Der er masser af drømmestof i kirkerne i denne her tid.
Vi har lige hørt om de vise mænd, der drømmer, de skal undgå despoten Herodes, og om Josef, der først drømmer, at han skal tage Maria og Jesusbarnet med til Egypten, og siden, at han skal tage tilbage til Israel med sin familie. Og med Grundtvig har vi bl.a. sunget om at »drømme sødt om Betlehem«. Og vor tids drømme-entusiaster nikker anerkendende. I forvejen har de travlt med de nyeste drømmebøger på markedet, »Dialog med dine drømme«, »1001 Drømme«, »Drømmenes Sprog«, »Drømmenøgle« m.fl., der føjer sig til den alenlange række bøger, der de seneste år er dukket op om emnet. For ikke at tale internettet, hvor ordet »drømmetydning« får sluserne til at åbne sig for forbløffende mængder informationsmateriale.
Men hvordan kan man som kristen forholde sig til drømmetydning i en tid, hvor præsten sjældent berører fænomenet i sin prædiken ud over de søndage, hvor Bibelen direkte taler om det. Og hvor tolkningen af drømme er overladt til den alternative branche og psykoterapien ?
- Det kan godt være, vi præster har berøringsangst over for drømmetydning. Måske fordi drømme er flydende og vanskelige at fortolke. Jeg opfatter som regel mine drømme som påmindelser om felter og ting, jeg har overset eller undladt at integrere i min dagligdag. De fleste præster har på et eller andet tidspunkt drømt, de glemte at tage præstekjolen på til gudstjenesten. Eller drømt, at de glemte at tage noget på under præstekjolen. At den slags drømme kan handle om følelse af utilstrækkelighed, ufærdighed eller om, at det aldrig er blevet en selvfølge at holde gudstjeneste, behøver man ikke være ekspert i Freud eller Jung for at gætte på. Jeg kan godt synes, det er spændende med teorier om seksualiteten som grundnøgle til drømmene og om drømmenes arketyper. Ligesom jeg kan gyse eller grine ad mine egne drømme. Men jeg tillægger ikke drømmene større betydning end de øvrige indtryk, jeg også får i døgnets løb, siger rektor for Pastoralseminariet og Præsternes Efteruddannelse i København cand.theol. Mogens Lindhardt til Kristeligt Dagblad.
Han mener, at forklaringen på det vældige boom i interessen for drømme er, at vi keder os og er bange for at virke kedelige på andre.
- I en ældre slægtskultur var man nogen, fordi man var 50, 60 eller 70 år, fordi man var far, farfar, ægtemand, skolelærer, murerarbejdsmand eller sagfører, boede på dén og dén gård, bekendte sig til dén kirkeretning, politiske parti osv. osv. Man indordnede sig de livsmønstre og traditioner, forrige generationer havde bragt videre, og fornyede dem undervejs. Men så dukkede den individualisering op, der slog folkeligt igennem i 1970'erne. I dag skal man hele tiden begrunde sin berettigelse og forklare, hvorfor man vil arbejde, bo og leve, som man gør. Kort sagt fortælle, hvad man »har gang i«. Det ligger i luften, at næst efter døden, er det at »komme i havn«, »have fast ståsted«, »slå rødder«, eller hvad man kunne kalde det - noget af det værste. I hvert fald det kedeligste. Vi arbejder 37 timer, og resten af tiden skal vi helst snakke sammen på en spændende måde. Derfor bliver vi nødt til hele tiden at søge ud i nye forståelser, nye erkendelser, nye måder at være interessante på. At holde dét, vi tror på, så ufærdigt som muligt, så der hele tiden kan ske noget mere. Det smarte er at lede efter vejen, sandheden og livet. Ikke at finde den. Flydende eksistens og uformidlede erkendelser er sagen. Her passer drømmene og astrologien fint ind med deres formodede direkte kontakt til ur-universet, siger Mogens Lindhardt. Og tilføjer, at det ironiske ved vort rastløse forsøg på at undgå kedsomheden er, at det får os til at kede os så gudsjammerligt. Fordi kontakten til andre mennesker bliver lidt for flygtig og overfladisk og derfor ikke giver den stimulans, vi søger.
Selv tvivler han på, drømmene kommer længere væk fra end vores krop og sjæl. Godt nok er drømmen en svævende ånd, som Søren Kierkegaard udtrykker det, men de knytter sig, efter Mogens Lindhardts mening, til det konkrete menneskes rent private oplevelser og ønsker. Og ansvaret for drømmene ligger hos os selv.
- Der var engang en, der blev vred på mig, fordi hun havde drømt, at jeg satte ild til hendes kælder. I virkeligheden var det vel mig, der skulle blive vred på hende, over at hun så mig som én, der kunne finde på den slags!, siger Mogens Lindhardt.
Han er til enhver tid parat til at drøfte en drøm med et menneske, der søger ham som sjælesørger og beder ham om hjælp til det. Men det bliver ud fra samme måde, som når det drejer sig om andre oplevelser. Nemlig ved at finde ud af, hvad det er for følelser og forestillinger, der knytter sig til oplevelsen. Handler drømmen om noget, man frygter, eller noget, man gerne vil? I antikken og Bibelen, bemærker han, handler drømme mest om dét, der kommer. De beskæftiger sig med fremtiden, og spørgsmålet: Hvad skal jeg? Mens drømmetydning i vore dage er mere interesseret i identitetsspørgsmålet: Hvem er jeg?
Mogens Lindhardt har i øvrigt bemærket, at drømme, der er knyttet til stor kærlighed eller glæde, har man ikke samme behov for at få tolket. Det er, som om de formår noget i sig selv. At de gør fyldest alene ved at blive gemt i hjertet.
- Vi ser det i Bibelen, da Josef har fortalt sin far, Jakob, at Herren i en drøm har bebudet, at han skal blive stor leder i Egypten. Da gemmer Jakob sønnens drøm i sit hjerte, akkurat ligesom som Maria gemmer englens ord efter sin bebudelse. Og vi kender det måske fra os selv og vore nærmeste. Min mor har fortalt, at hun efter min fars død havde mange drømme og billeder om natten, hvor hun var urolig over et eller andet. Så dukkede far op som et venligt blik, og hun fandt ro og trøst igen. Det er blot noget, hun har taget til sig i taknemmelighed, siger Mogens Lindhardt.
BLÅ BOG
Mogens Lindhardt, rektor for Pastoralseminariet og Præsternes Efteruddannelse i København. Født 1946 i Århus. Cand.theol. Kbhs. Universitet 1974. Siden lektor ved Institut for Systematisk Teologi. Fra 1988 rektor på Pastoralseminariet. Hjælpepræst ved Vor Frelsers Kirke.
Citat:
- Der var engang én, der blev vred på mig, fordi hun havde drømt, at jeg satte ild til hendes kælder. I virkeligheden var det vel mig, der skulle blive vred på hende over at hun så mig som én, der kunne finde på den slags!, siger Mogens Lindhardt