Både K.E. Løgstrup og Thorkild Grosbøll har prædiket over Johannesevangeliet (Kap. 17,1-11), teksten til femte søndag efter påsken. Den handler om herliggørelse. Og begge har fået udgivet deres respektive prædikener. Jeg vil i det følgende se på de to prædikanters tekster.
Den danske filosof og teolog K.E Løgstrup fejrer i år 100-års-fødselsdag. Løgstrup fungerede som sognepræst på Fyn i seks år. Nærmere bestemt Sand-ager-Holevad fra 1936 til 1942, hvorefter han blev professor i Århus til sin død. Han har prædiket over Johannes' tekst. Muligvis to eller tre gange. Nogle af hans prædikener er udgivet i bogen "Prædikener fra Sandager-Holevad" efter hans død. Her finder vi en prædiken over femte søndag efter påsken, anden tekstrække. Den er dateret til 1938. Prædikenen er bygget op som en tretrinsraket: først skabelse, så fald eller fortabelse og til sidst frelse eller forløsning.
Løgstrup indleder sin prædiken med at konstatere, at mennesket kun kan være et menneske i forhold til andre mennesker. Det er medmenneskeligheden, der gør et menneske til et menneske. Vi er intet alene, uanset hvor individualistiske, vi måtte være. Løgstrup viser det ved tre fænomener. Ved sproget, kærligheden og sorgen. Hvis ikke vi havde nogle at tale med, ville sproget aldrig tage form. Det menneskelige sprog er bestemt af det medmenneskelige. Samtalen betinger både sproget og mennesket. Det gælder også for kærligheden og sorgen. Det ville være utænkeligt at elske og sørge, hvis ikke der var nogen, man elskede eller sørgede over. For Løgstrup er selve medmenneskeligheden altså forudsætning for mennesket. Det er et skabelsesmæssigt udgangspunkt. Det er første del af raketten.
Anden del handler om fald og fortabelse. Eller måske mere om ondskab. Det Gud har skabt godt, det ødelægger menneskene nemlig med deres ondskab. Vi behandler jo ikke hinanden som gudskabte medmennesker. Vi er egenrådige, bagtalende, udleverende, hadefulde og bebrejdende. Venner bliver fjender. Selv indenfor et ægteskab slås man. Den medmenneskelighed, Løgstrup tager som udgangspunkt, den finder han ikke hos sin samtid. Mennesket er selvcentreret og egoistisk. Faldet eller synden er en realitet. Mennesket lever ikke, som mennesket burde leve. Dette er anden del af raketten.
Den tredje del er forløsningen eller frelsen. Her kommer Jesus ind i billedet. Jesus er som Guds udvalgte søn gået ind i den menneskelige verden og har bundet sig til dens ødelæggelse og ondskab. Men Jesus selv er det eneste menneske, som ikke udøver ondskab eller ødelæggelse. Jesus lever derfor det liv, Gud vil have, menneskene skulle leve med hinanden. Et liv som mennesket tilsyneladende ikke kan leve eller i hvert fald ikke gør det. Guds herlighed åbenbarer sig altså i Jesu gerninger, i et liv uden ondskab og ødelæggelse. Evangeliet afslører på denne måde menneskenes ondskab, men det fordømmer ikke. I Jesu liv ser vi et glimt af Guds rige, samtidig med at vi forarges. Vi bliver afsløret, men vi fortabes ikke. Det er Løgstrups teologi.
I 1988 udgav den nu berømte præst fra Taarbæk, Thorkild Grosbøll, en prædikensamling med titlen "På sporet af Gud". Her finder vi også en prædiken over femte søndag efter påsken, anden tekstrække. Grosbølls prædiken er ikke så tung som Løgstrups. Til gengæld er den heller ikke nær så skarp. Den er ikke bygget op efter den samme tretrinsraket som Løgstrups. Det er heller ikke det samme problem, de to præster står i. Hos Løgstrup handler det om at afsløre menneskets ondskab i lyset af evangeliet. Hos Grosbøll er det et forståelsesmæssigt problem.
Grosbølls prædiken er bygget op som en togbane med to parallelle skinner. Den ene skinne bevæger sig i fortiden, den tid Johannes levede i, da han skrev sit evangelium, den andet skinne i nutiden, den tid vi lever i. Gennem prædikenen springer han fra skinne til skinne. Men Grosbølls problem er, at de to skinner ikke berører hinanden. Der er ingen sammenfald. Han spørger: Hvordan kan man overhovedet tale om Gud i dag med samme sikkerhed og nærvær og engagement som Johannes talte? Der er en sproglig barriere, der stadig ifølge Grosbøll gør, at vi ikke uden videre kan tilegne os evangeliets ord om frelse, evigt liv, herliggørelse.
Grosbøll sammenligner nu Johannes' evangelium med den nu afdøde Ebbe Kløvedal Reichs bog "Fæ og frænde", en 500-siders moppedreng. Ideen med Reichs bog er at finde frem til danskernes oprindelse. Det er en ledende bog, en famlende bog, der ikke rigtig ved, hvad der skal med og hvad der ikke skal med for at finde denne oprindelse. Der er noget uafsluttet ved Reichs bog, skriver Grosbøll.
Modsætningen til Reichs bog er Johannes' evangelium. Det er ikke famlende, men er et fuldendt og afrundet værk, der ikke kan tilføjes mere, og som starter ved begyndelsen og slutter med enden: I begyndelsen var ordet og ordet var hos Gud – før menneskene og verden blev til. Begyndelse og ende smelter sammen hos Johannes. Det lukker så at sige verden inde i sin egen fortælling. Der er intet udenfor. Alt er sammenfattet og færdiggjort.
Nu mener Grosbøll ikke, at det afsluttede og færdiggjorte ved Johannes' tekst appellerer til det moderne menneskes måde at tænke på. Vi lever jo uafsluttet, vi har det som Reichs bog, vi ved ikke rigtig, hvor vi skal begynde, og hvordan det skal ende. Vores forhold til så afsluttet et værk som Johannes' må derfor blive famlende, og vi må bryde det i stykker for måske at få det til at lyse ind i vores uafsluttede verden.
Vi kan ikke længere forstå det umiddelbart og enfoldigt. Afstanden mellem skinnerne er for stor. Vi lever i en relativ tidsalder. Intet ligger fast, alt er underlagt en konstant og uoverskuelig forandring. Johannesevangeliet forekommer os derfor som et gammelt og utidssvarende spejl, og problemet er, stadig ifølge Grosbøll, at når vi ser ind i spejlet, så ser vi kun os selv. Den verden og virkelighed, som Johannes skildrer, er skjult inde i sit eget afrundede og afsluttede kosmos. Vi ser os selv – men bliver vi set på? Herliggøres vi? Det er spørgsmålet.
Glimtvis, skriver Grosbøll til slut, kan der træde noget frem, som viser os en herlighed af langt større karakter end det, vi finder i vort eget spejlbillede. Vi griber efter det, men har så svært ved at holde det fast. De parallelle skinner smelter for et øjeblik sammen ude i horisonten, men vi er nødt til at stige på toget, der hvor det kører.
For Grosbøll er prædikenen en kamp mellem hans egen vantro og verdslighed og så den guddommelige verden, evangelierne præsenterer ham for. Og her skal man være loyal over for begge. Hverken flygte fra vores egen verden eller underkende og reducere evangeliets.
To forskellige prædiker over den samme tekst på to forskellige tidspunkter i det forrige århundrede. Jeg skal ikke vurdere dem. Blot konstatere, at der er forskelle, og at det homiletiske eller prædikenmæssige greb bevæger sig og er foranderligt. Heldigvis.
Anders Kjærsig er sognepræst i Nr. Søby
Læs kronikken på mandag:
"Da angste børn kom til at
hade tyskere og elske USA"
af sognepræst og journalist
PaulZebitz Nielsen