DET ER ikke mange år siden, at enhver kritik af porno blev afvist som udtryk for snerpethed eller sex-forskrækket hysteri. Og det er da også korrekt, at frigivelsen af pornografien i slutningen af 1960'erne skete i det såkaldte frisinds navn. I dag er de fleste blevet klogere. Menneskekroppen - især kvindekroppen - udstilles på en måde og i et omfang, som langt de fleste gerne er fri for at blive konfronteret med.
Voksne har et valg. De kan vælge at slukke for tv'et, de kan fravælge pornoen på internettet, og med lidt øvelse er det muligt under indkøb i bladkiosken at stille skarpt på ekspedientens ansigt, mens billederne på hylder og diske toner ud i kulørt, uskarp suppe.
Den mulighed har børn ikke. De drages af det forbudte, det frække, det, de opfatter som spændende, fordi deres kammerater gør. Børnene tager det hele til sig, de præges af sproget og af billederne. Det grænseoverskridende, ja, nogen gange perverse og syge, bliver til virkelighed.
Der har lydt mange advarsler mod denne udvikling før, og i Kristeligt Dagblad i dag slår eksperter med syvtommersøm fast, at børnene præges langt dybere af pornoen, end nogen måske tidligere har frygtet.
Pædagoger, lærere og psykologer har på få år kunnet konstatere en mærkbar forråelse af børns sprog og adfærd, som klart er inspireret af pornoens sprog og univers.
Det betyder også, at de såkaldte »frække« lege, som er leget gennem generationer, er blevet langt voldsommere, grænseoverskridende og nogen gange ligefrem krænkende. Børn risikerer ikke kun at få et traumatisk forhold til seksualitet, de risikerer også at vokse op med en opfattelse af, at det perverse og grænseoverskridende er det normale. Derfor er det vigtigt, at de får at vide, at det er normalt at sige fra over for det grænseoverskridende, over for det, der krænker en.
Foreningen Pornofrit Miljø har siden 2000 kæmpet for, at det offentlige rum bliver en pornofri zone, så børn, unge og voksne får mulighed for at vælge porno fra og ikke skal tvangskonfronteres med den. Der er kun grund til at støtte foreningen og dens arbejde og håbe på, at politikerne på et tidspunkt tør tage fat på at forholde sig til problemet.
Men pornoen findes på nettet og på tv. Derfor hviler der et stort ansvar på forældrenes skuldre. De må i langt højere grad interessere sig for, hvad det egentlig er, der sker på nettet, når deres børn sidder i timevis foran computeren. Og de må være opmærksomme på, hvilke kanaler der zappes ind på på børneværelset om aftenen. Det er ikke utidig forældrekontrol, det er omsorg.
Men først og fremmest må voksne overvinde den barriere, der ofte er mellem forældre og børn, når talen er om seksualitet. Gennem de senere årtier har mange i høj grad overladt denne opgave til pædagoger og lærere. Det går bare ikke længere. Porno-bombardementet af børn og unge er i dag så massivt, at det også foregår inden for hjemmets fire vægge. miep