Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.
(Matt. 12,36f.)
Det er overraskende, at Jesus kan lægge så megen vægt på talen og den verden, vi bygger op med ordenes hjælp. Det er lettere at se det rimelige i, at Guds endelige dom over os skal fældes efter gerninger, der faktisk er gjort, end efter ord, der måske aldrig blev andet end ord. Og sådan er da også den almindelige forestilling om den kommende dom i de bibelske skrifter.
Når tingene alligevel kan tage den drejning, vi her bliver stillet overfor, hænger det sammen med, at Gud ser på hjertet og fælder dom efter det, der udgår fra hjertet. Det gør det til en underordnet sag, om hjertet udtrykker sig i ord eller i gerninger. Begge dele afslører den person, der står bag, og viser, hvem han er. Guds dom gælder vort inderste væsen, som ingen jordisk dommer kender til bunds og derfor aldrig kan dømme om med rette.
Når Jesus her retter lyset mod talen og fratager os al ret til at snakke løs, som om det var en harmløs sag, skyldes det, at han er kaldet til at samle menneskers liv om Guds evige sandhed. Hans eget liv er fæstnet i denne sandhed, så alle hans ord og gerninger formes derefter. Guds sandhed taler gennem ham og gør det også ved at skrælle alle de lag af ord bort, vi svøber om tilværelsen, så vi kan dække os bag dem og slippe for at have med det evige at gøre. På den måde rejser Jesus evighedens domstol midt iblandt os.
Men hvad bliver der tilbage i hjertet, når alle tomme ord skal lægges til side? Og hvad skal vi stille op, når evighedens dom træder ind på livet af os, og vi hører, at alt, hvad vi siger, kan blive brugt imod os? Tilbage bliver et nyt ord, som evigheden selv vil lægge os på tungen: et råb om barmhjertighed og opstandelse af døde for os selv og for alle, der aldrig fik lært at tale rent og ret.
Erling Stougård Thomsen