udbredte forestilling om, at Danmark er et åbent land, hvor myndighederne er særligt gode til at give borgerne informationer om problemstillinger og sager, der er af betydning for deres liv og tilværelse. Det er langt fra tilfældet, viser hans undersøgelse, der også viser, at Danmark klart er det mest lukkede land forvaltningsmæssigt i Norden. Selv den ellers så forkætrede EU-administration er længere fremme end den danske. Derfor er det også yderst positivt, at justitsministeren for et års tid siden nedsatte en offentlighedskommission, som forbereder en revision af offentlighedsloven, der skal gøre de danske regler mere åbne og tidssvarende.
Ord alene gør det ikke, hvilket forvaltningspraksis i Albanien uden tvivl kan bekræfte, for her er offentlighedsloven kun indarbejdet i forfatningen, fordi landet, der indtil for få år siden var det mest lukkede og diktatoriske i verden, har fået at vide, at det er godt at gøre. Nogen tradition er der ikke tale om. Det er der til gengæld i Danmark, hvor demokrati og den tilhørende lovgivning har flere århundreder på bagen, men offentlighedsloven er ikke indskrevet i den danske grundlov. Den danske tradition går i højere grad på at beskytte det enkelte individ fra andres snagen end på at give fællesskabet mulighed for at få den nødvendige indsigt i magtstrukturer og beslutningsprocesser.
Og de senere år er det faktisk blevet værre. Hvor de fleste andre lande forsøger at leve op til kravene om mere åbenhed, er der her i landet sket en forringelse. Der er skabt et stigende antal undtagelser, der begrænser både borgernes og mediernes adgang til at få indsigt i de beslutninger, som træffes af myndigheder, halvoffentlige virksomheder og statsmagt. Det er derfor meningsfuldt at rejse krav om, at den offentlige forvaltning opererer med åbne postlister over ind- og udgående post og lever op til kravene om aktindsigt samt rydder ud i undtagelserne for aktindsigt, som blandt andet gælder for offentlige selskaber, der omdannes til statslige aktieselskaber.
Selv om man naturligvis skal indlede med at gribe i egen barm og overveje, om den danske presse også lever op til opgaven som fjerde statsmagt, eller om den er blevet for følgagtig i sin behandling af magtstrukturerne i Danmark, så er der stigende eksempler på, at der lægges forhindringer ud, når der ansøges om aktindsigt. For eksempel beskrev B.T. i weekenden, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og andre topministre overskrider de lovfæstede regler om, hvornår man skal svare på en henvendelse om aktindsigt.
Det må som et minimum kræves, at offentlighedskommissionen får lukket disse huller og strammet op på tidsfrister for aktindsigt, når den kommer med sit lovforslag. Men en tanke værd er det også, at stadig flere fortrolige oplysninger i dag behandles af private insititutioner, som ikke er underlagt nogen lovgivning om åbenhed eller aktindsigt.
weis