I forfatternes tjeneste

MIG OG MIN SAG -- Det er det at leve med i noget, der bliver skabt, siger forlægger Otto Lindhardt om sit livslange engagement i forfattere og deres bøger

-- Der er en tendens blandt opinionsmagere til at tage temperaturen på litteraturen hver halve time. Det kan man ikke. Det ville være mærkeligt, hvis der skulle opstå nye mesterværker i Danmark hver anden måned, siger Otto Lindhardt. (Foto: Hans Christian Jacobsen)
-- Der er en tendens blandt opinionsmagere til at tage temperaturen på litteraturen hver halve time. Det kan man ikke. Det ville være mærkeligt, hvis der skulle opstå nye mesterværker i Danmark hver anden måned, siger Otto Lindhardt. (Foto: Hans Christian Jacobsen).

"Hvorfor bliver jeg ikke inviteret til Amerika, hvor jeg har de fleste læsere?"

– Så det arrangerede jeg. Rejsen til Amerika blev et sandt triumftog for Karen Blixen, selv om hun på det tidspunkt var skind og ben og meget afkræftet. Det var utroligt, hvad hun kunne klare, når hun tog sig sammen, siger Otto Lindhardt og fortsætter:

– Hendes bøger havde jeg ikke noget at gøre med. Men hun kunne godt bruge mig til noget praktisk, og faktisk har jeg rejst med hende flere gange. På USA-turen var jeg til stede i New York, da hun blev hentet til en frokostaftale af skuespilleren Marylin Monroe og hendes mand, forfatteren Arthur Miller.

– Karen Blixen havde den der stærke personlighed, men jeg har også oplevet hende som en almindelig gammel kone, der kom på besøg og legede med vores datter. Da vi var i Amsterdam, var hun slet ikke på, men gik rundt i byen sammen med sin sekretær Clara Selborn, min daværende kone og mig selv, og det var så hyggeligt. Men Blixen havde aura, og da vi besøgte et museum, kom en kustode hen til mig og sagde: "Det er da Dronningen af Belgien, ikke?"

Dansk forlagsbranches grand old man smiler ad historien, som er en af de mange, han har med fra sit lange liv i litteraturens tjeneste. Først som boghandler, siden direktør på Gyldendal og Lindhardt og Ringhof, som han var medstifter af. I sit firsindstyvende år er han stadig aktiv som medlem af bestyrelsen for forlaget Borgen og med forfatterpleje, som er hans lidenskab som forlægger.

– Jeg kan ikke lade være. Hvad skulle jeg ellers lave? Det har været mit liv, siden jeg i gymnasiet bestemte mig for at blive forlægger, og det er blevet ved med at interessere mig. Det er blandt andet fascinationen ved at kombinere ting og i høj grad kontakten med forfatterne. Andre kan have det på samme måde med andre former for kunst. Det er det at leve med i noget, der bliver skabt.

– Jeg har de senere år haft kontakt med store kvindelige forfattere fra Lindhardt og Ringhof-tiden som Fay Weldon, Marilyn French, Toni Morrison, Märta Tikkanen, Herbjørg Wassmo og Margaret Atwood. Jeg ser dem stadig. Weldon tager jeg mig meget af, og Tikkanen har jeg fået brev fra i går. Den amerikanske forfatter John Updike, som jeg både har udgivet på Gyldendal og Lindhardt og Ringhof, sendte en hilsen til min fødselsdag for nylig, og det er skægt, siger Otto Lindhardt.

På bordet i entreen i hans og journalist Bente Arendrups smukke hjem i Klampenborg nord for København ligger der billetter klar til weekendens Bogforum. Og bøger. De er overalt – på trappen op til første sal, på sofabordet og chatollet, stole og i væg til væg-reolerne i stuen. Selv er han ikke vokset op i et hjem med bøger. Lysten til at læse kom, da han gik i gymnasiet på Østre Borgerdyd Skole i 1940'erne.

– Jeg havde meget litterære kammerater, som jeg troede ville få store karrierer som forfattere. Det blev så ikke til så meget. Men vi levede og åndede i litteraturens verden. De skrev og skrev, det gjorde jeg ikke, så jeg troede, at de ville få brug for en praktisk gris, så det uddannede jeg mig til. Kammeraterne var Volmer Dissing, der skrev digte og noveller, og som blev redaktør af dagens digt i radioen og senere lærer på Askov Højskole. Jørgen Bent Kis- torp, der skrev "Stærk mand død", der var en af de bedste besættelsesromaner. Og Finn Taf- drup, der aldrig fik udgivet noget, men det fik hans datter Pia Taf- drup altså. Det var mine omgivelser og inspiration.

Som forlægger kom Otto Lindhardt foruden de allerede nævnte til at have at gøre med mange kendte forfattere. På Gyldendal tog han sig overvejende af udenlandsk litteratur.

– Den amerikanske forfatter John Steinbeck blev en god ven. En overgang rejste han rundt i Amerika sammen med sin hund Charley for at genopdage sit tidligere liv. Undervejs sendte han breve om, hvordan han havde det. Han elskede at skrive lange breve om dagligdagen. Turen endte med at blive til bogen "På rejse med Charley". Da Steinbeck i 1962 fik Nobelprisen i litteratur, bad han min daværende kone og mig om at tage med til Stockholm for at være til støtte. Jeg kan huske, han skrev, at han altid havde frygtet for den pris, men at han nok skulle gøre, hvad der skulle gøres, bare vi tog med.

– Den svenske forfatter Pär Lagerkvist har jeg haft dejlige oplevelser med. Han insisterede på at være i Danmark i maj. Det kom han så, og så tog vi på ture rundt i landet og arrangerede middagsselskab for ham. Han var en dejlig mand. Der er det ved beskedne forfattere, at man kan blive forledt til at tro, at de er det hele vejen igennem. Men man opdager, at de ikke er beskedne på deres værkers vegne.

– Jeg har været med til at introducere mange forfattere, Villy Sørensen for eksempel, i min tid som underdirektør på Gyldendal under den legendariske direktør Ingeborg Andersen. I en periode, hvor hun ofte var syg og bortrejst, kom manuskriptet til Villy Sørensens debutbog "Sære historier" ind, som jeg vidste, at Wivels Forlag havde sagt nej til. Jeg sagde ja, og det var en ret heldig disposition. Samme år kom Thorkild Hansens første selvstændige bog, "Resten er stilhed". Jeg har også indkøbt Pasternaks "Dr. Zivago" på et tidspunkt, da det var en meget dristig disposition.

Ifølge Otto Lindhardt kræver det nysgerrighed og kvalitetssans at få øje på en god forfatter.

– Men der er så enorme mængder at vælge imellem. Selv her i landet vælter det ind med manuskripter. Så det er et svært sorteringsarbejde, der kræver, at forlægger og redaktør tager tid og kræfter til at gå det mere end overfladisk igennem. Heldigvis er vi ikke nået dertil, at de betydeligste forlag som i udlandet ikke modtager manus, som de ikke har bestilt eller aftalt med forfattere og litterære agenter. Unsolicitated manuscripts – uopfordrede manuskripter – modtages ikke. Den trænede redaktør kan dog lugte en god bog langt væk og behøver ikke at bladre ret langt i amatøriske manuskripter. Men så er der hele gråzonen. Det, som muligvis er noget, og som man bliver nødt til at tage sig af.

– Nogle mener, at der udgives for mange bøger i Danmark. Det er jeg ikke enig i, for hvem skal bestemme, hvad der er for mange? Der udkommer meget, som viser sig at være ligegyldigt. Men man kan ikke sige, hvad det er, man skal udelukke, uden at indføre økonomisk eller – Vorherre bevares – politisk censur.

Lindhardt er heller ikke enig i mantraet om, at den store samtidsroman er død.

– Det er noget vrøvl. Det modbeviser blandt andre forfatteren Christian Jungersen, der er aktuel med romanen "Undtagelsen". Men der er en tendens blandt opinionsmagere til at tage temperaturen på litteraturen hver halve time. Det kan man ikke. Det ville være mærkeligt, hvis der skulle opstå nye mesterværker i Danmark hver anden måned. Til gengæld får de danske forfattere da både opmærksomhed og bliver solgt herhjemme. Det er, som om verdens bedste bøger tilfældigvis er skrevet her i dette lille land. Derfor er det svært at introducere nye oversatte forfattere. De har sværere ved at slå igennem end danske middelmådige forfattere.

– Og så er der kommet så uendelig meget memoire- og biografistof, at det næsten skygger for litteraturen. Jeg tror nok, at forlagene nu må ud i krogene for at finde emner. At Clinton-biografien har solgt 14.000 eksemplarer herhjemme, ville jeg aldrig have drømt om. Det tyder på, at det er personen og ikke problemstillingen, det kommer an på. Folk kan godt lide den mand. Det samme gælder interview-bogen "Det skal mærkes at vi lever" med Johannes Møllehave og Benny Andersen. Folk kan godt lide de mennesker. Men jeg er ikke bekymret på litteraturens vegne, siger Otto Lindhardt og tilføjer:

– Lige om hjørnet opstår der en stor forfatter. Det er jeg ikke i tvivl om.

[url=mailto:remar@kristeligt-dagblad.dk

$CLASS=skilt$Otto B. Lindhardt

Er født 1924 i København. Boghandleruddannet og ansat i forskellige boglader og forlag samt studieophold i USA 1949-1951. Direktør i Gyldendal 1952-1971. Medstifter af forlaget Lindhardt og Ringhof 1971, direktør 1990-1995. Har tidligere haft bestyrelsesposter i blandt andet Den Danske Forlæggerforening, Boghandlerrådet samt Lindhardt og Ringhof, Bonnier Forlagene og Centrum. Formand for bestyrelsen for Bogklubben 12 Bøger 1991-1996. Medlem af bestyrelsen for Borgens Forlag fra 1999. Tildelt Gyldendals Ingeborg-Pris 2002.

Gift med journalist Bente Arendrup og bor i Klampenborg. Har tre voksne børn fra et tidligere ægteskab.