Irans konservative ventes at skærpe kursen efter sejr

Mindst otte personer dræbt ved voldsomme sammenstød efter kontroversielt valg i Iran

Irans konservative og højrereligiøse partier ventes at skærpe kursen over for de reformvenlige kræfter efter at have vundet en sejr ved landets omstridte valg.

Det iranske indenrigsministerium meddelte i går, at stemmedeltagelsen ved fredagens parlamentsvalg, som blev boykottet af reformfløjen, var på 50,6 procent. Valget havde dermed betydeligt færre deltagere end ved det forrige valg i 2000, hvor stemmeprocenten blev opgivet til 67 procent, ligesom antallet af aktive vælgere var det laveste i landet siden den islamiske revolution i 1979.

De officielle oplysninger er blevet mødt med skepsis fra oppositionen, og det kom i weekenden til voldsomme sammenstød i det sydlige Iran i forbindelse med protester mod de konservative, højrereligiøse partier. Mindst otte personer blev dræbt.

Fire blev dræbt i Firouzabad i provinsen Fars, efter at guvernøren havde meldt om en uventet høj valgdeltagelse. Yderligere fire blev i lørdags dræbt i provinsen Khuzestan.

Iagttagere forudser, at præstestyret og de konservative grupper vil fortsætte deres bestræbelser på at bringe alle, der ikke støtter et strengt religiøst styre, uden for indflydelse.

- Jeg tror ikke, at de konservative vil stoppe her. Det har de ingen grund til, mener den politiske analytiker Hossein Rassam.

- Disse grupper blinker ikke. Når det gælder om at føre en hård kurs, så går de hele vejen, vurderer en vestlig diplomat.

Iagttagerne venter stigende undertrykkelse af styrets politiske modstandere og øget overvågning af landets studenterbevægelse.

Samtidig siger de, at det næste politiske mål for de konservative, som i fjor fjernede reformvenlige kræfter i landets byråd, formentligt vil være præsidentembedet. Den moderate iranske præsident, Mohammad Khatami, fremstår som stærkt svækket efter fredagens valg og har i dag ikke meget manøvrerum.

/ritzau/Reuters

Læs mere under Udland