Bergman, tænker man prøvende. Og Blixen. Eller snarere Lewis Carroll, fordi hans sære bog om Alice i Eventyrland har præcis samme ærinde som Donna Tartts: Beretningen om barnets stadige erfaring af uhygge, absurde hændelser, grotesk adfærd og skræmmende falske talemåder, udleveret som det er til de voksnes ubegribelige verden.
Amerikaneren Donna Tartt udgav i 1992 romanen »Den hemmelige historie«, der angiveligt gik sin sejrsgang med oversættelse i 24 lande. Det kan ikke undre, når man nogen tid har bevæget sig i denne efterfølgers dystre univers.
To søstre besætter de ejendommelige hovedroller: Den intelligente Harriet, der, når hun leger rollespil udfra evangelierne med sine benovede drengekammerater, nok mener, hun ville have været en bedre iagttager end Lukas. For hvorfor får vi ikke at vide, hvad Lazarus fortalte Jesus og sine søstre om sin uge i graven? Og lugtede han muligvis, så han var nødt til at leve afsides resten af sine dage som f.eks. Frankensteins monster? Harriet er udstyret med et pokeransigt, ler aldrig, og for hende ville livet være glædesløst uden biblioteksbøger.
Storesøsteren Allison er til gengæld sløvheden selv. Hun kan ikke skelne sikkert mellem virkeligheden og sine drømme men foretrækker til enhver tid de sidste. At hun så er kronvidnet til storebroderens Robins mystiske kvælningsdød 12 år tidligere, forøger kun den hemmelighedsfulde atmosfære.
I en vrimmel af storartet skitserede biroller optræder bl.a. familiens sorte husalf, der kyser tiggerdrenge væk ved at kalde dem niggere. Ungdomskriminelle, der er fatalt involveret i handel med amfetamin. En hærskare af aldrende, autoritære tanter. Plus en nabokone, der er så nærig, at hun vasker gammel folie af og ruller det sammen til genbrug.
Vist har forfatteren flot styr på detaljerne og sans for en indædt personkarakteristik. Foruden et naturligt kendskab til et lillesamfund i en amerikansk sydstat. Vigtigere er det, at hun demonstrerer en fortællekunst, der bringer de helt store forgængere i erindring. Denne forunderlige historie dækkes måske allerbedst af glosen: overdådig.
Donna Tartt: »Den lille ven«, 672 sider. 399 kr. Oversat af Annelise Schønnemann, Lindhardt og Ringhof