Korte nyheder om internationale forhold

Straf for køns-bestemt abort

BEIJING Kina vil gøre det strafbart at foretage aborter på grund af barnets køn. Det sker for at rette op den voksende ubalance mellem kønnene på de børn, der bliver født i landet. Hvad straffen kommer til at lyde på, er endnu ikke fastslået. Der bliver i dag født 119 drenge i Kina for hver gang, der bliver født 100 piger. Ubalancen er vokset frem i kølvandet på et-barns-politikken, der blev indført i Kina i starten af 1980'erne for at begrænse befolkningsvæksten i verdens mest folkerige land, hvor indbyggertallet i

torsdags officielt ramte 1,3 milliarder mennesker.

/ritzau/Reuters

Sunnimuslimer vil ikke stemme

BAGDAD Et ikke offentliggjort dokument fra USA's udenrigsministerium viser, at der blandt det sunnimuslimske mindretal i Irak er udbredt skepsis, frygt og modstand mod parlamentsvalget den 30. januar. Kun 32 procent af de irakiske sunnimuslimer melder, at de "højest sandsynligt" vil stemme ved valget, mens 87 procent fra det shiamuslimske flertal vil stemme. Sunnimuslimerne i Irak udgør cirka 20 procent af den samlede befolkning, men har traditionelt siddet på magten. Cirka 60 procent af den irakiske befolkning tilhører det shiamuslimske flertal. /ritzau/

Religion & politik

Tysk harme

over prædiken

BERLIN Det vækker voldsom harme i Tyskland, at Kölns katolske ærkebiskop, Joachim Meisner, i sin helligtrekonger-prædiken i torsdags sammenlignede aborter med holocaust. – Først Herodes, som lader børnene fra Betlehem myrde. Så blandt andre Hitler og Stalin, som lod millioner af mennesker udslette. Og i dag, i vores tid, bliver millioner af ufødte børn myrdet, sagde Meisner blandt andet i sin prædiken. Både fra politisk og religiøs side blev Meisner i går udsat for voldsom kritik, og formanden for de tyske jøders centralråd, Paul Spiegel, opfordrede Meisner til øjeblikkeligt at distancere sig fra det, som han kaldte for "modbydelige og rystende" udtalelser. En talsmand for ærkebispedømmet tilbageviste i går kritikken. /ritzau/