Pastorerne Ulla Salicath og Peter Nejsum (US og PN)) har med deres kronik i Kristeligt Dagblad den 23. august, i en lettere indigneret tone, gjort sig til talsmænd for den kirkelige ritualisering af registrerede partnerskaber.
Et af de interessante emner, de kommer omkring, er spørgsmålet om, hvem der har bemyndigelse til at (be)dømme, hvad der kan tilkomme Guds velsignelse i kirkens rum. Og de lader ikke spørgsmålet ubesvaret, for hvem kan nægte ligeværdige og døbte at modtage velsignelsen i kirken? Det er altså således at forstå, at pastorerne US og PN sidder inde med en vurderingsnøgle, som tilsyneladende gør dem i stand til det: ligeværdighed og dåb.
Nu går pastorerne, fremdeles med retorisk teknik og taktik, uden skyggen af det teologisk uredelige politiske pres, videre og opmaler så-ledes ekstrem-sce-nariet, hvor et velsignelsesrituals berettigelse understøttes af den almindelige kvalme, der fremkommer hos de fleste, når billedet af en mand og hans får, der skal vies, bruges som sammenligningsgrundlag.
Og for at komme hele vejen rundt i spredehaglsbygen nævnes også berøringsangsten. Denne stygge Bastian, denne slemme fornærmethed, denne - ja, tør jeg næsten sige det: angst for sex, som bor i hin enkelte, som bor i den, der af sammenspændt forknythed og moralisme er luthersk »indkroget i sig selv«; og nu skriges det fra tagene, som er hvisket i øret: Den slemme Bastian, berøringsangsten, bor i den, der er uenig med Salicath og Nejsum!
I de indledende ord i kronikken spørges der: »Hvem har bemyndigelse til at dømme et andet menneskes seksualitet og dermed at gøre sig til ejer af Guds velsignelse?« At der skulle være nogen som helst sammenhæng mellem de to dele af ovenstående sætning, går ganske enkelt hen over mit hoved. »At bedømme seksualitet« og »at eje Guds velsignelse« har i mit univers ikke mere med hinanden at gøre end antennekabler og gnuer. De - i enhver henseende - magiske ord er: ligeværd og dåb. Når dette er vurderingskriteriet, så er det åbenbart pludselig i orden at bedømme tingene. Det er jo rart at vide.
Nu vil jeg så påstå, at skulle der være nogen konsekvens i indlægget, så burde de ærede skrivere selv have afholdt sig fra at bedømme andre menneskers seksualitet. Men de laver stort set ikke andet. Bevares, undertegnede er jo bare en småtskåren, indkroget moralist, der oven i købet i skribenternes øjne har berøringsangst, men min trøst er, at det sjældent er umagen værd at spilde sin energi på den slags slyngbomber af anklager mod anonyme modstandere. Hvorfor den aldeles unuancerede kliché om berøringsangst og afvisning af et ritual altid kobles sammen, er mig en gåde.
En af konsekvenserne, om man overhovedet kan drage nogen af indlægget, er måske, at forfatterne gør sig til fortalere for bigami? For »ingen har ret til at dømme eller bedømme et andet menneskes seksualitet, så længe det foregår frivilligt og i gensidig accept«. Er det så utænkeligt, at tre eller fire personer skulle blive enige om at leve sammen? Det skete i 1970'erne, så situationen er vel principielt tænkelig? Skal kirken velsigne det, fordi det foregår i enighed, frit og i gensidig accept? Eller kan kirken forkaste det, fordi flertallet nok vil synes, det er enten forældet, ulækkert eller perverst? Skal kirken gå foran og insistere på, at når ting foregår frivilligt og i gensidig accept, så skal det velsignes? Eller er der alligevel et kriterium, der hedder, at der skal være tale om netop to personer? Og hvis der er denne standard (at der skal være tale om netop to personer) - hvor kommer den så fra?
For US og PN siger jo - ud over noget fornærmet vrøvl om, at konsekvensen af bogstavtro teologi må føre til en afvisning af seksualitet som sådan - at den bibelske skabelsesberetning ikke er anvendelig i denne kontekst. Min principielle anke er, at man ikke kan afvikle et system med udgangspunkt i en kritik, som ikke gøres gældende for det erstattende system. På godt dansk: Hvis det ikke længere passer, at det, at en mand og en kvinde lever sammen, er udtryk for Guds skaberordning, og der bare er tale om en historisk tilfældighed, hvorfor så gøre op med traditionen ved at gennemføre et ritual om endnu en historisk tilfældighed?
Hvis der ingen gudgiven ordning er, hvorfor så overhovedet søge velsignelsen til netop det registrerede partnerskab og ikke til computeren, haven eller tennisalbuen? Og igen: Hvor kommer netop det med »ligeværd, dåb, frihed og accept« overhovedet fra? Hvor kommer »to« fra? Fra det flotte begreb »historisk distance« måske?
I en kronik, der emmer af friskpoleret glorie, slår dog afslutningen hovedet på sømmet. Ja, undskyld mig endnu en gang, men jeg savner næsten ord for, hvad jeg mener om at konkludere en kronik, der blandt andet handler om ikke at dømme andre, med ordene: »Det synes, som om der handles ud fra moralske domme og bornerthed frem for teologisk redelighed og evangelisk sindelag. Er det en kirke, som har Kristus som Herre?«
Skal det forstås således, at de, som er imod velsignelsen af registrerede partnerskaber, er fornærmede moralister, der uredeligt argumenterer uevangelisk - ja, om hvilke man kan så tvivl om, hvorvidt de overhovedet har Kristus som Herre? Uanset hvordan jeg vender og drejer det, synes det mig stærk kost. Det er sandelig ikke så lidt af en dom, af nogle, som anfægter andres ret til at bedømme, og som efter eget udsagn er imod det at dømme. Og det minder mig om en passage, jeg engang har læst et eller andet sted, jeg kan bare ikke lige huske, hvor det er ...
Jakob Christensen,
Hedegårdsvej 52,
Svankjær
Bedsted, Thy