Farlige alliancer

KULTURKAMP: Ægte borgerlige politikere som fremmer ægte borgerlige frihedsværdier i stedet for centralistisk liberalisme med et nationalpopulistisk ansigt ønskes

Regeringen og dens støtteparti har indledt en kulturkamp, der skal ændre danskernes holdninger langt frem i tiden og langt ud over de næste to valgperioder, som ellers traditionelt har udgjort den politiske horisont i Danmark.

Selv om ikke alt der siges under disse debatter er lødigt end sige sandt, synes jeg, at det repræsenterer en positiv ændring i debatkulturen, at Søren Krarup (DF), Jesper Langballe (DF) og andre fremfører sammenhængende og principielle argumenter om store spørgsmål.

Men er det den samme kulturkamp, de fører? Hvem er fjenden? Søren Krarup vil genoplive den intime sammenhæng mellem danskhed og kristendom, som ifølge hans forståelse er grundlaget for alt godt og rigtigt. Han bekæmper derfor aktivt dem, der som den katolske pave vil understrege sammenhængen mellem Europa og kristendommen.

Søren Krarup mener jo grundlæggende, at Gud er dansker. Og det er han ikke ganske ene om. Hans argument er en smule længere, idet han har udvidet Kierkegaards eksistentielle individualisme med en del af Grundtvigs nationale kollektivisme, således at han som præst ikke længere kun er ansvarlig over for Gud og sin menighed, men over for Gud og det danske folk. Menigheden er nemlig uden videre argumentation forstørret til at være en ubestemt størrelse kaldet »det danske folk«. Men hvad er et folk til forskel fra en nation?

Alle nationalister omtaler deres nation, som om den var en familie. Deraf de blomstrende biologiske metaforer fra rødder til blod og blodsbånd i al nationalistisk tale. Men som nationalisme-forskningen har slået fast, er alle nationale fællesskaber »forestillede fællesskaber« (Benedict Andersons »Imagined Communities«). Det betyder ikke, at de er falske, tværtimod føles de ofte overordentligt virkelige . Men selv i små nationer er alle medlemmerne ikke i familie med hinanden. Det fremgår alene af det faktum, at det nationale fællesskab ud over de nulevende også omfatter de døde og de endnu ikke fødte. Og så dem, der lærer sig sproget og ønsker at tilslutte sig en nation ved at søge statsborgerskab.

Begrebet »naturalisering« indebærer, at vi gør en af de mest eminent politiske processer, der kendes, til natur, nemlig at ved tilslutning til en nation at afgøre hvor stort det område og den befolkning er, hvor man er enige om reglerne for at afgøre uenigheder. Defineres nation og nationalitet på den måde, er det klart, at nationale fællesskaber er historiske, dvs. at de ændrer sig over tid og ikke kan afgrænses skarpt ud fra såkaldt »objektive« kriterier. Akkurat derfor tales der i dansk, tysk og en del andre traditioner heller ikke om nationer - selv om ordet nation kommer af latinsk »født« - men om folk. Det er baggrunden for Krarups folkelighedsbegreb. I denne forståelse opfattes nation som en stat. Det er formentlig årsagen til, at det har været så svært for danske politikere at anerkende færinger og grønlændere som en egen nation. I traditionel forståelse er det nemlig ensbetydende med anerkendelse af, at de dermed også er en egen stat. Føderationer har vi aldrig anerkendt i Danmark, siden politikeren Orla Lehmann i 1842 slog fast, at »i Danmark gives der ingen provinser«. At vi danske ikke er ene om denne misforståelse fremgår af det faktum, at verdensorganisationen FN består af stater, der kalder sig nationer. For næsten alles vedkommende uden at være det.

Faktisk repræsenterer Danmark en af yderformerne i verdenssamfundet ved at folk, nation, stat, sprog og kirke næsten er identiske. Men kun næsten og i stadig mindre grad. Danskere vandrer, arbejder i udlandet, gifter sig på tværs af grænserne. Og nogle endnu-ikke-danske forsøger at bliver medlemmer af det danske nationale fællesskab.

Uenigheden om, hvordan vi skal forholde os til til disse udfordringer - af nogen kaldet trusler - var årsagen til regeringsskiftet i 2001. Det nye flertal forsøger nu meget klogt at mobilisere kulturkamp om grundlæggende værdier for at fastholde skiftet, der har vist sig langt mere dybtgående end mange havde forestillet sig. Jeg er i hvert fald overrasket over dybden af det had mod noget, de kalder »kulturradikalismen«, der tilsyneladende driver mange borgerlige politikere.

Kulturradikalisme er flere ting, og man bør skelne ret skarpt mellem den som en frigørende oppositionsbevægelse i 1920'erne og 1930'erne og så den alliance mellem kulturelite og socialdemokratisk arbejdebevægelse, der skabte velfærdsstaten. En alliance, der uden at ville det, har fremmet en forsørgelseskultur parret med et passiviserende formynderi.

Alliancerne i kulturkampen er på grund af holdningen til EU og indvandringen blevet helt forkerte. De borgerlige partier vil individuel frihed, liberalisering og europæisk samarbejde. Men de forsøger at fremme disse idealer ved samarbejde med højrepopulister, der vil afskaffe det europæiske samarbejde og diskrimere mod ikke-danske. De gør det dermed muligt for den gamle venstrefløj at undlade nytænkning og fortsætte med passiviserende formynderi på basis af en nationalistisk venstrepopulisme. Resulatet er en debat, der fremmer det værste på begge sider.

Derfor risikerer kulturkampen meget let at ende i sejr for Dansk Folkepartis formynderiske, nationale forsørgelsesstat baseret på diskrimination og afvisning af det europæiske samarbejde. En magtesløs venstrefløj vil sidde tilbage med et ligeså slet alternativ, mens resten må udvandre. Så skal det fedt hjælpe, at vi får skrevet historien om modstand og samarbejde under Anden Verdenskrig og den kolde krig om.

Uffe Østergaard er historiker, Jean Monet-professor og leder af Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier