Julen med og uden Disney

Julefilm I film er julen en god dramatisk begivenhed til at samle personerne. Men helst ikke i en lykkelig hjerternes fest -- det er nemlig for kedeligt at se på

Disney-film og jul har herhjemme været forbundet siden 1930'erne. Først fra Disney-juleshowet i Metropolbiografen i København og senere på tv, hvor vi år ud og år ind har kunnet høre Ove Sprogøe lægge stemme til Jesper Fårekylling. (Arkivfoto)
Disney-film og jul har herhjemme været forbundet siden 1930'erne. Først fra Disney-juleshowet i Metropolbiografen i København og senere på tv, hvor vi år ud og år ind har kunnet høre Ove Sprogøe lægge stemme til Jesper Fårekylling. (Arkivfoto).

"Hvad var julen uden Disney?" Sådan kan man læse på en reklamestander i min lokale videoudlejning. Butikken er – ligesom Disney – af amerikansk oprindelse, og et svar på spørgsmålet er, at julen uden Disney i hvert fald ville være meget anderledes. For Disney og jul har herhjemme i stigende grad været forbundet siden 1930'erne.

Metropolbiografen på Strøget i København havde fra 1930'erne til og med 1979 sit berømte juleshow, der bestod af korte Disney-film. Filmene havde ikke nødvendigvis i deres indhold noget med jul at gøre, men det havde selve begivenheden. Det har den i og for sig stadig, sagnomspunden som den er, selv om det i år altså er 25 år siden, den sidst fandt sted.

Også på tv har Disney formået at forbinde sig med julen. År ud og år ind har vi kunnet høre Ove Sprogøe synge om "Fra alle os til alle jer" suppleret med Bjørn Tidmands "Når du ser et stjerneskud", og uanset at det kan være vanskeligt at se anden umiddelbar sammenhæng mellem restaurantscenen i "Lady og vagabonden" og den tilstundende højtid end netop måltidet, blev netop dén scene i mit barndomshjem signalet til, at "nu er julen kommen".

I gamle dage stod Uncle Walt, som koncernens grundlægger gerne ville kaldes, ved kaminen, når årets tegnefilmsnyhed skulle introduceres.

Ritualiseringen af juleshowet er intet mindre end genial markedsføring. Disney er julen, og at enkelte af de små film i juleshowet så handler om jul, virker nærmest som en tilfældighed.

Det hører dog med til Disneys julehistorie, at selskabet har lavet sin version af Dickens' "Et juleeventyr". En helt naturlig ide, eftersom Onkel Joakim på engelsk hedder Scrooge ligesom hovedpersonen hos Dickens.

Disney er ikke den eneste leverandør af jul inden for filmens verden. Herhjemme har – eller måske snarere: havde – vi "Nødebo Præstegård", der findes i flere versioner og "Far til fire i byen" med den tilsyneladende udødelige sang, hvor Lille Per drømmer, at han skal "Til julebal i nisseland". I folkekomediens afdeling har vi "Fra den gamle købmandgård" og "Jul i skovridergården" fra 1950'erne og ikke mindst den bøvede "Julefrokosten" fra 1976, der er en af de 20 mest sete, danske film i perioden fra 1976 og frem.

Amerikanerne har flere klassiske julefilm. Filmen over dem alle er Frank Capras "Det er herligt at leve" ("It's a wonderful Life")fra 1946, der bliver vist på amerikansk tv hvert år. Den dybt sentimentale sag handler, som det er de fleste bekendt, om James Stewarts George Bailey, der synes alting går galt for ham, hvorfor han er ved at kaste sig ud fra en bro. En herrens engel med en ganske trind figur viser ham, hvor meget godt han i årenes løb har gjort. Mod slutningen løber Stewart gennem byen i julesnevejret og råber "Glædelig jul" til alle, han møder.

Til de gamle amerikanske julefilm hører også "Miraklet på Manhattan" og så selvfølgelig "White Christmas" med Danny Kaye og ikke mindst Bing Crosby, der crooner sig igennem titelsangen.

I Sverige er det Bergmans "Fanny og Alexander", der på grund af den fantastiske julescene, der viser et af de få lykkelige øjeblikke i titelpersonernes barndom, tager juleprisen.

Den audiovisuelle jul er de seneste år for alvor blevet overtaget af tv. DR har haft julekalendere for børn siden 1962, TV 2 har haft det siden 1990, og også de voksne bliver med jævne mellemrum diverteret med alt fra "Jul i den gamle trædemølle" til "Jul i den gamle kolbøttefabrik". Der findes dog masser af deciderede julefilm, ofte i den komiske afdeling: "Fars fede juleferie" med Chevy Chase, "Alene hjemme" med Mccauley Culcin, "Grinchen – Julen er stjålet" med Jim Carrey i sin overgearede stil i filmatiseringen af Dr. Seuss' amerikanske jule-nyklassiker fra 1957, og der kommer nye til hvert år. Men det er aldrig rigtig noget, der rykker, måske fordi det trods alt er begrænset, hvad man kan få folk til at gå ind og se, bare fordi det handler om jul? Medmindre selvfølgelig, man får lavet en kultfilm som "The Nightmare before Christmas" (1993), som den senere så berømte Tim Burton skrev.

Der er jul i masser af film, der ellers handler om noget andet: Bruce Willis' "Die Hard"-film foregår op til jul, og Robert de Niro og Meryl Streep møder hinanden i en boghandel, da de er ude at købe julegaver i "Faling in Love" fra 1984. Som familiebegivenhed kan julen – på linje med fødselsdage, bryllupper, jubilæer og i amerikanske film Thanksgiving – dramatisk bruges til at samle alle filmens karakterer, til at lade dem lægge planer, smede rænker, knytte bånd. Der skal imidlertid næsten altid være problemer med filmjulen. For julen som den hjerternes fest, hvor alt er fryd og gammen, er dramaturgisk umulig: Det er med hjertejul, som det ifølge Niels Malmros er med paradis søndag eftermiddag: "Det kan godt være, det er dejligt, men det er dæleme r..kedsommeligt at se på film"!

Skulle nogen være interesserede i, hvad der er min yndlingsjulefilm, skal de vide, at det er Wayne Wangs "Smoke", hvor Harvey Keitel i slutningen i en eneste indstilling fortæller Paul Austers fabelagtige "Auggie Wrens Christmas Story". Der er hverken julemænd eller bjældeklang, men rent nærvær og intens medmenneskelighed.

Det er en julefilm efter mit hjerte. Så det kan godt lade sig gøre at holde filmjul uden Disney.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Disney er trods alt ikke den eneste leverandør af klassiske julefilm. I Danmark har vi bl.a. "Far til fire i byen", hvor Lille Per drømmer, at han skal "Til julebal i nisseland". (Arkivfoto)
Disney er trods alt ikke den eneste leverandør af klassiske julefilm. I Danmark har vi bl.a. "Far til fire i byen", hvor Lille Per drømmer, at han skal "Til julebal i nisseland". (Arkivfoto)