Hvis Gud er god, hvordan kan han så tillade, at der sker så meget ondt?
Lindhardt nåede til den konklusion, at Guds almagt og hans kærlighed er et paradoks, som er ulogisk, men som man må bøje sig for. Det er klart, at hvis mennesket – som Augustin siger – tror, at det har forstået Gud, så er det ikke Gud. I den forstand har Lindhardt ret, men alligevel efterlader paradoksteologien mennesket i en form for passiv tilstand og frugtesløs spekulation. Måske skal svaret derfor hellere søges i visionen end spekulationen.
Flere store kristne mystikere og profeter har netop gennem visioner set en stærk kobling mellem verdens lidelser og menneskets forhold til Gud. Et godt eksempel er Hildegard af Bingen, der i 1100-tallet modtog en lang række visioner, der er anerkendt som autentiske. I dag næsten 1000 år senere er de stadig højaktuelle.
I "Liber vitae meritorum" hører Hildegard, hvordan naturen klager sin nød: "Elementerne bliver bragt i oprør fra øverst til nederst på grund af menneskelige ugerninger. (...) Du hører dem ikke klage på menneskers vis, men i stedet med alle andre tegn på deres undertrykkelse. De overskrider jo den bane, som deres Skaber har sat dem i ved deres naturstridige kredsløb, som er bragt i kaos af menneskenes synder. De klager sig over, at de ikke kan følge deres bane og fuldende deres naturlige funktioner, sådan som det er pålagt dem af Gud, fordi de af menneskenes ugerninger bliver bragt ud af naturens orden.(...) Menneskene er jo ansvarlige for elementerne, ligesom også elementerne er forbundet med menneskene."
Centralt for Hildegards visioner er, at Gud i skabelsen har forbundet menneske og natur i en hellig organisme, hvis livgivende energi er Guds kærlighed. Mennesket er et mikrokosmos, der i de mindste detaljer afspejler makrokosmos og påvirker det. Det er menneskets hovmod, ondskab og oprør mod Gud, der ikke blot ved syndefaldet som enkeltbegivenhed har medført sammenbrud og kaos, men fortsat skaber ubalance i hele kosmos. Helbredelsen af hele menneskeheden og kosmos ligger derfor i at finde tilbage til enheden med Gud.
Beskrivelserne af verdens fysiske
og åndelige nød kan ikke afvises som mørk middelalder, fordi de er i nøje overensstemmelse med de profetier og visioner, som Gud også i dag sender gennem sine nutidige instrumenter som blandt andre den største nulevende kristne profetskikkelse, Vassula Rydén. Under et interview for et par år siden spurgte jeg hende, om hun havde nogen forklaring på, hvorfor der er så meget lidelse i verden, hvis Gud netop er kærlig og almægtig. Hun svarede: "Jeg spurgte engang Jesus om det samme. Hans stemme var fuld af sorg, men samtidig lød han også meget alvorlig, da Han kort svarede: "Hvis I dør, er det på grund af jeres frafald." En anden gang talte også Jomfru Maria til mig om det samme. Hun sagde: "Naturkatastrofer, hungersnød, lidelser, krige
og plager – alt dette opstår på grund af jer. Alt, som udgår fra jorden, vender tilbage til jorden. Jorden er selvødelæggende, og det er ikke Gud, som sender jer disse katastrofer, som mange af jer mener. Gud er retfærdig og fuld af nåde, men ondt bevirker ondt."
Forudsætningen for at forstå disse guddommelige inspirationer er altså, at man accepterer, at mennesket har en fri vilje. Det lyder måske som gerningsretfærdighed, men det er det ikke. Den frie vilje er hverken en dementi eller en forklejnelse af Guds nåde. Alt afhænger af Guds nåde, men mennesket må åbne sig og stille sig til disposition for den. I sin gudbilledlighed er mennesket inviteret til at være Guds medskaber og husholder og til at være medansvarlig for, at Guds kærlighedskredsløb opretholdes. Og hvordan skulle mennesket også kunne forholde sig til Gud i kærlighed, hvis ikke viljen var fri? Et sandt kærlighedsforhold må altid bestå i en frivilling overgivelse til den elskede.
Men er der så nogen, der skal føle sig særligt skyldige, når en katastrofe indtræffer? Det svarer Jesus på i Lukasevangeliet kap. 13, hvor han bliver spurgt, om de dræbte galilæere og de 18, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte, var mere skyldige end alle andre i Jerusalem: "Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de."
Det bedste katastrofeberedskab og den optimale nødhjælp er derfor en personlig forsoning og forening med såvel Gud som medmennesker.
Iben Thranholm er
cand.theol. og journalist