Alderdommen har den særlige egenskab, at den drysser et florfint lag af glemsel over fortiden. Som årene går, efterlades dét, der engang var af afgørende betydning, på godt og ondt, som ligegyldige småsten på vejen. Efterhånden giver hukommelsen kun plads til det væsentlige - og ofte end ikke det.
Billedkunstneren Carl-Henning Pedersen har, trods sin høje alder og de skavanker, der følger med, været heldig at bevare glæden. Glæden over den kunst, han har satset et helt liv på. Realiseret på lærreder og i keramiske arbejder. Kunsten er for ham det væsentlige. Mens alt det tankegods, som ikke er besværet værd at bære rundt på, med årene er trukket ind under glemselens forsonende dække. Det kan man godt være bekendt, når man som denne lyse billeddigter kun er få uger fra de 90.
Jovist husker han svagt tiden dengang for 15 år siden, hvor hans udsmykning af Ribe Domkirke gjorde den gamle kirkes hvælvinger og alterparti til en slagmark for højtråbende meningsdannere. Han husker godt, der var en del opstandelse. Men de krasse ord har fortonet sig. Dengang pinte det ham, at den opgave, han var bestilt til, glad for at udføre og som på forhånd var godkendt hos alle instanser, fik den negative modtagelse hos mange af landets kloge hoveder. Men hvad betyder det nu? De højtråbende er faldet til ro, som det så ofte sker i den slags sager, og de kulørte »smølfer«, der dengang af mange blev kaldt »djævlerier«, svæver stadig uanfægtede af opmærksomheden på den hvide kalkhimmel højt deroppe under korets buer. I dag elsket og agtet af menigmand og menighed. En klækkelig del af vor kulturarv. Og i evighedens perspektiv, hvad betyder så al balladen?
Carl-Henning Pedersen, for hvem middelalderens kalkmalerier og deres figurverden altid har været en betydelig kilde til inspiration, tog ikke selv til orde, da bølgerne gik højest. Forsvaret overlod han til dem, der orkede. Det var ikke mange. Men tavshed betyder ikke nødvendigvis samtykke.
- Der var nogle, der talte om at fjerne hele udsmykningen og sætte den på museum, men sådan blev det ikke, og det er jeg glad for, jo jo, siger Carl-Henning Pedersen, der trods fjernhed i blikket bliver helt nærværende, når han forsikrer, at han har meget at glæde sig over i dag. Til glæden hører, at der ikke er en eneste af de opgaver, han har påtaget sig, han har fortrudt. Han siger det på en egen ordknap måde, men meningen er der ingen tvivl om.
- Jeg besluttede mig, da jeg var ung for at male. Det har jeg gjort siden og vil fortsætte, så længe jeg kan. Men nu er jeg begyndt at drosle lidt ned, selv om jeg da stadigvæk mener, jeg kan bruge penslen ... og gør det.
Bliver man som kunstner, selv med stor erfaring, aldrig usikker?
- Jo, det bliver man indimellem, man skal passe på overmodet, man må se på det, man har lavet og så bedømme det ud fra resultatet, men man skal være oprigtig over for sig selv, der må ikke gå rutine i det .
Hvad er det så, der har drevet ham som kunstner? Er det mon forfængelighed?
- Ja, hvad skal man svare ... hvad skal man svare? Nu er det jo ikke særligt klædeligt at være forfængelig, og mislykkes ens forehavende, så bliver man i hvert fald sat eftertrykkeligt på plads. Lad mig sige det sådan, at der er en vej, man kan gå og en vej, man ikke skal gå. Jeg håber at have fulgt den vej, som ikke har forført mig til forfængelighed, lyder ordene fra en mund, der gennem årene har leet meget, men som nu er faldet til hvile i alderens værdige alvor.
I et tidligere interview i Kristeligt Dagblad udtalte Carl-Henning Pedersen: »Dybest set er udødeligheden forfængelighedens lænke til livet«. Hvordan har han det med den udtalelse i dag 10 år efter?
- Sagde jeg virkelig det? Jamen, så mener jeg det vel også nu... vi drømmer vel alle om at blive husket, selv om ingen på forhånd kan være sikker på en plads i eftertidens hukommelse.
Hvad så med forgængeligheden, hvordan indvirker den på livet og kunsten, når man hedder Carl-Henning Pedersen?
- Ja, forgængeligheden er et livsvilkår, og det må man jo leve med. Jo ældre man bliver, jo mere skrøbelig bliver man, men man skyder den fra sig, døden, det bliver man nødt til, selv om den er en realitet. Men jeg tror ikke, at alderen har indvirkning på mine billeder, det er jo kunsten, det handler om, ikke hvor gammel man er. Men det er ikke ensbetydende med, at en kunstner altid selv kan se, hvis han begynder at male »falsk«. Derfor skal man aldrig være overmodig, lyder det endnu engang med klædelig og oprigtig ydmyghed.
Som ung kom Carl Henning Pedersen, efter en lys men fattig barndom hvor kunst ikke var et kendt begreb, på højskole, hvor han lærte at male. Her mødte han også sin første kone, Else Alfelt. Parret var gift i 40 lykkelige år. Karriere er et ord, som Carl-Henning Pedersen ikke finder passende. Forståeligt nok, når man som han, går til opgaven fyldt op af en hellig ild.
- Hellig ild er nok vel store ord, siger han, men måske er det i orden, hvis man stræber mod noget så umuligt, som at male hele verden og universet ind i et eneste billede - og det er jo det, jeg forsøger.
For Carl-Henning Pedersen blev hele kunsten et spørgsmål om fuglene, de små mænd og koner, mærkelige væsener, fabeldyr i et rum af stærke farver. Den ekspressive og fabulerende motivkreds tog han med sig fra Cobra-årene, hvor han sammen med andre europæiske kunstnere forsøgte springet ud i nye former.
- Fuglene repræsenterer friheden, ikke den vægtløse frihed, men den frihed, vi alle søger som mennesker, den frihed, som ligger et sted i rummet, siger Carl-Henning Pedersen, der aldrig har lagt skjul på, at han er ikke-troende.
Er han kommet tættere på Vorherre i dag?
- Nej, ikke tættere end dengang i Ribe, hvor flere mente, det var forkert at vælge en ikke-troende kunstner til opgaven. Men jeg nærmede mig kirkerummet med stor respekt, ligesom jeg kender Bibelens historier, men lige så lidt som dengang er jeg troende. Troen skal enhver afgøre med sig selv.