Kardinal opfordrer til bøn for paven

Kardinal opfordrer til bøn for paven

Pavens helbred er nu så dårligt, at den højt placerede kardinal Joseph Ratzinger opfordrer troende til at bede for ham. Paven kan ikke længere gå eller stå oprejst, men alligevel nægter han at aflyse sit travle program, og i Vatikanet er der bekymring for, om paven er ved at arbejde sig ihjel. På den anden side er der også beundring for, at paven fortsætter. »En troens helt« kalder kardinalens sekretær for eksempel kirkens overhoved. Der har i årevis været spekulationer om pavens helbred, men iagttagere vurderer, at det siden juni er gået væsenligt ned ad bakke. Senest var paven så svag på en rejse til Slovakiet, at han måtte opgive at læse sine egne taler op. (KD)

FN-fredsstyrke overtager i Liberia

MONROVIA: FN overtog i går den fredsbevarende mission i det uroplagede Liberia i Vestafrika, mens amerikanske soldater træk sig ud af landet. FN's Sikkerhedsråd har godkendt, at op til 15.000 soldater kan deltage i FN's mission i Liberia, UNMIL, som dermed bliver FN's største fredsbevarende mission. Otte vestafrikanske lande har desuden bidraget med i alt 3500 soldater, der vil blive integreret i FN-styrken. Den internationale del af styrken er endnu ikke sendt til landet, men de første forventes at ankomme senere på måneden. UNMIL skal blandt andet deltage i afviklingen af et planlagt valg om to år, hvor den overgangsregering, der indsættes den 14. oktober, erstattes af en permanent regering.

/ritzau/dpa

Dronning fordømmer æresdrab

AMMAN: Jordans dronning Rania har i et interview med det franske nyhedsbureau AFP fordømt æresdrab som en forbrydelse mod islam. Samtidig meddelte dronning Rania, at hun vil stille sig i spidsen for et nyt råd, hvis hensigt det skal være at ændre mænds holdning over for kvinder. Siden januar er 12 kvinder blevet dræbt af deres slægtninge i Jordan efter at have »vanæret deres families ære« ved at have handlet på en måde, som familierne betragtede som umoralsk. Dronning Rania har tidligere sagt, at hun støtter et lovforslag, der giver hårdere straf til personer, som findes skyldige i æresdrab. Lovforslaget blev imidlertid afvist af Jordans parlament. /ritzau/

14-årige piger dømt for terrorplaner

RABAT:En domstol i Marokko har idømt de 14-årige tvillingesøstre Imane og Sanae al Ghariss hver fem års anbringelse i et genopdragelsescenter efter at have fundet dem skyldige i at have planlagt et selvmordsangreb i det nordafrikanske land. En anden 14-årig pige, der var anklaget i samme terrorsag, blev frifundet. De tre piger var blevet anholdt tidligere på måneden og beskyldt for i samarbejde med 18 medsammensvorne at have planlagt at gennemføre et selvmordsangreb mod et supermarked i et fashionabelt kvarter i hovedstaden Rabat og mod Marokkos kongefamilie. De to dømte har ifølge deres forsvarsadvokater tilstået, at de ville udføre selvmordsaktionen. Retssagen er en del af et større kompleks af sager i kølvandet på islamiske teroristers angreb flere steder i den marokkanske by Casablanca i maj, som kostede 33 uskyldige mennesker livet. (KD/ritzau)

Terrorangreb underminerer økonomi

JAKARTA: En række terrorangreb har yderligere undermineret investeringsudsigterne for den indonesiske økonomi i år, og dermed er det usandsynligt, at Indonesien vil nå sit mål om fire procents vækst, konkluderer Den Asiatiske Udviklingsbank. Terrorangreb som det mod Marriott Hotel i Jakarta den 5. august har lagt en dæmper på udenlandske investorers lyst til at investere i Indonesien. Den var i forvejen lav, fordi regeringen ikke har foretaget nødvendige skridt for at rydde op i blandt andet bureaukrati og ulovlige gebyrer for udenlandske virksomheder. /ritzau/dpa

Demonstrationer i Hongkong

HONGKONG: De officielle festligheder i anledning af Kinas nationaldag blev i går overdøvet af larmende demonstrater i Hongkong, der råbte slagord for en afslutning på det kommunistiske partis styre i Kina. Demonstrationen, der flere gange blev stoppet af politiet, var den seneste i en række store demonstrationer, hvor omkring en halv million mennesker er gået på gaden i protest mod sikkerhedslovgivning, der er på vej fra regeringen. /ritzau/AFP