Tættere på elektronisk billet

I går blev aktieselskabet Rejsekort A/S stiftet. Ideen er, at der skal etableres et landsdækkende rejsekort, systemet kommer dog først i gang i løbet af 2006

Det elektroniske rejsekort kom i går et stort skridt videre, da syv offentlige trafikselskaber stiftede aktieselskabet Rejsekort A/S.

Selskabets første opgave bliver at finde mulige leverandører til det elektroniske billetsystem baseret på et chipkort, som med tiden ventes at dække hele Danmark.

Planen er, at rejsekortet skal afløse de meget uens billetsystemer i de amtslige trafikselskaber, så rejsende kan benytte samme kort til DSB, amtslige busser, metro og lokalbaner over hele landet.

Ensartede rejseregler

Bag selskabet står DSB, HUR, Ørestadsselskabet, Storstrøms Trafikselskab, STS, Vestsjællands Trafikselskab, VT, Vejle Amts Trafikselskab, VAT og Nordjyllands Trafikkselskab, NT.

De stærkt varierende billetpriser i den kollektive trafik bliver der dog ikke nødvendigvis ændret på med elektronisk billet.

- Det er et politisk spørgsmål for de enkelte takstmyndigheder og ikke en opgave for Rejsekort A/S.

Til gengæld vil rejsereglerne blive harmoniseret, siger fungerende administrerende direktør i Rejsekort A/S, Hans Holmgren.

Ensartede rejseregler betyder, at der bliver der gjort op med mange spøjse forskelle som for eksempel, at man i HUR blot skal være stået på bus eller tog inden billettens gyldighedstid udløber, mens man i Århus Amt skal have afsluttet rejsen, inden gyldigheden udløber.

Trafikdirektør Johannes Sloth, HUR, er udpeget til formand for bestyrelsen for Rejsekort A/S.

Rejsekortet får premiere i hovedstadsområdet en gang i løbet af 2006 og bredes derefter ud til resten af Sjælland og videre vestpå, hvis amterne vil være med.

Leverandøren af det nye system ventes valgt i begyndelsen af 2005, oplyser HUR.

/ritzau/