Bitter strid om monument med De Ti Bud

Myndighederne fjernede i går et ulovligt monument med De Ti Bud fra en retsbygning i USA

Myndighederne fjernede i går det omstridte monument.
Myndighederne fjernede i går det omstridte monument.

I den sidste uges tid har hverdagen i den amerikanske by Montgomery i Alabama ikke lignet sig selv. Demonstranter er strømmet til pladsen foran byens retsbygning, hvor flere tv-hold har slået lejr med deres sendevogne. Retsbygningen er også blevet forskanset med en række metalplader. Årsagen til postyret er et granitmonument på 2,4 ton med De Ti Bud indgraveret, som står i retsbygningens forhal og har givet anledning til en lang række konflikter.

Myndighederne har længe bebudet, at monumentet ville blive fjernet, og det hed sig, at det ville ske i morgen. Men til stor overraskelse for de fleste skete det faktisk i går eftermiddag dansk tid.

Manden bag det spektakulære monument er blevet suspenderet.

Sagen begyndte i 2000, da Roy Moore, som er en meget religiøst engageret mand, blev valgt til posten som retspræsident i Alabama. Han profilerede sig især på et valgløfte om, at han ville rejse et monument for De Ti Bud i retsbygningen. Og en sommernat i 2001 rullede han det massive monument ind i retsbygningens forhal, men uden at spørge sine kolleger om lov først.

Monumentet blev hurtigt et trækplaster for kristne fundamentalister i den religiøse stat Alabama. De ankom i busser for at se monumentet, og mange knælede og bad foran det.

Men i efteråret 2002 anlagde tre borgerrettighedsorganisationer en retssag ved den føderale distriktsdomstol. De krævede monumentet fjernet med henvisning til, at det forbrød sig mod den adskillelse af stat og kirke, der er nedskrevet i den amerikanske konstitution. Under retssagen forsvarede Roy Moore sig med, at han med monumentet ikke havde planer om at etablere en statsreligion. Snarere ville han signalere en anerkendelse af den rolle, som Gud har spillet i tilblivelsen af de amerikanske love.

Men domstolen afviste Moores argumenter og beordrede De Ti Bud fjernet. Det ville dommer Moore imidlertid ikke, så han appellerede sagen til den føderale appelret i Alabama. Appelretten stadfæstede den tidligere dom, USA's Højesteret afviste at stoppe sagen, og så var Roy Moore lige vidt.