Hverdag melder sig for taberne

John Kerry er sikret arbejde fire år frem, mens hans medkandidat John Edwards har tabt sin plads i Senatet

Det er aldrig sjovt at tabe. Og for taberne i den amerikanske valgkamp er det formentlig ekstra hårdt efter at have investeret store personlige ressourcer og hundredvis af millioner dollar i forsøget på at vinde lederskabet i den mest magtfulde nation på kloden.

Men sådan er realiterene for demokraternes slagne kandidat senator John Kerry og hans vicepræsidentkandidat John Edwards efter knap to års valgkamp.

Begge startede ud som præsidentkandidater, og da Kerry vandt primærvalget i foråret, valgte han Edwards til vicepræsidentkandidat.

Siden midt på sommeren har de to rejst USA tyndt for at overbevise amerikanerne om, at de skulle stemme demokratisk.

Men det gik som bekendt ikke, og nu skal Kerry og Edwards finde sig til rette i den hverdag, som tegner sig efter valget.

Umiddelbart ser det bedst ud for John Kerry. Han er siddende senator og har endnu fire år tilbage af sin valgperiode.

I forbindelse med et portrætprogram på CNN om John Kerry havde tv-stationen talt med nogle af Kerrys barndomsvenner. De havde oprindelig undret sig over, hvorfor Kerry overhovedet ville stille op til præsidentposten. Han var jo både en succesfuld senator og havde en smuk kone –Theresa Heinz Kerry – med masser af penge. Hertil svarede John Kerry, at han stadig havde politiske ambitioner, som han gerne ville nå. Og så tilføjede han:

– Men hvis jeg ikke bliver valgt til USA's præsident, er jeg stadig en succesfuld senator med en smuk kone, der har masser af penge.

For John Edwards ser situationen lidt værre ud. Han er også senator, men hans valgperiode udløber i år. Edwards valgte ikke at genopstille til Senatet for at kunne koncentrere sig om vicepræsidentposten.

Derfor står han nu uden arbejde. Men der er næppe grund til at have ondt af den 51-årige evigt smilende Edwards, som kan få alle amerikanske husmorhjerter til at banke. Der svirrer allerede talrige rygter om, at Edwards planlægger at stille op til præsidentposten i 2008. Og det projekt kan han snildt bruge de næste fire år på at gennemføre.

Tidligere tabere af præsidentvalgkampe har ofte trukket sig væk fra offentlighedens søgelys i al ubemærkethed. Demokraten Al Gore, der tabte til George W. Bush med en meget snæver margin i 2000, forsvandt næsten øjeblikkeligt fra mediernes rampelys.

Kun få gange har han holdt foredrag på amerikanske universiteter, og han har stort set ikke blandet sig i denne valgkamp for at vise sin støtte til Kerry og Edwards.

Demokraten Michael Dukakis, der tabte til Bush senior i 1988 efter en af de mest beskidte valgkampe i nyere tid, valgte også en tilbagetrukken tilværelse efter sit nederlag. Han var guvernør i Massachusetts og tjente sine to resterende år på guvernørposten. Men i 1990 forlod han helt politik og blev professor på et college.

Republikaneren Robert Dole, der i 1996 tabte til præsident Bill Clinton, er et eksempel på en præsidentkandidat, som stadig er en offentlig person.

Han bruges i dag flittigt på CNN som kommentator. Og Jimmy Carter, der i 1980 tabte til præsident Ronald Reagan efter fire år som præsident, har også formået at komme igen. Først vendte han hjem til et ubemærket liv på sin jordnøddefarm i Georgia. Men senere fik han skabt sig et værdig eftermæle som ekspræsident, og i 2002 fik han Nobels Fredspris for sit arbejde med at skabe fredelige løsninger på internationale konflikter.

udland@kristeligt-dagblad.dk