Den kananæiske kvinde, der beder Jesus om hjælp til sit lidende barn, er ganske ligeglad, hvordan hjælpen kommer, bare den kommer. Hun finder sig gladeligt i, at Jesus sammenligner hende med en lille hund, ja, det får hende endda til at tage hans ord op: Hun bider sig fast som en lille terrier og minder ham om hundens ret til at få smulerne fra sin herres bord. Og hun får ret. Din tro er stor! Vi ville vel sige, at hendes hjælpeløshed er stor, men dette er ikke den eneste gang, hvor Jesus kalder den hjælpeløshed, der desperat klamrer sig til ham, for tro.
Det var en meget barsk afvisning, han først havde mødt hende med. Vi forstår næsten ikke, han kunne få sig selv til at afvise hende med den begrundelse, at hun ikke var jøde. Alle vore begreber om medmenneskelighed gør oprør. Men det var menneske, Jesus var blevet, også menneske i den forstand, at han måtte kæmpe for at nå til klarhed over sin kaldelse. Han vidste, hvor vejen skulle ende, men kendte den ikke dag for dag, og af og til skete der noget, han ikke havde forudset. Og her vidner Mathæus klart og tydeligt for os, at den allermest indgribende ændring i Jesu opfattelse af sin egen kaldelse, den mødte han ikke i en ophøjet stund på bjerget, alene med Faderen, men i en ordduel med en fortvivlet kvinde af hedensk rod. Han prøver at afvise hende, men hun vinder over ham. Som Luther siger i en prædiken over denne beretning: »Hvor vil han hen, den kære Jesus, han har fanget sig selv og må nu af sted, må nu føje sig efter hendes vilje og lade hende gælde, ikke for en hund mere, men for et Israels barn.«
Den grænse, der faldt den dag, var ikke grænsen mellem hedenskab og kristendom, mellem sandhed og løgn. Men grænsen for, hvem Kristus var frelser for, den var for bestandigt forsvunden.
Karen Horsens