Nogle søskende mister næsten eller helt kontakten med hinanden, når forældrene dør. Men har man som søskende haft et godt forhold i opvæksten, kan det være berigende at rykke tættere på hinanden som ældre.
– Man har et behov for at dyrke mange ting videre. Måske ikke på det bevidste plan, men ubevidst har man en masse ting bølgende, som man synes, man skal vedligeholde, udbygge og videreføre. Man ønsker jo ikke at miste alt det, der var engang.
Sådan siger Kis Eriksen, 69 år og uddannet lærer, som sammen med Kaka Holm, 65 år, uddannet ergoterapeut, udgør de to "små" ud af en søskendeflok på fire piger. De er født Siegumfeldt og voksede op i en præstegård i Vendsyssel, hvor de havde en "dejlig barndom". I 1981 døde deres far og fire år senere deres mor.
– En umiddelbar følge af mors død var, at vi fik lyst til at gøre noget, vi aldrig før havde gjort. Vi måtte finde på noget anderledes for at holde sammen, så vi fire søstre gjorde os fri af mænd og børn og tog to dage sammen i vores forældres – og nu vores – sommerhus i Tornby. Og det har vi gjort lige siden på "Mors dag". Ingen af vores mænd har alligevel gjort noget ud af den dag, så den kunne vi lige så godt tage til formålet. De weekender handler meget om far og mor og historier fra gamle dage, og vi græder og griner i lige mål. Barndommen kommer op at vende, og det er så fantastisk, fortæller Kis Eriksen.
Da moderen stadig levede og var samlingspunkt, havde døtrene ofte kontakt med hinanden igennem hende.
– Hun fortalte om os til hinanden og holdt os informerede om, hvad der skete. Vi ringede sammen engang imellem, men ikke så tit. Da vi var unge i 1960'erne, boede vi oven i købet i Århus alle fire, og alligevel så vi næsten ikke noget til hinanden. For det kunne vi jo altid gøre, tænkte vi, og så skete det ikke, fordi vi hver især havde travlt, siger Kaka Holm.
– Der er jo nogle år, hvor man har vældigt travlt med sit eget system med arbejde, børn og venner, og så kan søskende godt komme lidt langt ud. Men vi vidste hele tiden, at de andre var der, supplerer søsteren.
Den jævnlige kontakt imellem de fire søskende blev først for alvor taget op, da moderen var død.
– Da fik vi et andet behov. Et behov for at have vores historie med os og for at holde fast ved det, der var engang. Det er rødderne, det handler om, siger Kis Eriksen.
Weekenderne i Tornby har lignet hinanden. De fire søstre har gjort det samme hvert år – gået de samme ture og spist gode middage. Før der kom motorvej på stedet, holdt de endda hvert år ind på den samme ucharmerende resteplads, fordi det nu en gang var blevet tradition.
– Det var et hæsligt sted lige ud til landevejen med store biler. Men der havde vi nu én gang sat os med kaffe og Gammel Dansk, og så blev vi enige om, at vi måtte gøre det hvert år. For vi var sikre på, at vore forældre kiggede ned til os, og måske kunne de ikke finde os, hvis vi fandt et andet sted, griner Kaka Holm og fortsætter:
– Vi kan ikke skelne den ene weekend fra den anden, men det har været dejligt velkendt og i fars og mors atmosfære. På de ture har vi kunnet give os hen til de minder, som andre ikke kan have samme interesse i. Vi bliver jo aldrig trætte af at genopfriske de gamle historier og at tale om kammeraterne, og hvordan det er gået dem. Nogle gange er vi kørt om ad Vester Hassing, hvor vi alle er født og vokset op, og Minna, vores ældste søster, kunne fortælle om hvert enkelt hus. Hun har muligvis fortalt noget af det før, men det er sådan noget, jeg først blev rigtigt interesseret i, efter at far og mor døde.
Turene til Tornby er stadig en tradition, men efter at Minna døde for fire år siden, har de ændret karakter. Hun efterlader et tomrum i søskendeflokken, hvor hun sammen med søster Inge udgjorde "de to store".
– Minna blev rigtig sig selv på de ture, sådan som hun var som barn. Hun var hylesjov af natur, og på de ture kom det rigtigt frem, sådan som det også gjorde i barndommen. Hun kunne altid se det komiske i alting og få os andre til at grine, siger Kis Eriksen.
– Vi kan virkelig anbefale det samme til andre søskende – at gøre sig fri af andre og tage af sted sammen. Så kommer barndommen tilbage.
Begge søstre har holdt fast i det kirkelige, som de er opdraget med. Om end i en noget friere form. De har taget normer og traditioner med fra barndomshjemmet, som har været med til at danne grundlag for den måde, de har levet med hver sin familie på. Begge har fået børn og børnebørn, Kis Eriksen med en journalist, Kaka Holm med en præst.
– Vi holder begge jul, nøjagtigt som vi gjorde det hjemme. I alle detaljer, siger Kaka Holm og kommer så i tanke om undtagelsen, nemlig juleevangeliet, som faderen læste op derhjemme, efter at de alle havde hørt det i kirken – og så den efterfølgende meget lange bøn. I det hele taget har de to søstre ikke taget traditioner med bordbøn og daglige andagter med fra barndomshjemmet.
– Vi har selvfølgelig gjort op med nogle ting hjemmefra, og det har da været en befrielse.
Helt tilbage til barndommen har de fire søstre kendt deres rolle i flokken. Kaka var den lille forkælede De to store tog oprøret mod forældrene, og de små fik videre rammer. De to ældste kom i huset hos pæne borgerfamilier, hvor de to yngste fik lov til at komme på Askov Højskole i stedet for. Kaka endda med eneværelse, da hendes tid kom. De to yngste søstre har delt alt gennem barndom og ungdom lige fra dukker til forelskelser.
– Vi lå sammen på værelset, når vi var kommet i seng, og snakkede om, hvem af os den aktuelle fyr mon var mest forelsket i, men vi var meget hensynsfulde overfor hinanden og mente hver især, at han nok var mest forelsket i den anden, husker Kaka Holm.
– Men heldigvis endte det med, at vi fik hver sin kæreste, og det er nok derfor, vi har det så godt sammen i dag ... , griner søsteren.
Den forståelse og indforståethed de finder hos hinanden, bunder i den fælles historie, men også i at de har noget af det samme sind.
– Selv om vi måske ikke kan gøre noget ved, at vi for eksempel er lidt konfliktsky og sårbare, så har vi det til fælles og kan forstå hinanden. Det er trygt. Det har jeg nok brug for som den lillesøster, jeg er, og som jeg egentlig har følt mig hele livet. Mine store søstre har altid beskyttet mig. Nu skal jeg selv give tryghed til en masse andre, men så er det rart at kunne hente noget hos sine ældre søstre, som altid har været der og beskyttet én, siger Kaka Holm.
Og omvendt finder Kis Eriksen også tryghed hos sin lillesøster.
– Jeg har en smule af mit barndomshjem tilbage hjemme hos Kaka, som fik så mange af møblerne, da hun i sin tid selv flyttede ind i en stor præstegård. Her svæver mors og fars ånd lidt endnu sammen med Kaka's og hendes mands – og det bliver den ikke ringere af.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
Søskende
Denne artikel er en opfølgning på temaet på familiesiden lørdag 22. februar. Med et netabonnement kan artiklerne herfra læses på www.kristeligt-dagblad.dk