Børn kan blive syge af stress

Børn bliver syge af stress, og det kan mærke dem for livet. Hos foreningen Børns Vilkår mener man, at det er tid til en debat om børns trivsel

Vi trænger til en debat om børns trivsel – både offentligt og hjemme hos hvert forældrepar. Det mener sekretariatschef i Børns Vilkår, Birk Christensen.

Baggrunden er dystre tal fra Aalborg Sygehus, der de seneste tre år har oplevet en stigning på 30 procent i antallet af børn, som er så syge af stress, at de bliver indlagt.

Det er hverdagen i de danske familier, der i dag er så presset, at børnene bukker under.

– Det er de sarte børn, der først bukker under, og man kan lidt gammeldags godt sige, at de reagerer normalt på en hverdag, der er syg. Andre børn og vi voksne kan klare presset i længere tid, inden vi går ned med flaget. Men vi får jo også "ondt i maven" over tempoet, siger Birk Christensen.

Han efterlyser en bred debat om børns trivsel, men han mener, at den også bør foregå hjemme hos forældrene.

– Det er ikke en opgave, der kun kan løses af staten. Det skal også ske i hjemmene, hvor hvert enkelt forældrepar må diskutere, hvad det er, vi vil med vores liv, arbejdsliv og vores børn. Det er næsten en folkesygdom, at alt skal være perfekt i dag, og vi skal være vellykkede. Det er der mange, der ikke kan leve op til, siger han.

Birk Christiansen mener, at de mange test i folkeskolen, som regeringen påtænker at indføre vil være med til at øge presset på børnene.

– Børnene skal nå et bestemt mål til et bestemt tidspunkt, men børns udvikling er meget forskellig, og de kan ikke nå målene i f.eks. læsning samtidig. Nogle lærer at læse i 1. klasse, andre først i 4. klasse. Faste mål skaber et øget pres på børnene, og man skal bare være klar over risikoen, hvis man har succes som kriterium, siger han.

Formanden for Psykiatrifonden, overlæge, dr.med. Jes Gerlach frygter, at de stressede børn bliver mærket for livet. De har langt større risiko end andre for at få psykiske lidelser især med angstanfald og depressioner.

En endnu ikke offentliggjort svensk undersøgelse viser, at hvert femte barn har fysiske tegn på stress og større risiko for fysiske sygdomme. F.eks. får de lettere sukkersyge og hjerte-kar-sygdomme som voksne, viser undersøgelsen.

Det er svært at finde grunden til, at flere børn bliver stressede. Ifølge Arne Poulsen, professor i udviklingspsykologi ved Roskilde Universitetscenter, er det ofte nødvendigt at kigge på flere ting for at forstå, hvad der gør et barn stresset.

– Det enkelte barns stressreaktion kan være udtryk for mange forskellige påvirkninger, så det er ikke en bestemt ting, der er mere af i forhold til tidligere, siger han.

Han peger også på, at det kan være stressende, hvis ikke børn har nogle legekammerater og derfor føler sig ensomme.

/ritzau/