Asta Nielsen er en gåde. Selv efter udgivelsen af hendes breve og af to omfattende bøger om hendes liv og film inden for de sidste år, er der ting i denne, den eneste internationale filmstjernes liv, vi ikke ved. Hvem var faderen til datteren Jesta, som den 20-årige Asta fødte i 1901? Havde die Asta, der fik sin internationale berømmelse med baggrund i tysk film, nazististiske tilbøjeligheder? Det mente mange i 1930´erne og i årtierne derefter. I hvert fald mente man, at die Asta nok var tyskervenlig.
Malmkjær nægter på det bestemteste det sidste i bogen »Asta - mennesket, myten og filmstjernen«. Jo, Asta Nielsen arbejdede i Tyskland og tog først endeligt hjem til det Danmark, der aldrig siden, så længe hun levede, ville vide af hende, i 1937. Jo, hun var engang til te hos Goebbels og havde dér Føreren til bords. Og jo, Goebbels tilbød hende, at hun kunne få sit eget filmselskab. Hun var en stor stjerne, som nazisterne gerne ville kunne bruge i propagandaen. Men Malmkjær er ikke stødt på en eneste udtalelse fra Asta Nielsen, »der tyder på blot den ringeste sympati for nazismen.« »Tilbage står« forsætter han, »kun sladderen skabt af lige dele brødnid og dumhed.«
Og hvad angår faderskabet, kommer Malmkjær med et gæt. I sine erindringer nævner Asta Nielsen ikke fødslen med et ord! Hun fortæller, at hun efter et sygeleje havde mistet stemmen, og at hun først efter nogle måneder atter kunne tale »med en hård, hæs og ubøjelig stemme, der skulle lægge uanede hindringer for min fremtid som skuespillerinde i Danmark.«
Malmkjær gætter sig frem til, at faderen var hendes skuespillærer Peter William Jensdorff. Flere omstændigheder synes at tale for det, også datterens noget besynderlige navn, Jesta, der kan være en blanding af JEnsdorff og aSTA. Men et gæt er det stadig, så spørgsmålet består.
Fattig og feteret
Det hører med til med fascinationskraften ved historien om Asta Nielsen, at hun var født i fattige kår, at hun senere blev en feteret filmstjerne og derefter fuldstændig negligeret af den danske offentlighed fra sin hjemvenden til sin død 35 år senere. At hun tilmed i sine erindringer var karrig med sandfærdige oplysninger, gør hende ikke mindre interessant. Hendes ry som »et stærkt menneske med stærke meninger«, et »monstre sacré« (et helligt monster), som filmhistorikeren Marguerite Engberg har formuleret det, har lagt yderligere til.
I disse tider, hvor dansk film i en årrække har rakt ud efter internationale markeder, og hvor danske skuespillere i et vist omfang spiller med i udenlandske film, er det værd at erindre sig, at dansk film i årene lige op til 1. verdenskrig var en meget større international faktor. Det var især Nordisk Film i Valby, der leverede varerne til det internationale, især europæiske marked. Med filmene fulgte stjernene.
På herresiden var den i dag fuldstændig glemte Valdemar Psilander det store navn. På spindesiden var det Asta Nielsen. Hendes berømmelse tog afsæt i tre danske film, hvoraf debuten »Afgrunden« fra 1910 er den kendteste, men det var karrieren i tysk stumfilm fra 1911 til 1927, der var hendes storhedstid. Det blev til knap 70 tyske stumfilm.
Som født til film
Asta Nielsen blev født i 1881 og startede som teaterskuespillerinde. Men inden hun fyldte 30, var hun blevet filmskuespillerinde. Hun forstod at udnytte det dengang ret nye medies muligheder: nærbilledet af hendes dramatiske, ekspressive øjne med de sorte øjenomgivelser trænger sig altid på og minder om, at en del af hendes storhed bestod i, at hun ikke var bange for at tage sin tids kunstneriske tendenser til sig: ekspressionismen fik filmisk form i Tyskland i midten af 1910´erne, og selvom Asta Nielsens film ikke kan kaldes eksperimenterende, formåede hun, uanset hvilken instruktør, hun arbejdede med, at sætte sit personlige mærke på filmen. Deri bestod en stor del af hendes styrke, og hendes sans for klædedragtens betydning for det visuelle udtryk er legendarisk.
Samtiden var aldrig i tvivl om hendes erotiske udstråling, som hun ofte, men langt fra altid, spillede på: »Når Asta løfter blikket, bør censuren gribe ind!«, skrev den tyske forfatter og Nobelpristager Gerhard Hauptman, og skuespilleren og teaterhistorikeren Robert Neiiendam talte i en leksikonartikel fra 1924 om, at hendes »dekadente Ydre, udtryksfulde Øjne og Bevægelser, forenet med Evne til at leve i den givne Situation og udpræget Sans for Tøjets Karakteristik, betinger hendes Stilling som en af Filmens ejendommeligste Pionerer.«
Der er løbet meget vand i stranden siden denne ejendommelige pioner var verdensberømt. Stumfilmen og dens for os at se manierede spillestil, som Asta Nielsen i øvrigt nedtonede en hel del, har ikke det store publikum længere. Selv den absolut allermest berømte scene fra hele Asta Nielsens produktion, den erotiske dans med Poul Reumert i »Afgrunden«, får i dag folk til at trække på smilebåndet, men dengang den havde premiere, vakte den opsigt - og hermed syntes Asta Nielsens karriere som vamp at være beseglet.
Men hun kunne så meget andet. I flere af sine i alt 74 spillefilm spillede hun den store teenagetøs, backfischen, som det hed, dengang tysk leverede ordforråd til dansk; men også den aldrende kvinde stod på hendes repertoire, ligesom »fruen af det højere borgerskab, luderen og proletaren, kvinde og mand; hun var både komedienne og tragedienne, turde nåde være grim og smuk« (Munksgaards Filmleksikon).
En renæssance
Asta Nielsen blev en af verdens første filmstjerner. I årene fra 1910 til 1927 var hun en feteret berømthed. I disse år er vi ved at opdage hende igen. Der er kommet mindeplader op på Gl. Kongevej 9, hvor hun blev født, på Peter Bangs Vej 61, hvor hun boede fra 1940 til sin død - og i øvrigt på Fasanenstrasse 69, hendes sidste adresse i Berlin. Hun er kommet på frimærker, der er kommet populære og videnskabelige bøger og artikler om hende. Jørgen Roos og Ib Rehné lavede en dokumentarfilm om hende for små ti år siden, i 98 kunne man se hendes liv skildret i Vivian Nielsens teaterstykke »Asta«, og den ene af Cinematekets tre biografsale i København er opkaldt efter hende.
Til slut en lille anekdote om forholdet mellem to af dansk film store, miskendte genier: Carl Th. Dreyer og Asta Nielsen. Dreyer virkede i perioder som journalist, og netop da hun havde fået sit internationale gennembrud, skrev han i 1913 i Ekstra Bladet om hende, der dengang var gift med Emma Gads søn, instruktøren Urban Gad: »Asta Nielsen-Gad har virkelig nogle højst uheldige Former. Lang og opløben er hun, bagtil flad som et Strygebræt. Hun er fladbrystet og dertil kemisk blottet for Lægge. Hun svajer som et Siv for Vinden«. Denne moderne kvindeskikkelse passende ikke den Dreyer, der i de film, han senere skulle lave, dyrkede den opofrende, lidende kvinde.
Asta Nielsen tilgav ham aldrig bemærkningen om de »uheldige Former«. Mange år senere kom de to berømtheder til at bo tæt på hinanden på Frederiksberg - han på Dalgas Boulevard, hun på Peter Bangs Vej - og de mødtes de af og til hos bageren. Asta Nielsen hilste aldrig på Dreyer.
Vi andre får muligheden for at hilse på hende, når »Afgrunden« kommer rundt i landet i den kommende tid.
Asta Nielsen
Asta Nielsen, 1881-1972. Begyndte som teaterskuespiller men fik sin filmdebut i 1910 med »Afgrunden«, året efter blev hun hentet til Tyskland, hvor hun indspillede mere end 70 film. Har selv skrevet om sit liv i selvbiografien »Den tiende muse« fra 1945-6.
Torben Skjødt Jensens film om Asta Nielsen, »Afgrunden« har premiere i dag i Grand Teatret (København,19.-25. marts), hvor man også i weekenden kan se Torben Skjødt Jensens tidligere dokumentarfilm »Den talende muse - samtaler med Asta Nielsen. »Afgrunden« tager derefter på turne: Café-Biografen (Odense, 26.. marts-1. april), Øst for paradis (Århus, 2.-12. april), Biffen (Aalborg,13.-18. april), Gentofte Kino (19.-25. april).
»Afgrunden« er produceret i samarbejde med DR, som viser den til Pinse.