Feriemesse i Herning

I denne weekend holdes Danmarks største ferie- og rejsemesse i Herning Messecenter. Ind imellem besøgene på de 575 stande med tilbud på alt fra kroophold til luksussafari er der mulighed for at overvære et varieret udbud af spændende rejseforedrag. I løbet af de tre messedage, vil der blive holdt 36 foredrag om blandt andet rafting i Rocky Mountains, kurophold og golfbaner i Polen og bestigning af Kilimanjaro. På messen kan man også opleve Danmarks dyreste campingvogn til den nette sum af 550.000 kr. Og for dem, der foretrækker en afslappende charterferie, er der mulighed for at smage My Travel Airways nye sortiment inden for flymad, som bliver serveret af stewardesser.