Den eneste ene eksisterer måske i kærlighedslivet, men ikke når det gælder metoder i socialt og pæda-gogisk arbejde. Her må man arbejde med et bredt spektrum af metoder og løsninger tilpasset den enkelte mand, kvinde eller barn og den helhedssituation, vedkommende befinder sig i.
Socialminister Henriette Kjær (K) har meddelt, at hun til foråret vil fremlægge forslag til en reform i forhold til anbringelse af børn og unge uden for hjemmet. En sådan reform kan der være god grund til at drøfte, men alle mine advarselslamper blinker, når ministeren samtidig understreger, at familierådslagning skal være et bærende element i reformen.
Familierådslagning handler, om at barnets familie og andre formodede ressourcepersoner med tilknytning til barnet sætter sig sammen og medvirker til at finde en løsning på de problemer, der gør livet svært for barnet. Det kan f.eks. være forældre med misbrugsproblemer eller at barnet/den unge generelt er destruktiv og ikke til at styre.
Familierådslagning som metode er blevet evalueret på baggrund af en forsøgsperiode på to år med 40 familierådslagninger i otte kommuner. I evalueringerne understreges det redeligt, at metoden ikke en totalløsning, men blot én metode blandt mange i det sociale arbejde.
»Multisystemisk terapi«, MST, er et andet fantom, der aktuelt huserer som en totalløsning i det sociale arbejde. Metoden er velunderbygget og afprøvet i USA og Norge. MST sker i den unges hjem og retter sig mod årsagerne til uhensigtsmæssig adfærd. Metoden afprøves p.t. i Århus Kommune, samt Ringkjøbing og Århus Amter, men endnu inden projektperioden er afsluttet, er andre amter i gang med at indføre metoden. Mit ærinde er ikke at så tvivl om familierådslagning og MST som arbejdsredskaber. Familierådslagning virker, som om den kan blive et nyttigt redskab i kommunernes almindelige rådgivning. Endvidere kan den indgå som en vigtig del af det forberedende arbejde i børnesagerne, som i dag ofte er mangelfuld. Den kan være en model for samarbejdet mellem forvaltningen og familien/barnet om en handlingsplan.
MST er en metode, der kan bruges i forhold til korte, koncentrerede forløb, men næppe til arbejdet med unge med udviklingsforstyrrelser eller adfærdsproblemer på grund af omsorgs-svigt eller overgreb. Det kræver længerevarende behandlingsforløb med insisterende omsorg og etablering af et tillidsforhold mellem socialarbejderen og den unge.
Vi har tidligere set forskellige metoder blive kåret til universalmidler, men i dag er de gået i glemmebogen. Det er næsten ikke til at bære, hvis vi atter skal opleve, at en enkelt metode ophøjes til løsningen.
Hvem husker i dag »Families First« eller »The Third Force«, gruppeopdragelsen eller levegruppepædagogikken? Metoder der blev anset som mønstergyldige og erklærede rettesnore i 1980'erne.
»Families First« blev af mange kommuner kanoniseret som modellen, der skulle minimere antallet af anbringelser. I dag er det blot en metode blandt andre, og den er utvivlsomt virkningsfuld i de familier, hvor netop denne model er fundet velegnet.
De sociale problemstillinger er ikke ensartede. Tværtimod er der ofte tale om meget forskellige og komplekse problemer, der ikke altid kan defineres klart eller adskilles fra andre problemer. Løsningerne kan ikke altid defineres præcist, der er ikke en »facitliste« med de optimale løsninger. Man vil altid kunne sætte spørgsmålstegn ved dem.
Derfor er det også van-skeligt at dokumentere »effekten« af anbringelsen af et barn eller en ung uden for hjemmet. Det må dog ikke blive et argument for ikke at gribe ind i forhold til børn, der udsættes for vanrøgt, omsorgssvigt eller misbrug.
Vi må til stadighed arbejde for at udvikle de værktøjer, vi benytter i det sociale arbejde. Herunder også med udvikling af de metoder, vi bruger til måling og dokumentation af effekten af arbejdet.
Socialpædagogisk arbejde vil have fordel af tydeligere valg af arbejdsmetoder, der muliggør en mere kvalificeret evaluering end den, der generelt finder sted i dag. Udviklingen er da også, at socialpædagogerne i dag behersker mangfoldige og mere individualiserede metoder end tidligere, og at der er stor forståelse for værdien af, at arbejdet og metoderne evalueres grundigt.
Jeg tør dog godt med sikkerhed allerede nu sige, at når vi på et tidspunkt får en mere forskningsbaseret viden om, hvad der virker i forhold til arbejdet med udsatte børn og unge, så vil der med garanti ikke blot være en enkelt metode eller foranstaltning, der giver de bedste resultater.
Det er ikke mange år siden, at vi sagde farvel til de generelle løsningsmodeller, og siden har vi i stedet arbejdet med at give borgerne et individuelt og fleksibelt tilbud afpasset den enkelte borgers behov. Det perspektiv bør vi fastholde.
Den udvikling med faglig mobilitet og dynamik, som kendetegner socialt arbejde i dag, vil ikke kunne fastholdes, hvis arbejdet bindes op på en enkelt, bestemt fastsat metode.
Benny Andersen er næstformand i Socialpædagogernes Landsforbund