Svært at være sin fars datter

Film Med et nærmest ubarmhjertigt klarsyn spidder ": Se på mig" et kulturelt snobberi

Lolita (Marilou Berry) er ked af sin krop og af uligevægten i forholdet til sin far (Jean-Pierre Bacri) i Agnès Jaouis "Se på mig". (Foto fra filmen)
Lolita (Marilou Berry) er ked af sin krop og af uligevægten i forholdet til sin far (Jean-Pierre Bacri) i Agnès Jaouis "Se på mig". (Foto fra filmen).

"Jeg vidste ikke, Étienne Cassard var din far." Den 20-årige Lolita har hørt disse ord ofte og er grundigt fortvivlet over, at hun først bliver interessant for andre, når de opdager, hun er datter af en af den litterære scenes største stjerner.

Med Agnès Jaouis anden film, "Se på mig", er vi solidt placeret i det land, hvor kultursociologen Bourdieu i sin analyse af sammenhængen mellem smag og social status opfandt udtrykket kulturel kapital. Som i Jaouis instruktørdebut, "De andres smag", foregår denne film i et miljø, hvor man per definition ser ned på tv's bogprogrammer og ved, hvilke film, der giver og ikke giver prestige ved middagsselskaberne. I dette miljø bedømmes man ikke på, hvordan man er, eller for den sags skyld materiel rigdom. Man bedømmes alene på sit talent, sin smag og sin omgangskreds.

Denne gang kommer ordene fra Lolitas korleder, Sylvia (spillet af Agnès Jaoui selv), der ellers netop havde taget sig sammen til at fortælle hende, at hun ikke ser de store muligheder i hendes og resten af korets stemmer. Men alene navnet Étienne Cassard får Silvia til at ombestemme sig.

Marilou Berrys Lolita har det svært med at være sin fars datter og endnu sværere ved at fastholde hans opmærksomhed længe nok til at afslutte sine sætninger. Det gør det ikke lettere, at hendes åleslanke og jævnaldrende stedmor klager sig over det mindste gram overvægt, mens hun selv må regne i kilo. Det med formerne går hende på og fylder lige så meget i filmen, som det gør i hendes bevidsthed. Hvor hendes jævnaldrende får opmærksomhed i kraft af deres udseende, bliver Lolita overset i en grad, så hun kan sige, hun vil dræbe sin far eller sig selv, uden at fremkalde nogen form for reaktion.

Jean-Pierre Bacri, der har skrevet manuskriptet sammen med instruktøren, spiller den centrale rolle som Étienne Cassard, der er helt monstrøs i sin selvoptagethed. Cassards arsenal af spydigheder og stikpiller er tilsyneladende uudtømmeligt, og ofrene er berøvet muligheden for at give igen, for det er bare "min spøg". Hvis man aldrig har mødt den slags dæmoner i det virkelige liv, vil man nok finde omgivelsernes accept af Cassard urealistisk, men det skal med, at Cassard forstår at omgive sig med mennesker, der lader sig tryllebinde og tyrannisere. I en lille, men central scene møder han en forlagsredaktør, der hverken lader sig kyse eller besnære, og luften imellem dem kunne fryse en okse.

Manuskript-ægteparrets hovedinteresse er den eftergivenhed, hvor benovelsen over kulturel status får nogle mennesker til at se bort fra de menneskelige værdier. Hvis filmen til det sidste holdt fast i den position, ville det være for ubarmhjertigt. Men lykkeligvis ender "Se på mig" med en form for afklaring, hvor hver enkelt tvinges til at bekende kulør og vælge side i slutspillet mellem far og datter.

"Se på mig" går ikke af vejen for overdrivelser og gentagelser, men begge dele skyldes trofastheden mod Lolitas opfattelse af omgivelserne. Samtidig formår Jaoui og Bacri i det uhyggeligt mundrette manuskript virkelig at se bag om deres personer. Mens filmens mest positivt skildrede personer alle har deres svage sider, åbner filmens mindst sympatiske person sig nok til, at vi forstår, hans bitre livssyn til sidst mest rammer ham selv.

Både Jaoui og Bacri er oprindeligt skuespillere, men har op gennem halvfemserne skrevet især teaterdramatik. Deres parløb foran og bag kameraet fortsætter nu med Jaoui som instruktør, og i øjeblikket findes næppe nogen filmskaber i Frankrig, der spidder borgerskabet og det kulturelle snobberi skarpere end netop Agnès Jaoui.

Se på mig Frankrig 2004. Instruktør: Agnès Jaoui. Premiere i fem biografer i København, Århus og Holstebro.

kultur@kristeligt-dagblad.dk