Psken er festen for livet, det krvende, levende, stridende liv. Pskelrdag er fredens dag. Det er den dag, hvor vi er kommet til det resultat, at det er vor egen sag, hvad vi har gjort med vort liv.
Vi har begravet alt det, vi ikke synes, vi vil have til at hre med til vor tilvrelse, det vi ikke vil have ansvar for, det vi ikke vil mindes om. Alt det, vi har erklret for ligegyldigt. Men som tiden gik, blev det mere og mere klart, at alt det, vi erklrede for lige gyldigt, det tog vort livs gyldighed med sig i graven, og s blev det hele ligegyldigt. Og s lnge det er pskelrdag, forbliver de dele af vort liv, vi lagde i graven, ligegyldige. Man skal jo leve livet, og s m man lade det dde vre ddt.
Men nr Kristus er opstanden, er der ikke mere noget, der er ligegyldigt, ikke mere noget, der er vor egen sag. Nr vi kommer i den salige pskemorgenstund for at mindes den afdde og i stedet mder vor levende Herre, bnes alle de grave, hvor vort liv l gravet ned. Alt det, der pskelrdag var bitre minder, lidt slj samvittighed og en velforseglet grav - alt sammen noget, man kan lre at leve med - det bliver i dette mde til krvende virkelighed. Og s bliver vi, der var i vor gode ret, til skyldige mennesker. Det er pskens salighed. Salighed? Ja.
Som mennesker med skyld er vi levende. Nr Jesus, den opstandne, taler til os med myndighed, sttes vi p plads i menneskenes fllesskab. Og da er dden overvundet, den dd, der daglig rkker sin istaphnd ud efter os og tager vort liv fra os, stykke for stykke. ... takke ham, at morgnen mig end er sd,/ at mig dagen fryder, trods synd og dd. Det er, hvad Jesu opstandelse betyder for os, hver isr: At vi kan frydes ved livet trods synd og dd, fordi vor skyld og dd er kendt af ham. Det hele hrer med til det, han tager ind under sin dom og sin nde, og derfor kan vi frydes ved dagen trods synd og dd. Vort liv er stet op af graven.
Karen Horsens.